Fængslende fængselsdrama

Film: De Frivillige
Anmelder: Folketidende, Hans Jørgen Møller
Bedømmelse: 5 stjerner

“Genialiteten i Frederikke Aspöks film og Lars Husums manuskript ligger i, at Niels ikke bare er the good guy og Markus Føns den onde. De er tværtimod skildret som rigtige mennesker, med alle de fejl og de gode intentioner, som den slags er udstyret med. Og de hjælpes godt på vej af de øvrige skuespillere i ” De frivillige”.

Jacob Hauberg Lohmann og Anders Matthesen er fantastisk godt castet. Troværdige som bare fanden, og ” Anden” lægger i den grad nye alen til sit store talent, som vi kender i forvejen fra såvel hans stand up karriere som fra hans film om Terkel og om den ternede ninja. Søren Malling, Anders Brink Madsen og Christopher Læssø lader dem ikke meget efter. Alle er de med til at gøre ” De frivillige” til en rigtig sjov film, hvor vi griner meget undervejs.

Men hvor latteren bliver stikkende i halsen, fordi tragedien og uretfærdigheden lurer lige under overfladen. Vi går fra biografen med bevidstheden om, at uden et fællesskab går det ikke. Men også med påmindelsen om, at de smarte oftest narrer de mindre smarte og strømlinede. Og med bevidstheden om, at vi har oplevet nogle af livets store spørgsmål kogt ned til 93 minutter i en lille fynsk arrest. Derfor skal ” De frivillige” også have fem meget store stjerner herfra.”

 

En fremragende sort komedie

Film: De Frivillige
Anmelder: Kulturbunkeren, Adib Scott Schmidt
Bedømmelse: 5 stjerner

“De frivillige er en fremragende film, der både leverer en dyster sort komedie, men også giver et foruroligende portræt af den råddenhed, der ligger lige under overfladen i det danske samfund. Hvis man bare kigger på filmen helt overfladisk, skal den nok underholde de fleste, med det skæve persongalleri og fængselsdramaet. Men hæver man det op på et makroniveau, og reflekterer over, hvad filmens egentlige budskab er, bliver det pludselig til en ganske enestående oplevelse. Der er noget for enhver, og den er i hvert fald værd at se i biografen.”

Læs hele anmeldelsen her: www.kulturbunkeren.dk

De Frivillige – anmeldelse

Film: De Frivillige
Anmelder: Filmz.dk, Morten Vejlgaard Just
Bedømmelse: 5 stjerner

Rasmus Seebach eller højskolesangbogen? Det er spørgsmålet i én film, jeg melder mig frivilligt til at se igen.
Svaret på spørgsmålet begynder med et ønske om næsten frivillig isolation. Finans-banditten Markus Føns er blevet sendt direkte i fængsel efter derouten med Innovation House. Her bydes der velkommen med spark og slag fra Fede-Carstens håndlangere – lillebror tabte millioner på grund af Føns’ frås. Sådan begynder de fleste fængselsfilm. Fra “R” til “Profeten“. Fra bunden til rejsen imod toppen af hierarkiet. Men “De frivillige” er ikke som alle andre fængselsfilm. Det er en komedie – af en slags. Føns tager nemlig en isoleret omvej til toppen hos de pædofile og kvindemorderne, der ikke skal nyde noget af at få opkrævet renters rente fra Fede-Carsten & Co. […]

Jeg kendte på forhånd ikke manuskript-forfatter Lars Husum, men han rammer en tone, som dansk film har savnet, siden Anders Thomas Jensen var bedst med “Blinkende lygter”. I centrum er Anders Matthesens korleder, der bestemmer takten i koret. “Jens Vejmand” synges i alt for højt tempo efter en opvarmning, der består i at sige ’Met-te-te-te-te’ og ’Rik-ke-ke-ke-ke’. Det er sjovt.

Læs hele anmeldelsen her: https://filmz.dk/film/de-frivillige

Også i rollen som ‘rigtig’ skuespiller viser Anders Matthesen et overbevisende format

Film: De Frivillige
Anmelder: Politiken, Kim Skotte
Bedømmelse: 4 stjerner

“Som landets mest populære komiker og manden bag fænomenerne ’Terkel i knibe’ og ’Ternet Ninja’ er Anders ’Anden’ Matthesen værdsat. Men er han også skuespiller i mere klassisk forstand? Det må man bare svare ja og amen til efter at have set Frederikke Aspöcks fængselskomedie ’De frivillige’. […] En rolle Matthesen giver kød og blod med en antydet autoritet og en underspillet sårbarhed, der nærmest kortslutter alle ens forventninger til en rolle af den karakter. […] ’De frivillige’ er en klog komedie om samfundet, hvor man kan mærke sine ikke altid lige klædelige instinkter ruske i tremmerne. Hvem er du selv parat til at ofre for at blive lukket ind i varmen?”

Læs hele anmeldelsen her: www.politiken.dk

Ufatteligt! ‘Anden’ gør det sgu igen

Film: De Frivillige
Anmelder: Ekstra Bladet, Henrik Queitsch
Bedømmelse: 4 stjerner

“Meget kan man sige om denne Anders Matthesen, men doven det er han i hvert fald ikke. Han er aktuel med soloshowet ‘Anden bringer ud’, har netop færdiggjort bogen ‘Ternet Ninja 2’, og animationsfilmen ‘Ternet Ninja’ har for nyligt afsluttet sin sejrsgang i de danske biografer, hvor den med et billetsalg på næsten 950.000 blev den næstmest sete danske film siden 1978 – kun overgået af ‘Walter og Carlo – op på fars hat’ fra 1985.

Men søreme om han ikke også lige er aktuel som den ene hovedrollleindehaver i Frederikke Aspöcks ‘De frivillige’. Travlheden er dog tilsyneladende ikke gået ud over kvalitetskontrollen, og det gælder også hans indsats her. […] Både Lohmann og Matthesen er fremragende som de to meget forskellige kontrolmennesker, og styrkeforholdet mellem dem er måske ikke helt så indlysende, som først antaget. […] Men alt i alt en ganske vellykket lille film med noget interessant på hjerte, der dog først og fremmest skal ses for Lohmanns og Matthesens præstationer. Især sidstnævnte er et studie i kombinationen af det tragiske og det komiske. Er der noget, den mand ikke kan?”

Læs hele anmeldelsen her: www.ekstrabladet.dk

’De frivillige’: Fængselskomedie med Anders Matthesen er en veltimet kæberasler

Film: De Frivillige
Anmelder: Soundvenue, Rasmus Friis
Bedømmelse: 4 stjerner

“De frivillige er derfor nok en farverig fængselskomedie, men det er også en harmdirrende kritik af finanssektorens opportunisme.

Filmen er vellykket både som det ene og det andet: Særligt Anders Matthesen som den emsige korleder Niels og Anders Brink Madsen som fængselsbetjenten, hvis kone »bliver apatisk af hans fysiske tilstedeværelse«, står for latteren, mens Markus Føns (Jacob Lohmann i en sjælden – og sjældent fortjent – hovedrolle) rammer midten af skiven som satirisk kommentar til virkelighedens jetsettere og iværksætterstjerner. […]

Det er her mellem komik og drama, at ’De frivillige’ for alvor glimrer og med al tydelighed viser, at instruktør Frederikke Aspöck ikke er født som humorist, men har skabt sit navn ved intimt at kulegrave menneskeskæbner, senest i ’Rosita’.”

Læs hele anmeldelsen her: www.soundvenue.com

Retfærdighedens vogter

Film: Ternet Ninja
Anmelder: Weekendavisen, Bo Green Jensen

Jeg vil ikke narre nogen. Det er ikke et ridderligt sprog. Til gengæld sidder hjertet i dén grad på det rigtige sted. Anders Matthesen bruger hele registret i sin fabel om, hvordan vi måske alle sammen kan gribe ind og gøre noget ved det fælles, hvis vi begynder med at tage en smule ansvar for os selv. På en måde har Aske jo allerede en ninja i sig, da Stewart forærer ham tøjkrigeren.

Det er en hårdkogt historie, der tager fat i svære emner som børnearbejde, dårlige forhold, mobning, selvtægt, narkohandel og alt muligt andet, som der sjældent bliver talt om i animationsfilm. Men der er en stor, blød varme i den hårde skal. Ternet Ninja selv er en kær lille kriger. (…)

Flere faste karakterer er med. Replikkerne er skarpe som Ternet Ninjas minisværd. Anders Matthesen spiller selv alle roller. Kun Aske og Jessica får ægte børnestemmer. De leveres af Alfred Larsen og Emma Høegh.

Tonen fra Terkel i knibe lever videre, men Ternet Ninja er på alle måder en dybere og bedre fortælling. Sikkert fordi den vil noget mere. Anden vil altid lidt mere end alle de andre morsomme mennesker, som får dig at grine af groteske og uretfærdige vilkår. Stilen rykker, og budskabet holder.

Vi lever i en giftig tid. Ternet Ninja er effektiv medicin.

Den eneste Anden tryller igen

Film: Ternet Ninja
Anmelder: Helsingør Dagblad, Jesper Munch Nielsen
Bedømmelse: 5 stjerner

Det er næsten trivielt at skrive nu om dage. Men lad os da fastslå det igen. Der er ingen over og heller ingen ved siden af Anders Matthesen i dansk komik i disse år. De andre når ikke manden Anden til de sokkeholdere, han formentlig ikke har på. (…)

Men lad mig lige understrege, at Ternet Ninja er virkelig, virkelig sjov. Handlingen holder tempo, engagerer og overrasker, og vittighederne, de sjove indfald, perlerækken af skønne figurer, gags, jokes og sjofelheder kommer i en lind strøm.
Visuelt er Ternet Ninja knivskarp. Matthesen og medinstruktøren Thorbjørn Christoffersen er i topform.
Moralen får et twist, midt i grineriet er Anden ikke bange for, at det hele handler om noget -præcis som i hans comedy-shows.
Der skal være noget på spil, og det er der også her.

Skyl julen ned med Anden

Film: Ternet Ninja
Anmelder: Berlingske, Louise Kidde Sauntved
Bedømmelse: 4 stjerner

Han har publikum i sin hule hånd til sine one-man-shows, han kan skrive, og nu har han også selv instrueret sin roste børnebog »Ternet Ninja« – og søreme om ikke også den er blevet god som film! Anders Matthesen kan nemlig kunsten at være både sjov og skarp, provokerende, men med hjerte, rebelsk, men samtidig bevidst om de fortællinger, han – og alle vi andre -er rundet af. Der er både noget Bjarne Reuter og Ole Lund Kirkegaard over »Ternet Ninja«. Men først og fremmest er der selvfølgelig en hel masse Anders Matthesen. (…)

Men så er der heller ikke mere »klassisk« over historien, der myldrer af skæve indfald og sjove og skarpe oneliners. Og så selvfølgelig ninjaen, der er det bedste af det hele. Det er lykkedes at lave den så realistisk, at det er lige før, man frygter, at den vil hoppe ud af lærredet og ridse én med samurai-sværdet, hvis man griner på det forkerte tidspunkt! Og så er det i øvrigt ret skønt at opleve en filmfortæller, der ikke er bange for at servere nogle af livets mørkere sider – og en solid moralsk opsang.

Ternet Ninja anmeldelse

Film: Ternet Ninja
Anmelder: cinemaonline.dk, Maria Bjerregaard
Bedømmelse: 5 stjerner

Ligesom Matthesens sidste animationsfilm ”Terkel i Knibe” er ”Ternet Ninja” hyldende morsom. Der er rap i replikkerne, men børn får også lov til at være nutidens børn. Vi hører børn bande på en realistisk og ungdommelig måde, og man hører sågar også lærerne, som decideret hader uopdragne unger. Ligesom Terkel byder denne film også på stikpiller til vores samfund. Der skal både stikkes lidt til den overdådige og helse-syge mor samt stedfaren, der ikke rigtig kan tage noget initiativ selv. Og så formår Matthesen at få ordet fest til at rime på ordet pesto i sang – hvilket er yderst underholdende!

Matthesen har været på toppen af sit game i snart flere år. Og det fortjener han skam også. Hvad enten det er med film eller stand-up, så formår han at blande humor med morale på fineste måde. Dette sker også i denne film, hvor man heller ikke skal brokke sig alt for meget over sit “elendige” liv. Det er også blevet til nogle herlige gensyn med gamle karakterer fra Terkel universet. Og Matthesen lægger naturligvis stemme til de fleste af dem. Visuelt er filmen også rigtig flot og godt animeret, hvilket er positivt for dansk film, at alt animation ikke nødvendigvis skal komme fra USA.

”Ternet Ninja” er en af årets sjoveste film. Anders Matthesen har skabt en hyldende sjov historie med en god morale, som både kan nydes af børn og voksne. Det er også dejligt at se dansk animation på et højt niveau.

Læs hele anmeldelsen her: https://cinemaonline.dk/Anmeldelse/ternet_ninja.10251.html