’Ternet Ninja’: Anders Matthesens nye film er fuld af WTF-øjeblikke

Film: Ternet Ninja
Anmelder: Soundvenue, Niki Vraast-Thomsen
Bedømmelse: 5 stjerner

Der ryger et par børn i svinget. Til gengæld er det sjovt.

Anders Matthesens nye animationsfilm åbner med en scene i en snusket thailandsk fabrik, hvor en børnearbejder bliver tævet ihjel. Min niårige biomakker kiggede på mig med et blik, der sagde: »Døde den lille dreng lige?«

Ja, det gjorde han. Og derefter følger en god times næsten konstant fnisen og en stribe WTF-øjeblikke, hvor Anden skubber grænserne for, hvor grove og sjove jokes man kan slippe afsted med. (…)

Det er imponerende, at Anders Matthesen formår at tale direkte ind i børnenes hverdag i skolegården i et sprog, der ikke kan anklages for at være ’ung med de unge’. Det er der ikke mange, der formår, når først man er blevet mere end et par og tyve år gammel.

De fleste (virkelig sjove) replikker leveres af Anden selv, fordelt på de mange sidekarakterer samt den ternede ninja himself. Det velkendte univers vil få fans af ’Terkel i knibe’ til at knibe en tåre. Selve animationen har fået et betragteligt ansigtsløft fra Terkels grove 3D-skitser, men stilen er genkendelig – og Terkel har en kort cameo.

Da filmen sluttede, var dommen fra den niårige klar: »Det var en vildt god film. Man lærte ret meget, og så var den også en lille smule sørgelig. Men mest bare  sjov«.

Kort sagt:
Anders Matthesen gør ikke noget halvt, og med ’Ternet Ninja’ leverer han hele pakken: En rørende historie med masser af grin til store og små.

Læs hele anmeldelsen her: http://soundvenue.com/film/2018/12/ternet-ninja-anders-matthesens-nye-film-er-fuld-af-wtf-oejeblikke-342509

Døde børnearbejdere og tween-ydmygelser er en del af Anders Matthesens vildt underholdende nye film

Film: Ternet Ninja
Anmelder: Jyllands-Posten, Nanna Frank Rasmussen
Bedømmelse: 5 stjerner

Det er 14 år siden, at Anders Matthesens mobbeprovokerende animationsfilm ”Terkel i knibe” for alvor slog fast, at Matthesen er mere end bare komikeren ”Anden”, selvom det nu også er helt nok.

”Terkel” var baseret på flere radioproduktioner, og ”Ternet Ninja” er også formet over et forlæg, nemlig børnebogen af samme navn fra 2016. Matthesen forstår virkelig at kapitalisere på sine idéer. Vigtigst i denne sammenhæng er det så, at filmen er et helstøbt værk i sin egen ret. ”Ternet Ninja” er en vildt gennemført og grovsjov film, som Matthesen stort set lægger alle stemmer til selv. Kun hovedpersonen Aske og dennes udkårne, Jessica, indtales (i øvrigt fremragende) af unge skuespillere. (…)

Det er så sandelig opbyggeligt, men selvfølgelig også filterløst og grænsesøgende for aldersgruppen. Det er balancen mellem det renhjertede og det grovkornede, der gør ”Ternet Ninja” til en vinder.

Læs hele anmeldelsen her: https://jyllands-posten.dk/premium/kultur/anmeldelser/film/ECE11066159/doede-boernearbejdere-og-tweenydmygelser-er-en-del-af-anders-matthesens-vildt-underholdende-nye-film/

Ternet Ninja er endnu en genistreg fra Matthesen

Film: Ternet Ninja
Anmelder: citylights.dk, Lou von Brockdorff
Bedømmelse: 5 stjerner

‘Ternet Ninja’ er en succesfuld og genial tilbagevenden til Anders Matthesens animeret univers. Anders Matthesen er instruktør og ide-mand bag ‘Ternet Ninja’, som er baseret på hans bog der udkom for et par år siden. Med ‘Ternet Ninja’ vender han tilbage til det univers man kender fra ‘Terkel i knibe’ filmen, og det bliver et gensyn med Stuart, Terkel og Terkels forældre.

Det er et glædeligt gensyn og Matthesen formår på sin egen måde at lave en film der både er virkeligt grov, sjov og sindssygt underholdende.

Ligesom i Terkel i knibe er det også Matthesen som lægger stemme til stort set alle rollerne, lige på nær af stemmerne til Aske og Jessica. Her har Matthesen fået selskab af Alfred Bjerre Larsen og Emma Sehested Høeg som giver nogle stærke og gode stemmepræstationer og også Matthesen gør det genialt som stemmeskuespiller. (…)

Dette er på alle måder Matthesens projekt da han både er instruktør, forfatter og skuespiller i filmen – og derudover er han også forfatteren bag bogen. Men det gør ikke noget når resultatet er så gennemført og underholdende. Det er en film som ikke er for de mindste, men de større børn og voksne vil være underholdt hele vejen igennem. Filmen varer også kun 88 minutter og hver minut er udnyttet fuldt ud så filmen aldrig bliver kedelig.

’Ternet Ninja’ er lige så sjov og grov i munden som sin fætter, ’Terkel i knibe’

Film: Ternet Ninja
Anmelder: Information, Sofie Lykke Stenstrop

14 år efter ’Terkel i knibe’ er komikeren Anders Matthesen tilbage med endnu en animeret ungdomsfilm, ’Ternet Ninja’, som er helt på niveau med sin forgænger og imponerer med sit gakkede persongalleri og morsomme rekvisitter og kulisser. (…)

Ingen rammer skolegårdens arketyper og deres forældre bedre end Matthesen, som selv lægger stemme til alle karakterer på nær Aske og Jessica, og sammen med sangen ‘ Pesto’ og alle de detaljerede rekvisitter og kulisser (anti-gluten-plakater og ‘ no brain no pain’-klistermærker) er det noget af det mest frydefulde ved filmen.

Læs hele anmeldelsen her: https://www.information.dk/kultur/anmeldelse/2018/12/ternet-ninja-lige-saa-sjov-grov-munden-faetter-terkel-knibe

Ternet Ninja

Film: Ternet Ninja
Anmelder: Ekko, Nicki Bruun
Bedømmelse: 5 stjerner

Danmarks største komiker, Anders Matthesen, rusker op i børn og voksne med en vidunderligt morsom og meningsfuld animationsfilm. (…) Man er konstant underholdt i historien om drengen Aske (Alfred Bjerre Larsen), der går i 7. klasse og er håbløst forelsket i Jessica (Emma Sehested Høeg) fra 8. Den historie er set før, men Anders Matthesen – der lægger stemme til alle andre figurer end de to børn – har sammen med sin medinstruktør Thorbjørn Christoffersen skabt et fantastisk farverigt og levende univers, der især er originalt takket være titeldukken. (…) Resten af persongalleriet er et regulært tagselvbord af hylemorsomme eksistenser, der spidder typer, som vil vække høj latter hos de fleste. (…)

Forhåbentlig vil Anders Matthesen stadig underholde, når mine fremtidige poder en dag er gamle nok til hans seriøst sjove gak og løjer. Og hvis det bliver med en animationsfilm, må han meget gerne fortsætte samarbejdet med A. Film, der har skabt en original verden fuld af spræl.

Men visionen er Matthesens, og Danmark står stærkere i søen med ham som komisk styrmand med noget på hjerte. Ternet Ninja bør gå hen og blive en klassiker ligesom Terkel i knibe.

Læs hele anmeldelsen her: https://www.ekkofilm.dk/anmeldelser/ternet-ninja/

Seks stjerner i Boxen: Alt er sjovt i Anders Matthesens nye show

Show: ANDEN25
Anmelder: Herning Folkeblad, Christina Yoon Petersen
Bedømmelse: 6 stjerner

Jeg har tidligere bedt Anders Matthesen om at dele sin karriere op i en guld- og sølvperiode. Altså det bedste i hans karriere og det næstbedste. Nullerne var guldperioden ifølge ham selv, hvor »Terkel i Knibe« og standupshowet »Tal for dig selv« udkom. Men »Anden 25« sprænger rammerne, og denne anmelder må modvilligt opfinde en platinperiode til showet, give det seks stjerner med pil op, genindføre 13 skalaen, ja kært barn har mange navne. (…) Den røde platinkonge doserede den perfekte mængde af nostalgi, som gjorde folk ellevilde af begejstring hver gang. Især afslutningsnummeret fik taget til at løfte sig, og efter en lang aften med konstante grineflip, blev man faktisk også rørt over at opleve en intim stemning med 14.000 mennesker. (…) Matthesen zapper fra ord til ord, og selvom det ikke er nyt, så bliver ingen tilsyneladende trætte af det, for salen lettede fra jorden, da han gik i gang. – Et skib har en kaptajn, sagde Anders Matthesen. En himmel har en Gud, et kongehus en konge, et diktatur en diktator, og det var netop, hvad Boxen torsdag aften havde fået – plus moms, platin, pil op, UG med kryds og slange.

Læs hele anmeldelsen her: https://www.aoh.dk/artikel/seks-stjerner-i-boxen-alt-er-sjovt-i-anders-matthesens-nye-show

Væltede Royal Arena: Andens totale triumftog

Show: ANDEN25
Anmelder: Arbejderen

Hvad er det, der kan få 13.500 mennesker i et udsolgt Royal Arena i København til at stå op og klappe taktfast? Det er Anden Anders Matthesen. Stand-upperen overgår sig selv med flere længder i sit 25-års jubilæumsshow, og sætter streg under sit eget udsagn om, at man må “tage noget til et nyt niveau eller give det en ny dimension” – eller helt lade være. “Nu kører bussen”, sagde han i starten af showet og holdt, hvad han lovede. Med sin sylespidse sarkasme og skarpe satire, krydret med grovkornet ligefremhed, væltede han simpelthen Royal Arena. Det skete i et show, der ikke er set i Danmark nogensinde. Der manglende hverken glimmer, storskærme, røg, udklædning eller kanon til kanonkongen. Men hvor var det godt, at en erfaren instruktør som Nikolaj Cederholm har været indenover. Dét gav sammenhæng. (…) Til sidst viste han os sit sproglige talent ved at remse lange tillægsformer op. Andens varemærke. Dét tog vejret fra en. (…) Vi kan næsten ikke vente til næste udspil fra den evigt flabede og gakkede and med den krøllede hjerne.

Læs hele anmeldelsen her: https://arbejderen.dk/anmeldelse/andens-totale-triumftog?fbclid=IwAR2WXOeGv_2f1Xt5UVnOImh2RxPA-3xXTFPWeQarBnTpPuc5PhS6jo5xi4o

King of standup

Show: ANDEN25
Anmelder: Frilandsliv.dk, Henrik Sieben
Bedømmelse: 5 stjerner

Det er grænseoverskridende og langt fra politisk korrekt, og alligevel ustyrligt morsomt og genialt i sin opsætning: Anders Matthesen beviser med sit 25 års jubilæumsshow, hvorfor han er King of standup. (…) I et kvart århundrede har standup´eren og komikeren holdt sig på toppen – imponerende flot i en zapper-tid, hvor vi som seere skifter kanaler og programmer på tv hurtigere, end vi kan ramme en tast på mobilen. Og ikke uden grund har Anden, som han også kaldes, hørt til i den absolutte elite i comedy og standup i 25 år. Han formår med charme, selvtillid, og en snørklet tilgang til livet og komikken, og i dette tilfælde med et gigantisk sceneshow, at sætte sig selv i centrum, om end han lader publikum tro, at det er os, der bestemmer, hvordan showet skal udvikle sig. Lige indtil han selv i den grad tager styringen i bussen, som han selv udtrykker det. (…) Læg dertil, at han formår at binde hele showet elegant sammen, og med en flot afrunding, hvor alle løse bolde smidt i luften undervejs, gribes til sidst: Klasse.

Læs hele anmeldelsen her: http://frilandsliv.dk/artikler/andet/anden-matthesen-king-of-standup.aspx?fbclid=IwAR1KVr6178B7KVt2Y0eARBHUwfSNTe_5kGUiAzSsL_PG_s5kTI-XfBzVgjE

Vi morede os kongeligt

Show: ANDEN25
Anmelder:  Lolland-Falsters Folketidende, Hans Jørgen Møller
Bedømmelse: 5 stjerner

For foran en propfyldt arena demonstrerede Anders Matthesen atter en gang, at han er kongen på den helt store scene. Fræk som en slagterhund og sjofel som en pubertetsknægt. (…) Og vil man se Anden på slap line i dette forrygende show, er det med at være hurtig til at skaffe sig adgang. Der er nemlig ikke mange billetter tilbage. I aftes ville publikum ikke slippe Anders Matthesen efter to timers underholdning i højeste gear. Og det virkede faktisk som om, at Anden heller ikke ville slippe os. Ret meget bedre kan det ikke blive. Og som nævnt – vi morede os kongeligt.

 

Seks stjerner til den voksne mand i dansk standup

Show: ANDEN25
Anmelder: Berlingske, Søren Schauser
Bedømmelse: 6 stjerner

Tårerne triller tæt i Anders Matthesens jubilæumsshow. Man tuder af grin hele aftenen over alle de gale typer og gakkede gags. (…) Hans endeløse professionalisme er en historie for sig: Standupperen stiger op foran de 13.500 mennesker som en konge i røg og damp og har to timer senere erobret Royal Arenas storskærme og gigantiske lydanlæg ene (m)and. (…) Han vil have nærværet og den sunde fornuft. Han vil have det personlige ansvar for vores eget liv og det fælles ansvar for hinanden tilbage. Og han sætter punktum for sin to timer lange opsang forklædt som komedie med nogle af de mest forrygende tungebrækkere nogensinde på en dansk scene.

Læs hele anmeldelsen her: https://www.berlingske.dk/kultur/seks-stjerner-til-den-voksne-mand-i-dansk-standup?fbclid=IwAR2nZPMd2byCWAvFTP9fTvY2z9lCR5RQaa-6Ty805yGTwBMKnzc6GU7KP1U