Årstal: 2010
Villa Peakstate er Anders’ andet rap album. Denne gang er genrene dog mere blandede end på Soevnloes – der er ingen faste rammer. Der er både seriøse og humoristiske sange på pladen, og så får Anders besøg af Doc. T, Østkyst Hustlers og selveste MC Einar. Villa Peakstate er desuden navnet på Anders’ bolig. Cden blev udgivet d. 18. januar 2010. 

”Jeg er super glad og stolt over pladen. Mange af numrene har været på vej i årevis og der er brugt rigtig lang tid på både skrivning, indspilning og produktionen. Alle sange er blevet til ud fra ren lyst, og det har gjort pladen meget legesyg og uden regler og dogmer. Genrerne er meget forskellige. Jeg har nydt at lege med musikken igen og er virkelig lykkelig over mit album.”

Trackliste

01. Han er Tilbage 
02. Villa Peakstate 
03. Umami 
04. Bib Bib 
05. Vi er Dem ( Feat. Doc T) 
06. Pølsesnak 
07. Regnvejr 
08. Ingen Der Ligner 

09. Sut Mig 
10. Stegt Flæsk 
11. Sutter På en Fadøl 
12. Myggestik 
13. Lækkerier 
14. Superstars ( Feat. Jazzy H, Bossy Bo, MC Einar) 
15. Sorte Kugler 
16. Thisted

Han er tilbage

’turer rundt på et korstog sviner pigers sengetøj / ik’ en imponerende pik men sikke hængeløg /ham der slår rekorden talegaverne i orden / ham der hader sport og ham der gi’r den når du får den /… /ham der scorer børns lommepenge på dvd’er / og ruller konfirmander når han skal bruge mere.’

Anders Matthesen: »Det er klassisk blærerøvs-hiphop, som jo er udgangspunktet for hiphopgenren. Mange af påstandene i teksten er ting, som kolleger eller andre har kritiseret mig for. Så vender jeg den rundt og bruger det. For det er da rigtigt, at jeg scorer børns lommepenge, og jeg kan ikke løbe fra, at jeg er hjulbenet og har diamanter i ørerne.«

Sut mig

’Jeg laver rap, selvom nogle si’r jeg ikke ka’ det / kritik rør’ mig ik’ kun hvis jeg la’ det / så sut mig i bagen sut mig på hagen / homie sut mig herfra og til Skagen’

Anders Matthesen: »Mit svar til alle dem, der kritiserede mig for ikke at lave innovativ hiphop og revolutionere rapgenren på min første plade. Jamen, for fanden, det sagde jeg jo heller ikke, at jeg ville. Jeg vil ikke være trendy, jeg vil lave kvalitetsmusik. God, gammeldags, original rap, som kun jeg kan lave det. Fuck hitfaktoren. Jeg har været hiphopper lige siden, det hele startede.«

Vi er dem

’hey and hvor’n fanden føles det at ha’ solgt ud? / og være gået fra undergrund til hele Danmarks medieluder?’

Anders Matthesen: »Igen bruger jeg nogle af de ting, jeg får kastet i hovedet jævnligt. Her som en rap-battle. Jeg hører jævnligt, at jeg har solgt ud. At jeg ikke repræsenterer min barndomsby Albertslund, men er flyttet til Frederiksberg. Ja, jeg vil sgu da hundrede gange hellere bo på Frederiksberg end i en lejlighed med skudhuller i Albertslund.«

Sutter på en fadøl

’Jeg slapper af og fejrer bare jeg har et godt liv / der er rørt op så nu skal morfar være snotstiv / jeg ved jeg lukker lort ud i stimer snakker skrald og holder griner / drejer nakken af led hvis der er svedige blondiner’

Anders Matthesen: »Det er sandheden. Sådan er det. Jeg elsker bare fadøl.«

Anders’ Villa Peakstate Countdown

Regnvejr

 

 

Vi Er Dem (Ft. Doc T)

 

 

Superstars (Ft. Mc Einar & Hustlerne)

 

Bib Bib

 

 

Myggestik

 

 

Sut Mig

 

 

Lækkerier

 

 

“Siden mit første album ”Soevnloes” udkom, har jeg gået derhjemme og fløjtet små melodistykker og indsunget ideer til beats på min diktafon. Lidt rim blev også skrevet ned i små notesbøger.

Nogle af disse skitser blev til færdige numre, som jeg lavede demoer af i mit lille hjemmestudie, og dette hyggehalløj stod på i flere år. Pludselig midt i: “…Vender tilbage”- turen fik jeg vildt meget lyst til at lave et nyt album. Jeg havde en del numre parat, men manglede stadig en masse. I de få fridage, hvor jeg ikke var på turné, sad jeg om natten og lavede tekst og musik til nye numre. Om dagen tog jeg ud til Bossy med en harddisk, og så kylede vi sangene over i hans computer. På denne måde kunne Bossy gå og lægge ekstra lyde og beats på numrene, mens jeg var i Grønland for at optræde. Jeg modtog så hans versioner på mail og kunne sende kommentarer tilbage.

Da turnéen sluttede, gik vi for alvor i gang med at indspille og kæle for detaljerne.

Sammenlagt er der brugt meget længere tid på dette album end på “Soevnloes”. Jeg valgte titlen “Villa Peakstate” efter mit hus. Pladen foregår nemlig i mit univers, og alle ideer er udsprunget af leg og fantasi, uden tanke for hvad omverden måtte tænke. Derfor føler jeg, at man bliver inviteret indenfor i “Villa Peakstate” og får en rundvisning i min verden. Første single er nummeret “Umami”, som blev til, mens jeg sov. Jeg drømte simpelthen melodi og tekst til omkvædet (det har jeg aldrig prøvet før). “Umami” er lidt for sjov og nærmest en parodi på en popslasker. Men samtidig er det lavet på den måde, fordi jeg synes, det lyder fedt og giver mig gåsehud i nakken.

Det er opskriften på alle numrene: Glæde og spas! – Fuck om det er blues, pop, rap, eller sjæler …

Fuck om det pludselig går i 7/8 takt og byder på balkanharmonika. Så længe det er fedt og føles rigtigt!

Jeg har også gæsterappere med denne gang. Doc T fra Albertslund er med på en battle (“Vi er dem”) og på nummeret “Superstars” står den på klassisk olle-skolle besøg. Jazzy H, Bossy Bo og Mc Einar optræder alle på nummeret, der er en hyldest til gamle sko og alt, hvad der er gammelt, men stadig holder for hårdt!

Numrene på skiven er derfor meget forskellige, synes jeg. Dog med det til fælles, at de er lavet af glæde og kærlighed til musik. Jeg er selv meget stolt af albummet og synes faktisk, det er det bedste, jeg har lavet nogensinde.”

– Anders Matthesen (Anden.dk)