Årstal: 2001

“Det startede i år 2000 med, at Lars Hjortshøj, der sad på Metronome, henvendte sig og sagde, at P3 søgte bud på et lørdagsprogram. De kaldte det ”slot” for Radioeksperimentet. Jeg kom op med en idé til et show, der skulle hedde Oraklet. Med mig som den alvidende vært der skulle ordne verdenssituationen. P3 købte ikke idéen men snuppede i stedet ”Banjos likørstue”, som kom til at køre det år.

Året efter søgte de et program til samme slot, og jeg sendte sammen med Metronome IGEN Oraklet ind til P3. Denne gang bed de på, og det blev aftalt, at jeg skulle lave programmerne med Bossy Bo som teknikker. Det år var det sjoveste.. Vi lavede et radioprogram om ugen (på nær lige i sommerferien) og det var bare snak.. Jeg spillede to musik numre pr. show, og jeg havde sikret mig, at jeg selv måtte bestemme hvilke (det er der ikke så mange på P3, der må efterhånden). Det blev alt mit gamle gangsta-rap og støvede J.J. Cale plader (hurraaaaa!). I studiet var også min trofaste medvært, plys-dyret ”Spencer”, som delte tegninger ud til ugens vindere af vores konkurrence.

Masser af kolleger gæstede programmet, og Dan Andersen og Roben og Knud leverede jingler. Min daværende kone spillede den super irriterende assistent: Lora Lordis. Hvis jeg tog ud at rejse, medbragte jeg blot en minidisc recorder og optog showet i London.. (smart ikke?). Showet fik en del trofaste fans, selvom det blev sendt sent om eftermiddagen om lørdagen (hvem fanden hører radio der?). Og navnlig kan jeg huske Allan og Allan, som gang på gang skrev ind med bud på svar i konkurrencen.. Jeg tror også de vandt indtil flere af Spencers fantastiske børnetegninger..

Jeg har prøvet at bibeholde lidt af stilen fra Oraklet i ”Andens Radio” shows, som kan høres inde på Andcast, for det var ved gud så hyggeligt blot at sidde og lukke lort ud, og jeg har virkelig savnet det siden programmet stoppede. ”

– Anders Matthesen (Anden.dk)