Ternet Ninja anmeldelse
Film: Ternet Ninja
Anmelder: cinemaonline.dk, Maria Bjerregaard
Bedømmelse: 5 stjerner
Ligesom Matthesens sidste animationsfilm ”Terkel i Knibe” er ”Ternet Ninja” hyldende morsom. Der er rap i replikkerne, men børn får også lov til at være nutidens børn. Vi hører børn bande på en realistisk og ungdommelig måde, og man hører sågar også lærerne, som decideret hader uopdragne unger. Ligesom Terkel byder denne film også på stikpiller til vores samfund. Der skal både stikkes lidt til den overdådige og helse-syge mor samt stedfaren, der ikke rigtig kan tage noget initiativ selv. Og så formår Matthesen at få ordet fest til at rime på ordet pesto i sang – hvilket er yderst underholdende!
Matthesen har været på toppen af sit game i snart flere år. Og det fortjener han skam også. Hvad enten det er med film eller stand-up, så formår han at blande humor med morale på fineste måde. Dette sker også i denne film, hvor man heller ikke skal brokke sig alt for meget over sit “elendige” liv. Det er også blevet til nogle herlige gensyn med gamle karakterer fra Terkel universet. Og Matthesen lægger naturligvis stemme til de fleste af dem. Visuelt er filmen også rigtig flot og godt animeret, hvilket er positivt for dansk film, at alt animation ikke nødvendigvis skal komme fra USA.
”Ternet Ninja” er en af årets sjoveste film. Anders Matthesen har skabt en hyldende sjov historie med en god morale, som både kan nydes af børn og voksne. Det er også dejligt at se dansk animation på et højt niveau.
Læs hele anmeldelsen her: https://cinemaonline.dk/Anmeldelse/ternet_ninja.10251.html