Årstal: 2003
Jul på Vesterbro er historien om Stewart Stardust og hans familie i dagene op til jul. Flere af karaktererne er tidligere blevet brugt af Anders i andre sammenhæng. Vi har mødt Stewart Stardust i standup shows, tv-programmer og på cder – ligesom vi også har mødt tidlige versioner af Danny og Arne. Projektet startede som en radioføljeton til børneradio, som blev lavet i 12 afsnit. Radioføljetonen, Jul på Vesterbro, er at finde på julekalderens dvd. Anders synes, at projektet var så vellykket, at han håbede at kunne få lov til at lave det til tv. Dette lykkedes, og endte med at blive DR2s voksenjulekalender i julen 2003. I forbindelsen med julekalenderen blev der desuden lavet en cd, som samlede alle de skønne sange fra serien. Soundtracket udkom d. 24. november 2003.

“I efteråret 1999 da Bossy og jeg gik og lavede ”Hva´ snakker du om?” til Børneradio, kom vi til at tale om at lave en julekalender.. Jeg syntes, den skulle handle om Stewart, og Bossy var game.

Stewart boede jo på det tidspunkt (ifølge de shows, jeg indtil nu havde lavet) på Islands Brygge. Imidlertid havde jeg lavet en lille plat vittighedstegning (kan ses i papirkurven) med titlen ”Jul på Vesterbrogade 38A”. Jeg syntes ”Jul på Vesterbro” var en flabet titel, der lagde op til en del spas. Så Stewart flyttede simpelthen fra Bryggen til Vesterbro, og der har han boet siden (selvom der går en gut rundt på Godthåbsvej, der ligner ham).

Vi lavede serien til Børneradio, og jeg mener, det blev til ca. 12 afsnit (de sendte ikke hver dag jo). Her opstod Vivian for første gang med min mors stemme.. Og Danny (der også havde gæstet Andensortering og noget børnefjernsyn) blev Stewarts stolte søn.. eller.. søn. Vi lavede også titelsangen, som var inspireret af nummeret ”Ends” med ”Everlast”, som Bossy og jeg synes var mega fedt.

Jeg synes kalenderen blev et mesterværk, og jeg gik siden med drømmen om at lave den til tv.
Det kom til at ske i år 2003. Det blev Jan Degner fra Artpeople, der hjalp mig med at få solgt idéen til DR2. Vi hyrede Thomas Hartmann og Nikolaj Peyk som medforfattere og gik igang. Vi holdt møder og ”jammede” handlingen frem og sendte vores oplæg afsted.

DR2 pudsede en meget pædagogisk dramaturg på os, der kritiserede vores oplæg. Han syntes fx. ikke, det gav nogen mening, at man aldrig fik set, hvordan Vivian ser ud. (Vi syntes det var sjovt, og hvad fanden er der så mere at sige?). Vi blev ret vrede og stædige og kom op at skændes midt i mødet. Peyk, Hartmann og jeg syntes dramaturgen var latterlig og Erik-Grip-i-sunde-svenske-støvler-agtig. Vi mente bestemt, at han var typen, der selv sankede sin krydderurt, og vi havde svært ved at skjule, hvor irriterende vi syntes, det var, at skulle tage imod kritik af en mand, der bare ikke vidste en skid om comedy, men som var nødt til at komme op med nogle fejl (ellers ville han jo ikke være sin løn værd).

Men Claus fra ”Easyfilm” (som var det produktionsselskab, der skulle lave serien) var bekymret for, om vi nu ville tabe det hele på gulvet.. Så han sagde de berømte ord: ”Øvelsen her er jo at få kastet nogle tråde gennem projektet”(Aih?). Det var så gennemført skufle, at Arne senere måtte sige noget lignende (som mægler i et skænderi mellem Danny og Randi). Vi gik i skrive mode, og lod som om at vi havde ændret kritik punkterne.. (vi ændrede ingenting). Vi fik straks godkendt manuskript oplægget (man kunne jo sagtens se, at det var blevet meget bedre nu..).

Nikolai fik opgaven at lave storyline og opdele historien i 24 blokke.. Disse blokke delte Hartmann og jeg så mellem os og gik igang med at skrive halvdelen hver især. Jeg tog til Tenerife og skrev mine 13 afsnit på en uge. Da jeg kom hjem, mødtes jeg med Hartmann, og så læste vi op for hinanden og tilføjede ting til hinandens manuskripter.

Herefter begyndte jeg at gå til prøver på Tivoli revyen. Det var en temmelig travl tid, da jeg jo samtidig med prøverne skulle godkende Stewarts lejlighed og skrive en del af sangene til kalenderen osv. Da revyen holdt en måneds pause i sommeren, skulle den måned bruges til at optage kalenderen. Jeg spillede 11 forskellige roller og måtte klæde om hele dagen. Morten Lorentzen instruerede og gjorde et forpulet godt job med at holde styr på det hele.. Derudover havde vi det fede hold med rigtig god stemning og god humor.. Så selvom det var en hård måned, var det også noget af det sjoveste, jeg har været med til. Vi kom i mål, og herefter fulgte en masse redigering og godkendelser.

Jeg var stoppet med revyen men havde startet prøverne på Simon, mens jeg skrev materiale til ”Tal for dig selv”. Og oven i det skulle jeg regelmæssigt ud til Bossy og indsynge sangene til CD’en og ind på Easyfilm og godkende de mange afsnit af Jul På Vesterbro. Det sidste juleafsnit godkendte jeg pudsigt nok 1. december..

Jeg sad hele eftermiddagen og lagde sidste hånd på værket og tog så hjem til min lejlighed og faldt om på min seng i ti minutter, inden det væltede ind med 15 gæster, der skulle se Jul på Vesterbro i fjerneren for første gang.

Serien blev udgivet på DVD, og på den findes også den oprindelige Børneradio føljeton. Derudover findes alle sangene fra kalenderen i superfede, og vellydende versioner på CD’en Jul på Vesterbro (en plade folk har overset lidt, i forhold til hvor mega fed den er). ”

– Anders Matthesen (Anden.dk)