Anders Matthesen overrasker: laver julesang med dansk popstjerne

Udgivet af: BT, Kristian Dam Nygaard


Til trods for at der stadig er god tid til jul, begynder de første nye julesange at tikke ind. En af de første nye sange kommer fra en uventet kant.

Sangen hedder ‘Ikke som de andre’, Joey Moe står bag, og han har fået Danmarks største komiker Anders ‘Anden’ Matthesen til at rappe med.

I en pressemeddelse fortæller Joey Moe, at ‘Ikke som de andre’ handler om hans oplevelser med ‘de hyggelige, men også stressende julemåneder’ (…)

Om samarbejdet med Anders Matthesen siger han:

»Anders tappede hurtigt ind i samme følelse som jeg har omkring julemånederne, og derfor er Anders’ vers fuldstændig 1:1 med de tanker jeg har forsøgt at formulere med nummeret.
Anders’ medvirken på sangen er en tidlig Julegave for mig, da jeg er én ud af de mange mennesker, der kommer til hans shows og som nyder de værker vi får fra ham.
Jeg er stolt af samarbejdet og kunne ikke forestille mig en bedre konstellation til mit bidrag på soundtracket til de kommende juledage.«

Læs hele artiklen her: www.bt.dk

“Ternet Ninja 2” går i produktion

Udgivet af: Filmz.dk, Morten Vejlgaard Just


Anders Matthesen og A Film modtager otte millioner kroner i produktionsstøtte fra Det Danske Filminstitut.

Filmz kan nu afsløre, at “Ternet Ninja 2” officielt har fået grønt lys med en filmstøtte på nu over otte millioner kroner ( 238.052 kroner i udviklings-støtte).

Der er tale om en betragtelig højere støtte end til den første “Ternet Ninja”, der i alt blev DFI-støttet med 6.779.984 kroner.

“Ternet Ninja” har i alt solgt 946.502 biografbilletter i Danmark, hvilket gør den til den suverænt største dansk animationsfilm nogensinde.

Læs hele artiklen her: www.filmz.dk

Anders Matthesen hiver priser hjem: Jeg føler mig på toppen

Udgivet af: BT (ritzau)


For anden gang på en uge har Anders Matthesen vundet en pris for animationsfilmen “Ternet Ninja”.

Anders Matthesen blev den helt store vinder ved årets Zulu Comedy Galla, der torsdag aften blev afholdt i Operaen i København.

Den 44-årige komiker vandt prisen som Årets Komiker, og dermed slog han sine kolleger Lasse Rimmer, Simon Talbot, Mark Le Fêvre samt Mick Øgendahl og Frank Hvam, som også var nomineret til prisen.

Og han er stolt af at blive hædret.

– Det betyder rigtig meget. Det er publikum, der vælger, så det er vidunderligt at få et skulderklap for det, jeg har lavet det seneste år, siger Anders Matthesen. (…)

Når Anders Matthesen torsdag aften går hjem fra Zulu Comedy Galla, er det anden gang på en uge, han kan forlade en prisuddeling med en statuette i hånden.

Onsdag aften vandt hans film “Ternet Ninja” prisen som Årets Danske Film ved uddelingen af Svend Prisen, mens han selv vandt Juryens Særpris.

Læs hele artiklen her: www.bt.dk

Anders Matthesen er årets komiker

Udgivet af: BT, Kristian Dam Nygaard


“Anders Matthesen blev ved årets Zulu Comedy Galla show i Københavns Operahus af danskerne kåret som årets komiker.

Den lille talentpris – hvor der medfølger en check på 100.000 kroner – gik til Mads Holm, der virkede meget rørt og ikke havde overskud til den store takketale.

Men hovedprisen som årets komiker 2019 gik altså til Anders Matthesen der var nomineret sammen med Lasse Rimmer, Simon Talbot, Mick Øgendahl, Frank Hvam og Mark Le Fevre.

Zulu Comedy Galla kan ses på TV2 Zulu på søndag, d. 01. september.”

Læs hele artiklen her: www.bt.dk/

Anders Matthesen blev aftenens store prisvinder

Udgivet af: Kulturmonitor.dk, Lars Rix


Ikke nok med at animationsfilmen ‘Ternet Ninja’ bliver ved med at slå den ene salgsrekord efter den anden. Nu kan Anders Matthesen, der står bag succesen, sætte endnu et par pokaler i skabet.

Da Svendborg onsdag aften dannede rammen om store prisfest Svend-prisen, kunne Matthesen sammen med medinstruktør Thorbjørn Christoffersen tage hjem med hele to priser. Dels den store pris som vinder af kategorien ‘Årets danske film’ og så yderligere ‘Juryens særpris’, der tilfaldt Anders Matthesen selv. (…)

Vinderne

  • Årets danske film: ‘Ternet Ninja’ – instruktør Thorbjørn Christoffersen & Anders Matthesen
  • Årets danske børnefilm: ‘Skammerens Datter 2: Slangens Gave’ – instruktør Ask Hasselbalch
  • Årets udenlandske børnefilm: ‘De Utrolige 2’
  • Årets udenlandske film: ‘A Star is Born’
  • Årets kvindelige skuespiller: Trine Dyrholm – for ‘Dronningen’
  • Årets mandlige skuespiller: Nikolaj Lie Kaas – for ‘Journal 64’
  • Årets håb: Alba August
  • Juryens særpris: Anders Matthesen
  • Årets danske tv-dramaserie: ‘Badehotellet’ – sæson 6, TV2
  • Årets danske skueskiller i en tv-dramaserie: Dar Salim – for ‘Kriger’, TV2
  • Hædersprisen: Bille August

Læs hele artiklen her: www.kulturmonitor.dk

Anders Matthesen giver fans frit spil: I må bestemme min hårfarve

Udgivet af: Fie West Madsen, BT


“44-årige Anders Matthesen lavede for et par år siden en video, han egentlig lykkeligt havde glemt. Men nu risikerer den at få yderst farverige konsekvenser for den populære komiker og skuespiller.

I videoen, der altså har et par år på bagen, fortæller Anders Matthesen, at hvis han når 400.000 likes på Facebook, så vil han lade sine følgere bestemme, hvilken hårfave han skal have. Og tallet 400.000 – og faktisk lidt over – er altså nået nu.

Anders Matthesen er blevet gjort opmærksom på resultatet af bestyreren af fannetværket ‘Duckpowernews’ – og nu har han tænkt sig at leve op til sit løfte.

»Der er ikke andet at gøre. Jeg havde helt og aldeles glemt, jeg havde lovet det. Jeg har lige farvet det hvidt, så man kunne mene, det løfte er opfyldt, men sådan skal det ikke være. Det er op til jer derude. Hvordan skal det hår farves? Ja, sikke en beslutning at sidde med,« siger Anders Matthesen i en video, han har delt på sin Facebook- og Instagram-profil.

Den 44-årige komiker fortæller samtidig, at planen er, at han farver håret lige inden København-premieren på det nye show ‘Anden bringer ud’, der starter spilleperiode i Falkoner Salen 18. august. Dermed kommer han til at spille alle sine show i København med sin nye hårfarve – og der er frit valg på alle hylder, forsikrer han.”

I bestemmer min hårfarve…

Man skal holde, hvad man lover … så nu skal I bestemme min nye hårfarve 🤷‍♂️Jeg havde lykkeligt glemt alt om det, men fik en venlig reminder fra Duckpower News om, at jeg tidligere har lovet, at I måtte bestemme en farve mit hår skulle farves, hvis jeg nåede 400.000 følgere på Facebook.Nu er der mere end 400.000 (og tusind tak for det 🙌), så NU skal det løfte indfries 😅Alt du skal gøre er at give dit bud på min nye hårfarve, så vil jeg farve det i den mest ønskede farve lige inden Københavnerpremieren på mit nye show: ANDEN BRINGER UD 18. august i Falkoner Salen og spille samtlige 9 shows med den farve hår I vælger ( det kan blive stygt)Hvis du vil se, hvilken farve det ender med – og se mit helt nye show ANDEN BRINGER UD i Falkoner fra d. 18. august, kan du sikre dig en af de sidste billetter her: Falkoner Salen København: http://bit.ly/abufalkoner

Slået op af Anders "Anden" Matthesen i Mandag den 29. juli 2019

Læs hele artiklen her: www.bt.dk

Anders Matthesen vælter anmeldere bagover: “Er der noget, den mand ikke kan?”

Udgivet af: Freya Bjørnlund, Skaerm.nu


“Anders Matthesen lagde film-Danmark ned i juleferien med animationfornøjelsen Ternet ninja, som senere blev den største danske film i dette årtusinde. Nu er han tilbage som skuespiller i en helt anden (voksen)film. Og han brillerer igen ifølge den ene De frivillige-anmeldelse efter den anden.

Anders Matthesen spiller en ærekær og lettere magtliderlig korleder i et fængsel i Frederikke Aspöcks nye dramakomedie De frivillige. Og selvom han er kendt for sine funny bones, så imponerer han også som dramatisk skuespiller, skriver Ekstra Bladet i en 4-stjernet De frivillige-anmeldelse: Han »er et studie i kombinationen af det tragiske og det komiske. Er der noget, den mand ikke kan?« […]

Men filmen forstår at skabe sympati for sine karakterer på trods af deres forbrydelser, mener Berlingske, som uddeler 5 stjerner: »Det er karakteristisk for filmens kloge menneskelighed, at man i hovedparten af den selv må gætte sig til, hvad de ‘frivillige’ har på samvittigheden, men da de alle bliver en del af handlingens komiske optrin, sætter man sin fordømmelse på standby.« Det lyder, som om Anders Matthesen har nailet den igen. Og mon ikke han gør det igen, når Ternet Ninja 2 bliver færdig – historien er allerede på plads, og den lyder perfekt.”

Læs hele artiklen her: www.skaerm.nu

De Frivillige er en letbenet og tunghjertet fængselskomedie

Udgivet af: BT


Komedien “De Frivillige” med Anders Matthesen i hovedrollen har noget interessant på hjerte, mener anmeldere.

“De Frivillige” er en velspillet og vellykket komedie om livet som indsat på varetægtsfængslets isolationsgang, hvor de uskrevne regler hersker blandt dem, de andre ikke vil lege med. Det mener flere danske anmeldere, der roser instruktør Frederikke Aspöck for at have godt fat i dirigentrollen. Men den farverige fængselskomedie er også en “harmdirrende kritik af finanssektorens opportunisme”, som Soundvenue formulerer det. […]

Ekstra Bladets anmelder Henrik Queitsch kalder filmen et psykologisk drama “med noget interessant på hjerte” og “et ordentligt skvæt sort humor i blandingen”. Især Matthesens rolle får ros i Politiken. Her skriver anmelder Kim Skotte, at Anders Matthesen “giver kød og blod med en antydet autoritet og en underspillet sårbarhed, der nærmest kortslutter alle ens forventninger til en rolle af den karakter.

Informations anmelder Katrine Hornstrup Yde kalder komedien “vellykket”.
– “De Frivillige” er en både letbenet og tunghjertet komedie om at lære at rumme nogen, der har sider, man aldrig ville kunne rumme, skriver Yde. Fængselskomedien er bedst, når den “til perfektion spidder samfundet og sammenstødet mellem selvudnævnte foreningskonger og kold kapital”, mener Jyllands-Postens anmelder Frederik Asschenfeldt Vandrup.

Læs hele artiklen her: www.bt.dk

Anders Matthesen – en grænseløs prismodtager

Udgivet af: Danske-biografer.dk


Pressemeddelelse:

Søndag den 28. april modtog Anders Matthesen Danske Børne- og Ungdomsfilmklubbers (DaBUF) Pråspris for sit virke med levende billeder for børn og unge.

‘Anden’ hædres for at ramme en tone og en humor, de unge føler sig ramt af og set i. Hans humor og hans jokes er uden grænser – ingen køer er hellige og ingen plathed er for grov. Men når først han har deres opmærksomhed, er han ikke bleg for at tale dunder til ungerne: Med glimt i øjet og Onkel Stewarts mund fuld af guld får han dem til at tænke over, at man skal stå ved sit ansvar og ikke gemme sig bag ‘at nogle andre vil gøre det’.

Grænseløsheden viser sig også i, at Matthesen har brudt alle grænser for, hvad man troede muligt i denne streamingtid: Ternet Ninja havde allerede 2 måneder efter premieren solgt mere end 850.000 billetter og er dermed den mest sete danske animationsfilm nogensinde!

Helt i den ånd DaBUF står for, har Anders Matthesen formået at samle folk i biografsalene og tydeliggjort, at Film skal ses i Fællesskab.

Formentlig har de fleste en mistanke om, at ‘Anden’ har en vis forkærlighed for ninjaer – dette har illustrator Thorbjørn Christoffersen taget udgangspunkt i med sin illustrationen, som følger med prisen. Ved første blik ser man det, man forventer: Pråsmodtageren som en ninja. Men ved nærmere inspektion viser der sig detaljer, som forrykker ens forventninger. Ved det første møde med Anders’ tekster er man ved at omkomme af grin over det skamløse, han præsenterer os for. Men når latteren har lagt sig, opdager man, at manden har noget på hjertet. Han er dybt moralsk og har vist et oprigtigt ønske om, at vi alle skal opføre os anstændigt.

Opdragelse og sammenhold ligger også de danske børne- og ungdomsfilmklubber på sinde. Derfor er Anders Matthesen Årets Prås 2019.

DaBUF er en organisation, der arbejder med formidlingen af film for børn og unge. Medlemmerne er børne- og ungdomsfilmklubber samt institutioner og foreninger, der er spredt udover hele Danmark, på Grønland og i Luxembourg. DaBUF har eksisteret i 67 år og har på nuværende tidspunkt 74 klubber. Det samlede medlemstal er på mere end 55.000.

DaBUF uddeler hvert år Pråsprisen til en eller flere personer, der har udført fortjenstfuldt arbejde med produktion og/eller formidling af billedmedier for børn og unge. Filmprisen ledsages af et beløb på kr. 10.000,- samt en illustration. Prisen blev uddelt første gang i 1983 og ’Anden’ er dermed nummer 36 i rækken af modtagere.

Læs pressemeddelelsen her: http://danske-biografer.dk/anders-matthesen-en-graenseloes-prismodtager/

Ternet Ninja slår vild rekord

Udgivet af: Nicki Bruun, Ekko


Anders Matthesens animationskomedie fortsætter himmelfarten ved at komme over 900.000 solgte billetter og blive den bedst omsættende danske film nogensinde.

Det er snart svært at finde på flere superlativer, når det kommer til succesen for Anders Matthesens animationskomedie Ternet Ninja.

Filmen har slået rekorder siden premieren 1. juledag, og publikum bliver bare ved med at strømme ind til den morsomme ungdomshistorie om Aske og hans møde med en hævngerrig ninjadukke.

Nu har filmen krydset endnu en milepæl: 900.000 solgte billetter. Det er ikke sket, siden Jarl Friis Mikkelsen og Ole Stephensen med Walter og Carlo – op på fars hat hittede i 1985.

Det placerer Ternet Ninja på en ottendeplads over de mest sete danske film nogensinde. Den liste er dog kun blevet målt siden 1976, dog med enkelte ældre titler inkluderet.

Og det kan blive endnu bedre for Ternet Ninja, der stadig går i en lang række biografer. Der er nemlig kun omkring 4.000 billetter op til syvendepladsen, hvor Familien Gyldenkål sprænger banken i øjeblikket holder til med 905.332 solgte billetter. (…)

I en pressemeddelelse skriver distributøren Nordisk Film, at Ternet Ninja har skrevet dansk filmhistorie ved at blive den danske biograffilm, som har haft den største omsætning.

Animationsfilmen har med en indtægt på 80 millioner kroner slået den rekord, som Journal 64 sidste år satte 76,5 millioner kroner.

Læs hele artiklen her: https://www.ekkofilm.dk/artikler/ternet-ninja-slar-vild-rekord/