Årstal: 1998
Andensortering var et såkaldt fraklipsshow, et underholdningsprogram, der bestod af en danskproduceret præsentation af udenlandsk producerede fraklip, tv-reklamer og hjemmevideoer. I programmet, hvor Anders var vært, spillede han en lang række forskellige håbefulde tv-talenter, som fik lov at være vært på programmet en enkelt dag. Flere af disse figurer har man siden oplevet i flere af Anders’ andre værker, heriblandt Danny og Stewart Stardust.

“Da Andarki stoppede på Tv-Danmark, var jeg jo stadig ansat derude. Direktøren ville gerne have noget for pengene og inviterede mig ud til en snak. Han præsenterede mig for en række hjernelamme bloopers (fraklip), og spurgte om jeg ikke kunne opfinde en ramme, som jeg som vært kunne præsentere dem i. Jeg foreslog at kalde programmet for Andensortering (for det var fandeme sjovt jo), og tænkte at jeg måske her havde chancen for at lave noget comedy, der bandt disse latterlige fraklip sammen.

Dengang var det meget svært at få lov at lave comedy i tv.. Især for mig der stadig var forholdsvis ukendt. Jeg tænkte, at hvis bare fyldet imellem indslagene var sjovt nok, så ville det jo være super. Jeg flyttede fra Tv-kompagniet ud på Metronome på Amager, sammen med Uffe Holm der blev medforfatter på showet.. Sammen med Instruktøren Preben Kjelds udviklede vi et format, hvor jeg spillede forskellige værtstyper, der var til casting.

Stewart (som allerede var en fast figur) var med i et af programmerne, Danny i et andet, og en hel del andre psykopater kom til verden her. Min mor kiggede også lige forbi i det sidste af programmerne (jeg tror vi lavede 12 i alt). Titelsangen blev den kinesiske nationalmelodi, og det synes vi var temmelig morsomt (vi var jo stadig ret unge).

Jeg smadrede i øvrigt min fortand under optagelserne til et af programmerne. Det var den kristne ”Bill” (vel nærmest en forløber for Arne Nougatgren), der skulle spille el-guitar med munden. Jeg blev for kæk og hamrede spaden op i fortanden, der knækkede og smuldrede ned af mit tøj (altså et hjørne af den). Jeg vidste at optagelsen, bortset fra det, var blevet ret god og tænkte, at vi nok hellere måtte få den i kassen. Så jeg bed tandstumperne sammen og spillede videre. Da der blev råbt ”Tak!”, sprang jeg skrigende rundt ”Min tand! Min tand! Jeg må på skadestuen, den skal lægges i en fugtig klud, så den ikke rådner op! Hjææælp!” Først da jeg så, at Uffe og resten af holdet var døden nær af grin over mit hysteri, indså jeg, at det nok ikke var så farligt endda.

– Anders Matthesen (Anden.dk)