Mageløse Matthesen er stadig kongesjov

Show: ANDEN25
Anmelder: BT, Bo Poulsen
Bedømmelse: 6 stjerner

Anders ‘Anden’ Matthesens’ 25 års jubilæumsshow gjorde alt det, jeg havde håbet på og mere til. (…) Der var uden tvivl tale om et SHOW med fuld smadder på, som han selv har sagt forinden. Det virker heller ikke til, at der rent teknisk var sparet på noget som helst. Han var skidedygtig til at bruge hele Royal Arena, der på ingen måde virkede for stor til begivenheden. Komiker-veteranen var udmærket klar over, at jubilæumsshowet lige så meget var for de mange trofaste fans skyld, som sin egen. Det bar showet præg af, og det var pissefedt, at han kælede for de mange entusiastiske fans med adskillige klassiske og helt suveræne Matthesen-momenter. (…) Anders ‘Anden’ Matthesen beviser (endnu en gang) med sit meget ambitiøse jubilæumsshow, som han kommer i mål med, at han er denne tids ubestridte, ukronede konge af dansk comedy. Det eneste problem, han står med nu, er, hvordan han kan overgå sig selv i fremtiden? Kan man bare lave et ‘normalt’ show, når man lige har fået stående ovationer af 14.000 mennesker i et udsolgt Royal Arena?

Læs hele anmeldelsen her: https://www.bt.dk/anmeldelser/anmeldelse-af-nyt-show-mageloese-matthesen-er-stadig-kongesjov?fbclid=IwAR3O2VTbxPi95QPdJWO52GfO5r2jBoXxdLpxS2bBqLs3iQTjQ4c7vYirEDw

Andens jubilæumsshow: Ren triumf i Royal Arena

Show: ANDEN25
Anmelder: Ekstra Bladet, Henrik Queitsch
Bedømmelse: 5 stjerner

Anders Matthesen fik med sit 25-års jubilæumsshow sat en tyk streg under, at han stadig er en af landets absolut skarpeste komikere. (…) Som sædvanlig langer han ikke bare ud til højre og venstre, men vender i høj grad også skytset ind ad – ikke bare mod sig selv, men også familien må stå for skud. Ironi er godt, men selvironi er endnu bedre. Og grunden til at han kan slippe af sted med at være så nærmest grænseoverskridende grov, er jo, at man aldrig er i tvivl om, at inderst inde er mandens moralske kompas i orden. Der er altid en dybereliggende pointe. Det handler ikke bare om at få folk til at grine, men også til at tænke. Når de to ting går op i en højere enhed, så bliver standup en kunstart. Det er den ofte i Andens tilfælde. Det afsluttende nummer, hvor Matthesen via to marathon-monologer tager den indskrænkede mentale puls på to danske turisters velformulerede fordomme om hinanden, er den mest sublime tour de force, jeg har set på en dansk comedyscene i mange år.

Læs hele anmeldelsen her: https://ekstrabladet.dk/flash/anmeldelser/andens-jubilaeumsshow-ren-triumf-i-royal-arena/7369145?fbclid=IwAR2vz2PCcpLRRmn89vPdLo_lweQ18-zzQ4fNktynwjXEUr9IQOlajuP2OAQ

ANDEN 25

Show: ANDEN25
Anmelder: CPHCulture,
Bedømmelse: 6 stjerner

I et kvart århundrede har Anders Matthesen underholdt befolkningen i vores lille land, og det er der god grund til at fejre. Det sker i en fyldt Royal Arena med et flot og meget meget morsomt show. (…) Denne gang er der heldigvis dømt Show med stort S -samtidig med at han formår at være sig selv hele vejen. Vi føler virkelig, at vi får alt, hvad han kan give på en dejlig ligefrem og humoristisk facon. Den afsluttende stående ovation bliver ikke blot en tak til den første danske mega-stjerne indenfor stand-up, men også erkendelse af, at han stadig er i en klasse for sig. Der er en nærmest organisk sammenhæng mellem hans materiale og hans personlighed, og vi både kender og elsker ham – selv når en vittighed dør. Det sker dog yderst sjældent i løbet af de ca. 2 timer, som showet varer. Jeg kan i al fald ikke mindes, hvornår jeg sidst har grint så meget som her.

Læs hele anmeldelsen her: http://www.cphculture.dk/b807anden25.html?fbclid=IwAR1V1W9ST3gjOZv_Tj5wrVlCmozIgTjb7dh530wASP6XTmCULm2cv_8Cewg

Blæret lir og flotte effekter: Tillykke med det kvarte århundrede, Anders Matthesen. We love you madly

Show: ANDEN25
Anmelder: Politiken, Henrik Palle
Bedømmelse: 5 stjerner

Som en af de ganske få har han opnået den sjældne kombination af at være både den bedste og den mest populære. Med forestillinger som først og fremmest ‘ Tal for dig selv’ (hvor han kørte de samme jokes med henholdsvis positiv og negativ attitude), ‘ Anden på coke’ (hvor han inddrog det decideret teatralske i standuppen) og ‘ Anders Matthesen vender tilbage’ (hvor han fejrede sit sproglige mesterskab ved at remse lange tillægsformer op i metermål) har Anders Matthesen hævet barren i dansk comedy med ikke så få niveauer.

Så der er noget om snakken: Anden har noget af have sin royale selvfølelse i; han er sjov, grov, fræk og bliver ikke flov. Men først og fremmest besidder han et skarpt blik for sin samtids tendenser, selvforståelse og uvaner, og han lægger aldrig skjul på, at han er en del af det hele ogderfor altid medskyldig i dårskaben. (…) I sin hule hånd havde komikeren sit publikum; det er fandme noget i en sammenhæng, der ikke er tænkt til standuppens naturligt intime publikumshenvendelse. Og Royal Arenas størrelse blev udnyttet, så man ikke fik fornemmelsen af at være til ligegyldig stadionrock. Flotte effekter, blæret lir og overraskende vendinger.

Men først og fremmest fik man sig et to timer langt grin i selskab med sølvbrudgommen. Det virker som om, ægteskabet hidtil har været lykkeligt. Og på grund af frisuren uden videre sølvstænk i de gyldne lokker. Tillykke med det kvarte århundrede, Anders Matthesen. We love you madly.

Læs hele anmeldelsen her: https://politiken.dk/kultur/art6796309/Tillykke-med-det-kvarte-%C3%A5rhundrede-Anders-Matthesen.-We-love-you-madly?fbclid=IwAR14Y15F4yB-32cpBRhKvAgM8xgRZ-kotlhBh1iXsyOOY_Nd4Dd6dGzLRRc

Andens 25 års jubilæumsshow

Show: ANDEN25
Anmelder: Kulturtid
Bedømmelse: 5 stjerner

Hvis man igennem årene har kunnet lide nogle af de tidligere shows, som Anders har bedrevet, så vil man ikke blive skuffet over dette flotte jubilæumsshow, der emmede af overskud, stort talent og høj kvalitet. (…) Alt i alt et selvsikkert og underholdende onemanshow.

Læs hele anmeldelsen her: http://kulturtid.dk/stand-up/andens-25-aars-jubilaeumsshow/?fbclid=IwAR01FPS-FztrN71ASJ-LkCf4ll8PbDwGSfcqrhfqyRtYnA7GIblrXi5X-OE

Anders Matthesen sætter ny standard

Show: ANDEN25
Anmelder: POV International, Jan Eriksen
Bedømmelse: 6 stjerner

“Så fik jeg da sat et lille aftryk”, siger Anders Matthesen efter en af sine mange jokes et sted i sit jubilæumsshow. Et stort aftryk, tør man sige. Matthesen er et fænomen. De seneste af hans mange turneer har solgt mere end 100.000 billetter. Helt fortjent. Som forrygende innovativ komiker satte Matthesen en periode op gennem 00’erne og begyndelsen af 10’erne en ny standard for dansk stand-up, hver gang han gik på scenen med et nyt show. Og så er der jo hans meritter som iscenesætter og aktør på tv, teater, film og i diverse musikalske sammenhænge. Listen er lang. Om foruroligende kort tid vil tusinder af danskere endnu gang pløje den uforligneligt morsomme Jul på Vesterbro igennem fra afsnit 1 til 24. For ikke at tale om børnebogen Ternet Ninja, der har solgt mere end 20.000 eksemplarer. Så fair nok at gøre, som han gør i forbindelse med det aktuelle jubilæumsshow – at lave det helt store udtræk. (…) Og så bare denne ene, utrolige entertainer og komiker på scenen. Hvilken timing, energi og levering. (…) Joke-frekvensen er intens som bare (f)Anden – kulminerende i en verbal, uendelig lang  trommesolo af et afslutningsnummer, hvor buddhisten Matthesen på fornem vis illustrerer yin og yang med udgangspunkt i hans egne og en anden turists gensidige fordomme om hinanden. Det er ren masterclass, hvor kongen uimodståelig svinger sit ordscepter.

Læs hele anmeldelsen her: https://pov.international/anden-25/?fbclid=IwAR368LaoS5Yw_CP7meT-OzulDO2pqlMHKTj15DEOmAfB0zW4rLkhFcBepVI

TERNET NINJA AF ANDERS MATTHESEN

Bog: Ternet Ninja 1 (2016)
Anmelder: Lidtbedreliv.dk
Bedømmelse: 6 stjerner

“Aldrig har jeg grinet så meget over en bog, vel at mærke en børne/ungdomsbog, som jeg yderst sjældent læser. Der skal alligevel ret meget til, for at jeg griner højlydt, men det er altså sket op til flere gange her. Onkel Stewart er munter og pinlig (altså sjov), og den ternet ninja gør mange pinlige ting, som er hyldende morsomme. Flere gange tænker jeg bare åååhh nej åååhhh nej stakkels stakkels Aske, men på den anden side, er det jo også det, der får mig til at grine igen og igen.”

Læs hele anmeldelsen her: www.lidtbedreliv.dk

En 400 år gammel ånd – fanget i en tøjbamse

Bog: Ternet Ninja 1 (2016)
Anmelder: Bogfidusen.dk
Bedømmelse: 6 stjerner

“Anders Mattesen har skrevet en skøn, skæg og formidabel børnebog. De voksne der kender lidt til Stewart Stardust i forvejen, får virkelig bonusunderholdning i denne historie.

Forfatteren formår at tage en 400 år gammel ånd, fanget i en tøj-ninjadukke med en mission, der kommer ind i en almindelig delefamilie og vende op og ned på alting på den mest underholdende facon. Selv som voksen, siddende alene med lydbogen (oplæst af forfatteren selv) finder man sig selv skrige af grin, stort set hele bogen igennem. Især Stewart bringer smilet frem.”

Læs hele anmeldelsen her: www.bogfidusen.dk

»Vi oplever hvordan han ind imellem tvivler på sine evner, og hvordan de lange turnéer kan tære på en mand, der blot skal gentage sig selv«

Film: Den anden side (2017)
Anmelder: Berlingske, Jacob Wendt Jensen
Bedømmelse: 4 stjerner

Man fornemmer, at den ærlighed, vi ser, ikke er iscenesat, og som ofte, når paraderne falder i et portræt, kommer hovedpersonen ud som et mere helt menneske i den anden ende, og respekten for vedkommende stiger.
Kontrasten mellem øjeblikke a la dem, hvor Anden siger, at han vil have sit eget museum, inspireret af det faktum, at Storm P. har et, til de tvivlende øjeblikke er stor. Og faktisk større, fordi den and, vi har kendt hidtil, har opført sig så skråsikkert.
​Med 90 minutter er filmen næsten for kort, og denne følelse bliver ikke mindre af, at instruktør Pernille Rose Grønkjær tillader sig lidt for meget montagelir til at begynde med. Til gengæld er hun virkeligt god til at krabbe sig ind på dygtige Matthesen.

Læs hele anmeldelsen her: www.b.dk/film/selv-anders-matthesen-kan-tvivle-man-fornemmer-at-den-aerlighed-vi-ser-ikke-er

Den stressede and

Film: Den anden side (2017)
Anmelder: Cinemazone, Daniel Skov Madsen
Bedømmelse: 4 stjerner

Det er tilsyneladende ikke nemt at være en mand, der ikke vil producere noget, med mindre det er både mere originalt og bedre, end noget han har lavet tidligere, men det er til gengæld også det, der har gjort komikeren til det popkulturelle fænomen han er. Det forsøger Den anden side at vise med et virkelig vellykket filmsprog, der inviterer os indenfor i Matthesens hurtigt arbejdende hjerne, og gør det klart hvorfor han kan få lyst til at isolere sig fuldstændig fra sine kaotiske omgivelser.(…)
Den anden side bliver på den måde mere en skildring af en kunstners personlige og kreative kvaler i en bestemt periode af sit liv, end det bliver et egentlig definitivt portræt af en af de – efter min mening – mest betydningsfulde danske komikere nogensinde. De tidlige optagelser vi får er ellers virkeligt fascinerende, og jeg ville ønske at filmen havde dykket en anelse dybere ned i fortiden. Men Matthesen er interesseret i det nye, og det er filmen også. Det er da også både underholdende og til tider endda rørende at se en kunstners konflikt mellem at ville skabe noget originalt, der kommer dybt indefra, og samtidig være ulideligt træt af at være inde i sit eget hoved.

Læs hele anmeldelsen her: http://www.cinemazone.dk/review.asp?id=11271&area=3