En 400 år gammel ånd – fanget i en tøjbamse

Bog: Ternet Ninja 1 (2016)
Anmelder: Bogfidusen.dk
Bedømmelse: 6 stjerner

“Anders Mattesen har skrevet en skøn, skæg og formidabel børnebog. De voksne der kender lidt til Stewart Stardust i forvejen, får virkelig bonusunderholdning i denne historie.

Forfatteren formår at tage en 400 år gammel ånd, fanget i en tøj-ninjadukke med en mission, der kommer ind i en almindelig delefamilie og vende op og ned på alting på den mest underholdende facon. Selv som voksen, siddende alene med lydbogen (oplæst af forfatteren selv) finder man sig selv skrige af grin, stort set hele bogen igennem. Især Stewart bringer smilet frem.”

Læs hele anmeldelsen her: www.bogfidusen.dk

»Vi oplever hvordan han ind imellem tvivler på sine evner, og hvordan de lange turnéer kan tære på en mand, der blot skal gentage sig selv«

Film: Den anden side (2017)
Anmelder: Berlingske, Jacob Wendt Jensen
Bedømmelse: 4 stjerner

Man fornemmer, at den ærlighed, vi ser, ikke er iscenesat, og som ofte, når paraderne falder i et portræt, kommer hovedpersonen ud som et mere helt menneske i den anden ende, og respekten for vedkommende stiger.
Kontrasten mellem øjeblikke a la dem, hvor Anden siger, at han vil have sit eget museum, inspireret af det faktum, at Storm P. har et, til de tvivlende øjeblikke er stor. Og faktisk større, fordi den and, vi har kendt hidtil, har opført sig så skråsikkert.
​Med 90 minutter er filmen næsten for kort, og denne følelse bliver ikke mindre af, at instruktør Pernille Rose Grønkjær tillader sig lidt for meget montagelir til at begynde med. Til gengæld er hun virkeligt god til at krabbe sig ind på dygtige Matthesen.

Læs hele anmeldelsen her: www.b.dk/film/selv-anders-matthesen-kan-tvivle-man-fornemmer-at-den-aerlighed-vi-ser-ikke-er

Den stressede and

Film: Den anden side (2017)
Anmelder: Cinemazone, Daniel Skov Madsen
Bedømmelse: 4 stjerner

Det er tilsyneladende ikke nemt at være en mand, der ikke vil producere noget, med mindre det er både mere originalt og bedre, end noget han har lavet tidligere, men det er til gengæld også det, der har gjort komikeren til det popkulturelle fænomen han er. Det forsøger Den anden side at vise med et virkelig vellykket filmsprog, der inviterer os indenfor i Matthesens hurtigt arbejdende hjerne, og gør det klart hvorfor han kan få lyst til at isolere sig fuldstændig fra sine kaotiske omgivelser.(…)
Den anden side bliver på den måde mere en skildring af en kunstners personlige og kreative kvaler i en bestemt periode af sit liv, end det bliver et egentlig definitivt portræt af en af de – efter min mening – mest betydningsfulde danske komikere nogensinde. De tidlige optagelser vi får er ellers virkeligt fascinerende, og jeg ville ønske at filmen havde dykket en anelse dybere ned i fortiden. Men Matthesen er interesseret i det nye, og det er filmen også. Det er da også både underholdende og til tider endda rørende at se en kunstners konflikt mellem at ville skabe noget originalt, der kommer dybt indefra, og samtidig være ulideligt træt af at være inde i sit eget hoved.

Læs hele anmeldelsen her: http://www.cinemazone.dk/review.asp?id=11271&area=3

Den anden side af ‘Anden’

Film: Den anden side (2017)
Anmelder: BT, Birgitte Lorentzen
Bedømmelse: 4 stjerner

Vi kommer helt tæt på, når ensomhed, tvivl, kaos, stress og kunstnerens universelle grundangst tager over: Duer jeg overhovedet? Kan jeg nogensinde levere igen?
Vi er også med i dagligdagen, hvor familieliv med kone og børn rammer Anden, som også er en curling-far, der tager sønnen med på job, fordi han ikke kan lide at være i sin nye vuggestue. (…)

Helt i den kunstneriske dokumentarfilms ånd er lavpraktisk fakta-speak og tekster udeladt, og det gør det undertiden svært at følge med i tid og sted. Men når det er sagt, så skal det understreges, at Pernille Rose Grønkjær bestemt har præsteret en spændende og dramaturgisk flot dokumentarfilm – godt bistået af et par dygtige klippere, en velkomponerende komponist – og nå ja, en interessant og sammensat hovedperson.

Læs hele anmeldelsen her: http://www.bt.dk/film-og-tv/dokumentarfilm-den-anden-side-af-anden

Den anden side

Film: Den anden side (2017)
Anmelder: Moovy, Astrid Maan Thomsen
Bedømmelse: 5 stjerner

“Den anden side” er en filmisk lækkerhed. Musikken og lyden rammer perfekt i spænd med og i stil med Andens tilstedeværelse. Grønkjærs film kommer rundt om de mest berømte shows og figurer fra en glorværdig karriere, men samtidig mærker vi hele tiden hans triste suk efter den ene ting som mislykkedes – rap-karrieren. Anders Matthesen er altid i gang følelsesmæssigt og fysisk. Vi ser og føler desperation og forvirring over livsvalg og indre tanker, som trykker, selvom Matthesen aldrig nogensinde er helt ude at skide, hvilket han måske selv tror. Det interessante er den usikkerhed og frygt, som han nævner. De er katalysatorer for de kreative sider. (…)
Anders Matthesen gæres og modnes. Til trods for de mange år på toppen fremtræder Anden aldrig for voksen, for hellig eller for rig. Det er som en god vin på flaske, som vi indimellem får lov til at drikke af, nyde og tage stilling til og så gemme væk, men altid have i tankerne. “Den anden side” giver os et tiltrængt slurk og indblik i multitalentet Anden og det mere sårbare menneske bag, Anders Matthesen.

Læs hele anmeldelsen her: http://www.moovy.dk/anmeldelser/film/Den-anden-side

Brutalt ærlig dokumentar

Film: Den anden side (2017)
Anmelder: Metroexpress
Bedømmelse: 5 stjerner

‘ Hudløst ærligt’ og ‘ bag facaden’ er trætte klicheer, når det kommer til dokumentarer, men man føler virkelig, at man kommer bag facaden på den ellers tilsyneladende selvsikre komiker i en film, der i øvrigt er befriende uinteresseret i at fortælle hele Andens historie fra fødsel til nu, men mere forsøger at fortælle, hvem mennesket Anders Matthesen er.
Samtidig er det meget tydeligt, at instruktøren har haft optaget filmen over fire år, haft adgang til et kæmpe arkivmateriale og at der i øvrigt er gjort ekstremt meget ud af billed-og lydsiden, så det ikke ‘ bare’ er fluen-på-væggen-optagelser, men en rigtig film.

Stjerneregn: Ny film går helt tæt på Anden

Film: Den anden side (2017)
Anmelder: Ekstra Bladet
Bedømmelse: 5 stjerner

Tvivl – ikke mindst på eget talent og formåen – er en konstant følgesvend, og derfor gør det oprigtig ondt, når a nmelderne slagter en, som det er tilfældet her med pladen ‘Villa Peakstate’.Men tvivlen om frustrationerne omsættes heldigvis til benhårdt arbejde og en nærmest skræmmende perfektion, som i den grad kan ses og høres.  At være sjov er skam en yderst alvorlig sag.
Sparringsarbejdet med manageren og ægtefællen Cemille Rosenberg Matthesen fylder også meget i filmen, og det virker i det hele taget ikke som om, at der er stukket noget under stolen.
Matthesen er heldigvis interessant nok til at kunne bære al opmærksomheden og Grønkjær formår den svære balancegang at holde sig fra det decideret private i dette meget personlige portræt, Og synes man som undertegnede, at den kunstneriske proces er spændende at overvære er der masser at komme efter.

Læs hele anmeldelsen her: http://ekstrabladet.dk/filmmagasinet/Filmanmeldelser/stjerneregn-ny-film-gaar-helt-taet-paa-anden/6629388

Et must for Anders Matthesen-fans

Film: Den anden side (2017)
Anmelder: Soundvenue, Jacob Ludvigsen​
Bedømmelse: 4 stjerner

Med startens pumpende montage af interviewbidder og arkivklip fra Matthesens liv og levned og hans egen indføring i en svimlende memo-teknik som nogle af højdepunkterne. (…)
​Man er i det hele taget i godt selskab med Matthesen og hans hustru Cemille, der også er hans manager og vigtigste professionelle sparringspartner. Han er bare et fascinerende bekendtskab, der i Rose Grønkjærs fremstilling både fremstår som en ærgerrig ener og sympatisk drømmer. Man får næsten helt ondt af ham, når han indretter førstesalen af sin nye arbejdslejlighed på Gammel Kongevej (som han køber i et snuptag uden at fortælle det til Cemille, for det kan man åbenbart, når man er Anders Matthesen) med instrumenter, fordi musikken nærmest står tættere på hans hjerte end komikken. Der er bare ikke mange, der mener, at det er her, han har sit største talent.

​Læs hele anmeldelsen her: http://soundvenue.com/film/2017/04/den-anden-side-et-must-for-anders-matthesen-fans-253285

Det hele er godt nok i Matthesen-dokumentar

Film: Den anden side (2017)
Anmelder: Politiken, Kristoffer Hegnsvad
Bedømmelse: 3 stjerner

Det er den mest velproducerede danske dokumentarfilm, jeg har set i årevis.
Hele det tekniske a-hold er på plads: Lyden smækker, klipningen er tight, og især det grafiske arbejde med at omdanne Anders Matthesens notesbøger til visuelle elementer i filmen er på et højt niveau. Men er det nok at få ud af mødet mellen en af Danmarks bedste dokumentarister og en af Danmarks største komikere? (…)
I filmens bedste scene demonstrerer Matthesen sin imponerende evne til at danne memo-kæder – lange associationsrækker, som hjælper ham med at huske showet, og som bare viser, at man, lige meget hvad man ellers synes om Matthesens værker, er en overlegent dygtig håndværker.

Læs hele anmeldelsen her: http://politiken.dk/kultur/filmogtv/filmanmeldelser/art5924917/Det-hele-er-godt-nok-i-Matthesen-dokumentar

Den morsomme mands tvivl

Film: Den anden side (2017)
Anmelder: Jyllands-posten, Nanna Frank Rasmussen
Bedømmelse: 5 stjerner

Det er klipningen, der gør det. Og det er altså ikke en henvisning til Anders “Anden” Matthesens skiftende frisurer, selv om vi ser mange af dem i Pernille Rose Grønkjærs portrætdokumentar.
Nogle gange har komikeren halvlangt krøllebølget smørhår, andre gange er det barberet helt ned til hårrødderne. Men det er med standupperens multitalent, som det er med dét hår; lige meget hvor langt i bund det bliver trimmet, så vokser der hele tiden noget nyt uregerligt frem. Derfor er han en af Danmarks bedste komikere, hvis ikke den største i dag. (…)
Man kan nemt forestille sig, hvor ufatteligt mange timers optagelser, der har oversvømmet klippebordet, men de to, Leick og Thuesen, har sorteret og trimmet og til sidst fremtryllet en perfekt rystet cocktail af både søde og sure smagstoner i et tempo, der mimer “Andens” energi og både ydre og indre konflikter perfekt.
Komponisten Jonas Strucks musik lægger sig ligeledes som et varm hånd om fortællingen og holder den oppe, hvor den har brug for det. “Den anden side” bliver derfor ikke blot en historie om den geniale ener, men også et bevis på det professionelle samarbejdes skabende kraft.

Læs hele anmeldelsen her: https://jyllands-posten.dk/protected/premium/kultur/anmeldelser/film/ECE9532447/den-morsomme-mands-tvivl/