“I foråret 2003 ringede Nikolaj Cederholm og spurgte, om jeg ville være med til Dr. Dantes Tivoli revy. Jeg havde set en del Dante stykker som ung og var temmelig spændt på, hvordan fanden jeg passede ind i det halløj. Jeg måtte ringe til Jonatan Spang, som jo er skuespiller, og spørge ham til råds. Han mente klart, at jeg skulle sige ja. Jeg mødtes med Nikolaj Cederholm og sagde “ja”.
Prøverne startede i foråret inde i Tivoli, som er helt fantastisk at vade rundt i, når det ikke er åbent endnu. Jeg havde en meget meget spændende tid sammen med de andre skuespillere, som var super søde og meget meget dygtige. Jeg delte garderobe med Jimmy Jørgensen og Thomas Bo Larsen, og det var super skægt.. Derudover var Lotte Andersen, Trine Dyrholm og Nicholas Bro med. Derforuden havde vi et stort orkester fra Cuba, som var rejst til for at fungere som husorkester i revyen. Som sagt: Pragtfulde tider.. det var bare skide sjovt og spændende og meget nyt det hele.
Det var også hårdt og svært, og vi havde lidt knas med at få sammensat hele revyen af de mange løse dele og sange. Men færdig blev den! Og jeg ved ikke helt, om folk var nede med den eller ej. Vi fik vist lidt blandede anmeldelser og i det hele taget også meget blandet feedback (som jo er et nederen ord at bruge). Men pisse sjovt at spille med de andre. I pausen kunne man nå at hente kold hvidvin eller flæskesteg fra Sø cafeen, og jeg åd også mange is den sommer. Vi begyndte at hænge nede i Grøften (hvor jeg aldrig havde været før) og spise natmad. Og siden dengang har jeg været temmelig fast inventar derinde (jeg elsker det sted).
Lørdag eftermiddags forestillingen var et helvede. Af og til var der kun et par hundrede eller mindre i glassalen, og det var “det grå guld”, der bare ikke gav ved dørene. Disse dage fantaserede vi i garderoben, om hvad vi ville gøre for at slippe for at spille. Vi endte med, at vi ville lade os gennem kneppe af en dværg, hvis det kunne sætte os fri. Der var ikke grænser for, hvad denne dværg måtte udsætte os for. Blot vi kunne slippe for at trække i kostumet og spille på sådan en dejlig solrig og stegende hed lørdag eftermiddag i et mørkt rum med hostende pensionister.
Disse lørdage blev det fast rutine, at man kiggede ud i salen, og så hvor mange der var, og hvor slemt det så ud.. Hvis det så ud til at blive øv, udbrød man blot “Åhh – Jeg håber dværgen kommer i dag”.”
– Anders Matthesen (Anden.dk)
