Anders Matthesen: »Nej, du kan ikke alt, hvad du vil. Sådan fungerer virkeligheden ikke«

Udgivet af: Anne Funch, Berlingske


Han har sluppet sig selv fri. For første gang i mange år. Lige for tiden svømmer Anders Matthesen rundt i et stort, brusende hav af frihed, mens han slår med halen som en selvlysende fisk af bar vellyst og nydelse, når han kører ind i Skælskør, Skive, Kolding, Herning, Esbjerg, Greve, Rønne og en lang række andre danske byer. Eller som i går, hvor han var i Odense og stod foran 1.700 mennesker. Han nød det.

I løbet af de næste seks måneder turnerer Anders Matthesen rundt i Danmark med et klassisk standupshow »Anden bringer ud«, som til sidst ender i Falconer Salen til august. Den store finale. Men det fedeste er faktisk provinsen, synes han.

»Det er ligesom at være tilbage i klubmiljøet fra de gamle standupdage. Jeg trængte til det efter i mange år at have været afhængig af en kæmpe logistik, typisk med en stor lastbil og ti mand indeni, der sad og spiste gullaschgryde. Så blev der spurgt: »Anders, hvornår har du tid til at lave lydprøve?« Og så videre. Det er sådan, det nu engang er med de store shows. Nu sætter jeg mig bare ind i en bil, måske sammen med et par andre stykker, og så kører jeg ud til spillestederne. Jeg har intet med mig, og jeg kommer næsten hoppende ud af bilen i nattøj og sandaler. På vejen er jeg måske stoppet ved en Burger King for at spise mig en burger. Præcis som vi gjorde helt i begyndelsen, da vi startede med at optræde med standup.«

Han har givet sig selv friheden til »at forfølge den energi, der er i rummet«, når han er rundt med sit show.  Det materiale, han har med, er udviklet gennem de seneste par år. Resten er bits og chunks, som han skriver fra dag til dag eller improviserer, når han står på scenen. Det får lov at flyde fra ham, og han elsker det.

Behovet for igen at være meget tættere på publikum har været stærkt, og det samme har uforudsigeligheden, forklarer han.

»Nogle af de steder, hvor jeg kommer, har der måske været en børneforestilling om eftermiddagen. Kulissen med store egetræer fra forestillingen står der stadig om aftenen, den bliver ikke flyttet. Jeg kommer bare ind på scenen i det, der nu er. Forinden er en fyr, jeg aldrig har mødt før, kommet hen til mig og har sagt:

»Jeg er lydmand, så du siger bare til, når du er klar. Jeg har lagt en reservemikrofon der, og så kan du bruge den taburet, hvis du vil. Jeg har også noget lys.«

Det er back to basics. Virkeligheden om man vil. Uden dikkedarer.

Læs hele interviewet her: https://www.berlingske.dk/kultur/anders-matthesen-nej-du-kan-ikke-alt-hvad-du-vil.-saadan-fungerer?fbclid=IwAR3uIZ5ox9lRFQ6ch0kwKcSEBQ6a3v7ewsmrWp-IYCLW6IYieSWB4SiXqFA

Andens “Ternet Ninja” topper hitlisterne: “Jeg får videoer om natten”

Udgivet af: Nicklas Erik Lagerstorft, Se og Hør


“Åååh, den der pesto” har hele Danmark efterhånden sunget. Bagmanden Anders Matthesen fortæller nu om den vilde succes, som blandt andet betyder, at han får spandevis af videoen tilsendt om natten

Ikke nok med, at Anders Matthesen lavede et brag af en film, så er sangene fra “Ternet Ninja” også at finde på de danske hitlister. Især “Pesto”-sangen er folk vilde med. Over halvanden million afspilninger har tegnefilmshittet i skrivende stund på musiktjenesten Spotify, og det tegner ikke til, at folk stopper med at lytte til sangen om pesto lige foreløbig. Successen er da også kommet bag på bagmanden selv.

 

– Jeg havde ikke regnet med, at modtagelsen ville være så vild. Det er jo fuldstændig vanvittigt, at det der pesto-nummer har fået så mange afspilninger på under en måned, siger Anders Matthesen til SE og HØR, som møder altmuligmanden på den røde løber til Robertfesten 2019.

 

En prisfest, som hylder den danske filmbranche og de mange produktioner, der er kommet ud det seneste år. Folket er tilsyneladende så vilde med sangene fra “Ternet Ninja”, at det forstyrrer bagmandens nattesøvn.

 

– Jeg får masser af Instagram-videoer af unge mennesker, der står og danser med pestokrukker. Og jeg får festvideoer, der buldrer ind hver lørdag nat, afslører den dygtige latterspreder.

 

Læs hele interviewet her: https://www.seoghoer.dk/nyheder/jeg-faar-videoer-om-natten

Anders Matthesen: Børn taler ikke for groft – men de voksne er blevet sartere

Udgivet af: Maria Runøe Møller, TV2
Interviewet af: Søren Lippert, TV2 News


Anders Matthesen mener ikke, at børns sprog er blevet grimmere. Ordene har ændret sig, men intentionerne bag er stadig gode, siger komikeren.

Komikeren Anders Matthesen er dog ikke enig i, at tonen er blevet for grov. Han medgiver, at sproget har udviklet sig, men det er ikke et problem. Det er tværtimod os danskere, der er blevet for sarte, siger han, da han onsdag gæster talkshowet ‘Lippert’ på TV 2 News.

– Vi har antenner og scannere ude efter ord, der kan udløse forargelse. Vi glemmer at lytte til musikken bagved noderne, siger han.

– Udtrykkene fejler ikke noget. Problemet er, hvis man bevidst skyder dem efter andre mennesker for at såre dem. Det er forældrenes ansvar at lære ungerne, at det må man ikke. Hvad der ligger tilgængeligt af saftige ord, kan vi ikke gøre noget ved. De ligger der som noget, vi kan male og sætte farver på tilværelsen med. Det er forældrenes ansvar at lære børnene at beherske det, fortsætter han. (…)

Men selvom det måske lyder barskt at kalde et andet barn for “luder”, er det ikke hans oplevelse, at ordene også afspejler sig i børnenes adfærd.

– Jeg tænker tværtimod, at hvis der er noget, som har ændret sig fra min barndom til nu, så er det, at børnene krammer hinanden mere. De er generelt mere høflige og nærværende og mindre tvære og utilnærmelige. Jeg havde selv en vane med at spille sær som barn, og jeg synes, at børnene i dag er meget mere socialt kompetente. (…)

– Jeg har ingen grænser for, hvad ord man må bruge. Men jeg har meget snævre grænser for, hvordan jeg vil tale til andre mennesker eller gerne vil have, at andre skal tale til mig. Jeg synes, man skal snakke pænt og imødekommende. Man skal ikke være ondskabsfulde over for hinanden.

Anders Matthesen mener ikke, at børns sprog er blevet grimmere

"Udtrykkene fejler ikke noget. Problemet er, hvis man bevidst skyder dem efter andre mennesker for at såre dem."

Slået op af TV 2 NYHEDERNE i Onsdag den 30. januar 2019

Læs hele interviewet her: http://nyheder.tv2.dk/samfund/2019-01-30-anders-matthesen-boern-taler-ikke-for-groft-men-de-voksne-er-blevet-sartere

Anders Matthesen skriver “Ternet Ninja 2” – Forlæg: Lyst til endnu en film

Udgivet af: Morten Vejlgaard Just, Filmz.dk


“Ternet Ninja”-bogen får til sommer en fortsættelse – dialogen er i gang om en filmatisering.

Den Bodil-nominerede instruktør skriver aktuelt på “Ternet Ninja 2”-bogen, hvori Aske tager på ferie med familien til Bangkok, hvor han sammen med Ternet Ninja genoptager kampen for retfærdighed.

“Ternet Ninja 2” er sat til at udkomme d. 7. juni, men det stopper ikke her. Der er allerede planer om også at gøre fortsættelsen til film:

”Lysten er der bestemt til at lave en film, men da jeg er midt i skriveprocessen, er det ikke 100 % sikkert, at bogen vil ende med at være omsættelig til film. Men dialogen med holdet er i gang,” siger Matthesen til Filmz.

Læs hele interviewet her: https://filmz.dk/anders-matthesen-skriver-ternet-ninja-2-forlaeg-lyst-til-endnu-en-film

Anders Matthesen efter “Family Guy” selvcensur: Bruger ‘Homo’ i Ternet Ninja 2

Udgivet af: Morten Vejlgaard Just, Filmz.dk


“Ternet Ninja”-instruktør Anders Matthesen kritiserer afskaffelse af homo-jokes i “Family Guy”.

Netop en homofobisk replik blev fjernet fra “Ternet Ninja”, men det kan man ikke sammenligne med “Family Guy”-beslutningen:

”Selve ordet ‘homo’ er helt fint for mig… Jeg ændrede ordet ‘homo’, fordi der var enighed om, at det ikke formidlede den intention, som ‘Ternet Ninja’ skulle have,” siger Anders Matthesen til Filmz.

Matthesen har netop afsløret, at han har lyst til og er i dialog om at lave en “Ternet Ninja 2”-film – læs om det her.

Og i den kommende “Ternet Ninja 2” vil Matthesen bruge ‘homo’-ordet:

”Jeg kan da fortælle, at Sune (Askes bror) flere gange bruger ordet ‘homo’ som skældsord i den nye bog/film, fordi det passer godt til hans karakter.”

Læs hele interviewet her: https://filmz.dk/anders-matthesen-efter-family-guy-selvcensur-bruger-homo-i-ternet-ninja-2

Interview med Anders Matthesen: Ternet eventyr i biografen

Udgivet af: Morten Klein, Kino


Hvad er den store forskel på ’Ternet Ninja’ og ’Terkel i knibe’?

”Jeg synes egentlig ikke, at der er så mange lighedspunkter mellem ’Ternet Ninja’ og ’Terkel i knibe’. Jeg er her for at give noget kærlighed til alle dem, der er vokset op med ’Terkel i knibe’, og som fortvivlet og desperat har presset mig efter en to’er i alle de her år. Jeg tænkte: ”Der skal være en god hilsen til dem”, men man skal fandeme heller ikke tænke: ”Var det vores ungdom, der blev reduceret til det pis?!” Det skulle være noget helt andet.”

Hvordan var det at være instruktør på den her film, når du ikke var instruktør på ’Terkel i knibe’?

”Jeg havde lyst til at instruere den her gang. Jeg blandede mig ikke i ’Terkel i knibe’ dengang. Det var A. Film, der kørte med bolden. Det var sjovt at se, hvad der blev ud af det, men jeg har aldrig set mig selv som en, der har lavet en animationsfilm før. Jeg er super glad for, at Terkel i knibe-filmen blev lavet, men det er ikke min film.

Jeg tænkte, at det kunne være sjovt næste gang at være mere involveret for at oversætte det, jeg har haft inde i hovedet. Det har jeg så kunne gøre den her gang i kraft af min rolle som manuskriptforfatter og instruktør.”

Læs hele interviewet her: http://hilleroed.lokalavisen.dk/nyheder/2018-12-28/-Interview-med-Anders-Matthesen-Ternet-eventyr-i-biografen-3809844.html

Anden om anmeldersucces: Jeg tvivlede på, om folk ville grine

Udgivet af: Amalie Olsen, Ekstra Bladet


Selvom der bliver bandet og slået i filmen, så mener Anders selv, at den godt kan gå til de helt unge.

– Det er en film til raske drenge og piger og deres familie, og noget man forhåbentlig også kan nyde, selvom man er voksen. Jeg kan godt lide at lave noget, som alle synes er fedt. Jeg bryder mig ikke om den segmentering, der finder sted. Hvor ungerne skal se ‘Ramasjang’ og de voksne skal se ‘Nyhederne’, siger Anders Matthesen.

Hans egen søn, Spencer, får også lov at se med.

– Jeg viser den også til min egen søn på syv år. Jeg ser det som en dannelsesfilm. Man kan jo godt diskutere, om der er for mange bandeord og vold. Men det er en meget moralsk film, siger Anders Matthesen.

På trods af den til tider grove humor og de skæve karakterer, så er filmen ind til videre en succes for dets publikum.

– Jeg var i tvivl om, folk ville sidde og tænke: Den var da hyggelig nok, og de har da brugt nogle penge på den, og det ser meget godt ud, men sjov var den sgu ikke. Jeg var i tvivl om den kunne holde det humoristiske niveau med diverse stand-up shows eller ‘Jul på Vesterbro’ eller ‘Terkel i knibe’. Men folk grinede hele vejen igennem, og jeg gik helt vantro ud bagefter, hvor folk roste den til skyerne, og jeg måtte knibe mig i armen, siger Anders Matthesen.

Læs hele interviewet her: https://ekstrabladet.dk/flash/dkkendte/anden-om-anmeldersucces-jeg-tvivlede-paa-om-folk-ville-grine/7452117

Anders Matthesen er tilbage med grov film: Vi er blevet mere sarte

Udgivet af: Christian Mejdahl Buhl, DR


Den populære komiker mener, at vi spænder ben for os selv, hvis vi farer op, hver gang en joke virker stødende. Anders Matthesen mener ikke, at humoren i filmen overskygger det budskab, der folder sig ud, som filmen skrider frem. Komikeren synes snarere, at reaktionerne er med til at understrege den følsomhed i samfundet, som han oplever.

– ‘Ternet Ninja’ er jo i virkeligheden en meget moralsk film. Men det viser også, hvor sarte tiderne er. Man tager afsæt i en film, som er  moralsk, at den næsten er irriterende. Den siger, at man skal tro på sig selv og tage sig sammen og ikke lade stå til, bare fordi andre gør det. Men alle spørger mig, om det er okay at sige; ‘Av for satan i nonnefissen’. Det er sådan tiderne er lige nu, lyder det.

Derfor maner han også til besindighed, så man ikke hidser sig unødigt op, når der i ‘Ternet Ninja’ bliver gjort grin med kvinder, overvægtige eller etniske minoriteter. Hovedpersonen Askes papbror, Sune, skal eksempelvis høre rigtig meget for, at han er overvægtig.

– De kalder Sune en masse ting. Men det er fordi, han ikke er særligt sød. Og så bruger de jo de kasteskyts, der ligger lige for. Det har ikke noget at gøre med, at jeg har et horn i siden på tykke, griner komikeren, der også påpeger, at den anden hovedperson, den ternede ninja, ligeledes er en kompleks karakter, man ikke bare skal afskrive som tarvelig.

– Den ternede ninja er jo også barsk, og han repræsenterer nogle barske værdier og gamle dyder. Men han har også en udvikling, han skal gennemgå. Så når han taler om piger på en bestemt måde, så er det jo for at vise, at han er en lille, brutal én. Det er ikke mig personligt, der mener det, understreger Anders Matthesen.

Læs hele interviewet her: https://www.dr.dk/nyheder/kultur/film/anders-matthesen-er-tilbage-med-grov-film-vi-er-blevet-mere-sarte

Filmaktuelle Anders Matthesen: »Jeg stiller mit stopur på præcis 33 minutter og 33 sekunder«

Udgivet af: Michael Bo, Politiken


Den ternede ninja dukkede bare op som en lille, aggressiv figur, da komikeren Anders Matthesen helt tilfældigt sad og tegnede for 10 år siden. Filmen om en ’Ternet ninja’ og et 12-årigt provinsskvat ved navn Aske har dansk premiere i dag.

Det er det med folk, der bor i baggårde – de er svære at nå. Svære at komme ind til.

Man venter lidt slukøret ude på gaden. Inde på cafeen ved siden af spørger man ikke efter Anders Matthesen, fordi man nødig vil lyde som en namedropper. Ud igen. Hvor bliver han af? Han tager ikke sin telefon. Om lidt skal han garanteret noget helt andet.

Da han henter mig ude på gaden, Matthesen, og oprigtig talt ser lidt overrasket ud over, at jeg står der, har han en Lacoste-trøje på. Den med krokodillen, der var så afgørende en social markør i landets skoleklasser i en fjern fortid. Jeg ved ikke, om det er ironisk, eller om det ikke er hele Anders Matthesen, der er nået frem til 2018. Jeg kan li’ det.

Han har lige lavet filmen ’Ternet ninja’ og har fuld kraft frem, mens jeg garanteret ikke er den eneste, der forventede, at ’Anden’ lå og gispede efter kraftanstrengelsen med det store 25-års jubilæumsshow. 90.000 mennesker så det, bare den tanke er udmattende. Men Matthesen fortsætter ud over stepperne. (…)

Matthesens lille skrivedomicil på Frederiksberg er virkelig ret lille. Det ligger i en baggård på Gammel Kongevej uden hans navn på porten derind, og det er to små etager, cirka 20 kvadratmeter i grundareal.

Her arbejder han, her drikker han sin cocktail af kaffe og Cola Zero.

»Jeg står op kl. 6.30 og kører børnene i skole. Jeg er på kontoret kl. 8.15, også i morges, hvor jeg begyndte at skrive midt i kapitel 6 i den nye ‘ Ternet ninja’-bog.

Læs hele interviewet her: https://politiken.dk/kultur/art6919337/%C2%BBJeg-stiller-mit-stopur-p%C3%A5-pr%C3%A6cis-33-minutter-og-33-sekunder%C2%AB?fbclid=IwAR0t-XNLkv8xbnAAOwBxuBUeSQrvdZ3pAT1_Hj0GY94G86a7qQ30cmTqQjI

Anders Matthesen: Børn har brug for flere moralske film

Udgivet af: Kristine Dam Johansen, Avisen.dk


Med sin nye film, “Ternet Ninja”, vil komiker Anders Matthesen fortælle børn om forskellen på godt og ondt.
Nu er manden bag historien om Terkel, komiker Anders Matthesen, aktuel med en ny animationsfilm kaldet “Ternet Ninja”, som er baseret på hans børnebog af samme navn.

Og selv om den nye film, som handler om en hævntørstig ninjadukke, heller ikke er uden vold, så har 43-årige Anders Matthesen denne gang haft et mål om at skabe en film, der er mindre grov og grotesk, men til gengæld har et stærkere budskab om rigtigt og forkert.

– Jeg ville gerne lave en film, der ikke var lige så anarkistisk og ren hærg, som “Terkel i Knibe” var. Dengang prøvede jeg ret bevidst at provokere for at se, hvad jeg kunne slippe afsted med, men med “Ternet Ninja” har jeg haft lyst til at være en smule mere moralsk over for ungerne, fortæller han. (…)

Han bruger selv meget energi på at tænke over, hvordan han agerer over for andre, og hvordan han kan blive en bedre udgave af sig selv.

Både fordi det genererer idéer til nye jokes, men også, fordi han mener, at det er vigtigt at blive ved med at tilse sig selv.

– Hvis man rejser en cykel op eller giver penge til en hjemløs, så kan man have tendens til at gøre det, fordi nogle kigger. Men når man kommer på sporet af, at der er noget lumsk i ens måde at opføre sig på, så kan man godt anholde sig selv og sige: “Hov, der tog jeg det store stykke kage” og så lægge det tilbage og tage det mindste.

– I situationer, hvor man kan mærke, at der er noget råddent i en selv, så synes jeg, man skal opdrage sig selv. Ikke fordi jeg har en konkret praksis for hvordan. Jeg tror bare på, at man hele tiden skal tilse sig selv og finde ud af, om der er noget, man kan gøre bedre, siger han.

Læs hele interviewet her: https://www.avisen.dk/anders-matthesen-boern-har-brug-for-flere-moralske-f_531286.aspx