Det onde, det gode og det mellem …

Film: Rene Hjerter (2006)
Anmelder: Politiken
Bedømmelse: 4 stjerner

To film kæmper om overtaget i ’Rene Hjerter’ – og den ene er morsom
Anders Matthesen er hovedpersonen, Kriss – en psykiatrisk patient – som han slet ikke spiller dårligt, men som man alligevel ser på med særlig interesse, fordi det er Anders Matthesen, stand-up-komikeren først og fremmest, men såmænd også Simon Spies, og i det hele taget en alsidig herre i dansk teater og entertainment.

Skal han nu være en debil, psykiatrisk patient? Jo, det skal han i spillefilmdebutanten Kenneth Kainz’ film ’Rene Hjerter’. Og man må indrømme, at han gør det strålende – ikke et eneste øjeblik ser hans blik intelligent ud. Han vender tomheden ud af øjnene og formår at give en autentisk taberfigur med uskyldige voldelige tendenser. Det vil sige – han får øje på noget og bliver rasende irriteret. Det kan være sin mors øreringe, der i nærbillede klasker mod en gammel, rynket hals, mens hendes stemme knævrer om juleaften og flæskesteg og hendes forspildte skæbne. Er hun ikke ond ?

Hans kammerat på den psykiatriske anstalt er Willy (Morten Suurballe), og sammen sidder de og følger med i den gamle danske spillefilm ’Rene Hjerter’, hvor skuespillerinden Ulla Vilstrup med de røde læber er den unge Linda, der svigtes så groft i København af sin kæreste og derpå næsten lader sig vie til levemanden med det ubetalelige overskæg og den dybe stemme fra fyrrerne, en lumsk københavnsk levemand og elegantier, spillet henrivende af Claus Flygare.

Formiddag, eftermiddag og aften sidder de to halvtosser og følger den gamle film til slutningen, da spolen løber ud, et sekund før den unge, tapre Linda tager sit eget liv – hellere det end at leve med det onde. Hellere dø end leve med det onde.

Læs hele anmeldelsen her: http://politiken.dk/ibyen/nyheder/film/anmeldelser/ECE169997/det-onde-det-gode-og-det-mellem-/

Terkel in trouble

Film: Terkel in trouble (2006)
Anmelder: Totalfilm
Bedømmelse: 4 stjerner

Denmark’s first fully computer-animated feature, Terkel In Trouble is based on a children’s radio series. Don’t expect Hans Christian Andersen, though: this is South Park relocated to Copenhagen with a bit of Brick thrown in.

Læs anmeldelsen her: http://www.totalfilm.com/reviews/cinema/terkel-in-trouble

Anden på dybt vand

Show: Anden paa coke (2006)
Anmelder: Ekstra Bladet
Bedømmelse: 5 stjerner

“Nemmest ville det vel være at køre på det sikre. Det er jo gået vældig godt hidtil. At fræse rundt på scenen som en løbsk gokart og rable spiddende observationer af sig fra gulvhøjde, mens publikum hulker af grin.

Men Anders ‘Anden’ Matthesen er ikke til det sikre. Med sit nye show, ‘Anden Paa Coke’, udfordrer han i den grad sig selv. Og efter en særdeles underholdende kamp går han også hen og sejrer. Stort. […]

I den næste halvanden times tid følger vi en kaotisk skabelsesproces, der mest består af overspringshandlinger, sidespring, overbevisende eksempler på faren ved multi-tasking og skinbarlige ulykker. Vi får undervejs de overraskende tankespring, de præcise observationer og de forrygende sproglige billeder -mange hentet syd for bæltestedet -som Anden har lært os at forvente.

Men vi får meget mere.

Dele af showet er ren slapstick, som når han med stort besvær får nedkæmpet et genstridigt strygebræt, og han begår såmænd også et drab undervejs. Jeg skal undlade at røbe offerets identitet.Anders Matthesen har lært af sine erfaringer med teatret, og showet bærer også præg af, at det er instrueret af Nikolaj Cederholm. Stand-up er det langtfra, men snarere et stykke velformet, absurd teater. Med en del flere ord end normalt for genren. Afslutningen, hvor vi skal nyde frugten af den smertefulde, kreative proces, binder en elegant sløjfe på alt, der er gået forud. […] Anden er en stor og original kunstner. Og så er han i øvrigt helt forrygende morsom.”

Anden er landet

Show: Anden paa coke (2006)
Anmelder: Berlingske
Bedømmelse: 6 stjerner

Matthesen beviser med sin suveræne ny meta-forestilling, at han er i en liga helt for sig selv. Flere niveauer over alle kolleger i dansk stand-up, som ellers efterhånden har spredt talenterne ud over en masse andre genrer som f.eks. Hvam/Christensens vellykkede sit-com »Klovn«. Han kan alt – skrive, synge, spille skuespil og rive pointer af med en knivskarp timing. Og han har derfor opnået rockstjerne status – en fyldt Falconer-sal klappede og brølede, allerede inden lyset blev dæmpet.
Hans sidste show »Tal for dig selv« var fremragende. Det nye er meget bedre.

Læs hele anmeldelsen her: http://www.b.dk/scene/anden-er-landet

Anmelderne vilde med Anden

Show: Anden Paa Coke (2006)

Anders Matthesens nye show høster lutter roser i dagbladenes anmeldelser.
Seks stjerner i Berlingske Tidende, topkarakter i Information, fem stjerner i Ekstra Bladet, atter seks stjerner i Fyens Stiftstidende og seks hjerter i Politiken.

De gode anmeldelser står i kø for at komme til efter premieren på Anders Matthesens nye show: ‘Anden på coke?’, som frem til 15. juni vil udløse latterbrøl i en snart udsolgt Falconer Salen på Frederiksberg.

»En ny genre synes opfundet. Stand-up-teatret«, skriver Jyllands-Postens Henrik Lyding; en genre, han synes at være faldet pladask for, og det er han ikke ene om. Søren Anker Madsen fra Berlingske Tidende klapper også i hænderne.

»Tæppet går og åbenbarer en scenografi af hans lejlighed, hvor han den næste hektiske halvanden time brainstormer på et nyt show, mens han snakker i mobil med sin mor, renser akvarium eller sjatpisser på sine bukser. Med tiltagende paranoia og hele tiden med slet skjulte referencer til titlen ‘Anden på coke?’. Hans sidste show ‘Tal for dig selv’, var fremragende. Det nye er meget bedre«, skriver Berlingske Tidende.

Læs resten af anmeldelserne her: http://politiken.dk/kultur/ECE148024/anmelderne-vilde-med-anden/

Stand-up: Anden på joke

Show: Anden paa coke (2006)
Anmelder: Information
Bedømmelse: 5 stjerner

“Anden dryppede næseblod, i hvert fald på reklamerne på de otte blæretaxaer, der skinnede foran Falconérscenen onsdag aften. Og tilskuerne kunne såmænd også have fået blodet til at rinde i lind strøm ned mod scenen, ikke ved hjælp af forbudte rusmidler, men bare fordi de baskede hænderne mod hinanden:

Sådan et par tusinde unge, der piftede godt igennem… Kådheden smittede også af på teateroutsiderne, som havde ladet sig premierelokke af Andens ego-størrelse på plakaterne – og måske af minder om en langskægget Spies eller en Jul på Vesterbro.

Nå, men så sidder vi dér på rad og række, og så kommer Anden ind på en høj performerskammel med svømmefodsfodpind. Ups, tænker man. Hvad i alverden skal manden stille op med 100 minutter og en fuld sal?

Det tvivler han åbenbart også selv på i begyndelsen, uanset hvor hamrende prof han ellers er. Han flakker i hvert fald rundt i et gammelt jokerepertoire om børnesex og teenagevold, som han prøver at hente hjem med platheder om et drømmepublikum, der ikke bare skriger af grin, men skider af grin…

Men så sker det: Anden ser lyset. Og det gør vi andre så også, ikke mindst takket være Jesper Kongshaugs løgnerlys, der stråler som direkte fra Vildanden. For Anden træder pludselig ind i sin ‘egen’ lejlighed omme bag stand-up-tæppet: Et vidunderligt hi-tech-tjekket samtalekøkken (nå nej, enetalekøkken!) med gråpudsede vægge og storskærm, sådan anden-lige-på-kornet af scenografen Rikke Juellund. […]

Er Anden konge? Ja, og Anden på coke er kogende kongekunst – båret af en egostjerne, der tør se selv Gud i øjnene. Så herfra svømmer fem charmerede troldænder som belønning for Andens is i maven og kniv i replikken, hans selvironiske sofa – og hans evne til at lave nescafé i en opvaskebalje: Rap, rap, rap, rap, rap!”

Den rappeste and!

Show: Anden paa coke (2006)
Anmelder: BT
Bedømmelse: 6 stjerner

“Med indtil videre godt 40.000 solgte billetter til Anders’ »Anden paa coke?« turné var der næppe heller noget at sige til det, hvis Matthesens mellemgulv virkede motoriseret. Det er vel ellers kun folk som Linie 3, der sælger så mange billetter herhjemme. Men dér hører sammenligningen med den trælse trio også HELT op! Der er forskel på bare at være en joke i sig selv og være oprigtigt hylesjov og dertil betragteligt begavet. Som Albertslunds rappeste rod for længst har bevist, at han er. Og det er han stadigvæk. […]

Se, nu skal De naturligvis selv skal have fornøjelsen af showet, og jeg vil derfor nødig afsløre for meget. Men De skal f … alligevel også have at vide, hvor godt det hér er. For Anders’ idé om at bygge showet op omkring problemerne og frustrationerne hjemme i stuen med at lave et show, som ikke ligner noget, han har lavet før, er fremragende underholdning.”

Show: Anden paa coke (2006)
Anmelder: Henrik Palle, Politiken
Bedømmelse: 6 hjerter

“Og det er derfor, at han står på scenen og sveder, sortklædt med ternede sko. Han er nemlig udmærket klar over, at han er sjov; meget sjov endda. Han har publikums ord for, at hans sprogligt overlegne og sociologisk observante stil virker. Hans teknik er suveræn. Hans timing sætter ham i stand til at aflevere selv traditionelle brandere på en afvæbnende og overbevisende måde. Og hans hurtighed i evnen til at improvisere giver ham et forspring og en kant i forhold til andre komikere. Hvilket folk godt ved. Og hvilket han principielt kunne få bekræftet ved blot at gå på scenen og aflevere endnu to gange 45 minutters virtuose vittigheder.

Liv og død, er det med andre ord et spørgsmål om. Helt bogstaveligt hans liv som komisk kunstner i romantisk forstand. Således er tøjet særdeles passende: Han er nemlig muligvis gæst ved sin egen symbolske begravelse. Hvis altså nu det kikser, og solen smelter hans usynlige Ikaros-vinger. Og så står han der i sine med et ufrivilligt komiske ternede sko.

Det ville være synd at afsløre mere om, hvordan det rent symbolsk går med manden med mikrofonen i kulissen på scenen, der forestiller hans lejlighed. Men publikum morede sig kongeligt, ja mega-giga-chokohamrende-herre-kejserligt-rågrineren meget. Over de svinagtigt præcist afleverede jokes, over de utrolige temposkift i hovedpersonens temperament, over hans samtaler med en akvariefisk – og på vejen ud fornemmede man en vis imponerthed over en endnu relativt ung mands foreløbige kunstneriske kulmination, som det vil blive svært – og måske umuligt – for ham at overgå.

Det var ganske enkelt fucking blæret. For ud over at lægge salen ned demonstrerede han sin totale beherskelse af adskillige komiske genrer: stumfilmkomisk konfrontation med et genstridigt strygebræt, personimitation med passersk inspiration samt tilbagelænet ordkomik. Og alt det monteret i en teatralsk ramme, der bragte tankerne i retning af såvel beckettsk minimalisme som klassisk ibsensk kukkasse. Havde han sluttet af med et ‘Se mor, solen’, havde vi sgu nok også grint røven i laser af det.”

Matthesens nye show er fortsat gedigen underholdning, selv om det ikke stikker så dybt

Show: Anden paa coke (2006)
Anmelder: Jyllands-posten

“Undervejs har vi grinet en hel del, nydt mandens ubetvivlelige talent, timing og musikalske præcision, hans frodigt fabulerende fantasi og hans sans for at føre en hverdagssituation ud i sin rablende absurde konsekvens med lige dele galskab og logik. Vanen tro leger Matthesen med sproget; hans eminente evne til at være sublimt og subtilt morsom i komprimerede sætninger, afleveret nærmest lakonisk henkastet, er fortsat uantastet. Her er han uden konkurrence i det danske stand up-landskab.

At turde kaste sig ud i teatret med dets muligheder og logiske begrænsninger – da en mand råber nede i salen, er han i kraft af “den fjerde væg” afskåret fra at svare igen, men løser problemet ved at råbe ud af dekorationens entrédør, som stod den forstyrrende tilskuer ude på trappen – er imponerende og originalt. Den ide har vi ikke set før, og da den tydeligvis giver de samme muligheder for at være sjov og harcelere over verdens dårligdomme og tåbeligheder, er forestillingen lige så morsom, som Matthesen plejer at være. Veloplagt harper han løs på alt og alle, fra Gud til smålige pizzabagere, der forlanger fem kroner mere for ekstra bacon.”

Læs resten af anmeldelserne her: http://jyllands-posten.dk/kultur/teater/ECE3336537/falconer-koebenhavn-anden-pa-coke/?page=1

Anden paa coke sætter nye standarder

Show: Anden paa coke (2006)
Anmelder: Fyens
Bedømmelse: 6 stjerner

Anders Matthesens nye show mikser enmandsteater og stand-up til en historisk komikcocktail
Stand-up: “Anden paa Coke”Anders Matthesen har skabt et show, der for at bruge titlen på en Jack Nicholson-film er: “As Good as It Gets”.
Med teaterverdenens kropslighed, stand-uppens samuraiskarpe punchlines og de tusind stemmers talent tager Anden udgangspunkt i sin egen kamp for at kreere det perfekte show hjemme i sin egen lejlighed.
Han vil denne gang sikre sig, at publikum ikke blot skriger af grin. De skal brække sig af grin. Nej, de skal skide i bukserne af grin. Nej, endnu bedre. De skal sidde som en krokodille med åben mund og være ude af stand til at trække vejret af grin.
En halv time senere er jeg den krokodille.

Læs hele anmeldelsen her: http://www.fyens.dk/article/647322:Scene–Anden-paa-coke-saetter-nye-standarder