Fængslende fængselsdrama
Film: De Frivillige
Anmelder: Folketidende, Hans Jørgen Møller
Bedømmelse: 5 stjerner
“Genialiteten i Frederikke Aspöks film og Lars Husums manuskript ligger i, at Niels ikke bare er the good guy og Markus Føns den onde. De er tværtimod skildret som rigtige mennesker, med alle de fejl og de gode intentioner, som den slags er udstyret med. Og de hjælpes godt på vej af de øvrige skuespillere i ” De frivillige”.
Jacob Hauberg Lohmann og Anders Matthesen er fantastisk godt castet. Troværdige som bare fanden, og ” Anden” lægger i den grad nye alen til sit store talent, som vi kender i forvejen fra såvel hans stand up karriere som fra hans film om Terkel og om den ternede ninja. Søren Malling, Anders Brink Madsen og Christopher Læssø lader dem ikke meget efter. Alle er de med til at gøre ” De frivillige” til en rigtig sjov film, hvor vi griner meget undervejs.
Men hvor latteren bliver stikkende i halsen, fordi tragedien og uretfærdigheden lurer lige under overfladen. Vi går fra biografen med bevidstheden om, at uden et fællesskab går det ikke. Men også med påmindelsen om, at de smarte oftest narrer de mindre smarte og strømlinede. Og med bevidstheden om, at vi har oplevet nogle af livets store spørgsmål kogt ned til 93 minutter i en lille fynsk arrest. Derfor skal ” De frivillige” også have fem meget store stjerner herfra.”