Jeg havde mit helt eget liv
Udgivet af: Katrine Nadia Jørgensen, Beboerbladet.
Fællesspisningen og friheden til at færdes frit er det, han bedst husker fra barndommen i Albertslund. Byen spiller stadig en vigtig rolle, når Anders Matthesen går på scenen for at få os til at grine.
“Jeg var ikke noget nøglebarn, men jeg havde mit helt eget liv. Det var utroligt dejligt. Min barndom var fri, legende og lystfuld. Der var kaninbure, rulleskøjter, legepladser og masser af børn, der cyklede rundt på alle stræderne. Der var ingen, der låste dørene, så vi vadede bare ind hos hinanden,” husker han.
Der var ingen biler i boligafdelingen. Derfor kunne han cykle rundt og besøge vennerne på kryds og tværs. Og når han kedede sig, besøgte han containergården, hvor yndlingslegen var at skyde med slangebøsse efter gamle fjernsyn og mælkekartoner.
“Min mor støttede op om, at jeg selv opfandt mine lege,” siger han. Og det frie børneliv er måske en af årsagerne til, at han er blevet en frygtløs original.
“Jeg har altid været fascineret af et show. Jeg kunne godt lide at spille sketches sammen med min bror, når vi var på ø-lejr, og jeg skrev autografer for sjov, da jeg var ganske lille,” forklarer han. Som 12-årig begyndte han at rappe sammen med sin bror og en god ven, Tue, der også kom fra Albertslund. Drengene kaldte sig for Human Beatboys og greb mikrofonen, hver gang de øjede muligheden.
Vi forlader Beboerhuset og fortsætter ad de smalle stier, der forbinder Galgebakkens lave rækkehuse. “Anden styrer!” råber en mand, der stikker hovedet ud af et vindue på første sal. “Du var vikar i folkeskolen, da jeg var 18 år,” siger han, og Anders Matthesen er straks klar med en rap replik: “Det har ikke været særligt meget, du har lært.” Ansigtet i vinduet bekræfter: “Nej. Men du fortalte os, at det var dig, der var skærmtrolden Hugo.” De griner begge to og bliver enige om, at Anden var god til at finde på løgnehistorier dengang.
Læs hele interviewet her: http://beboerbladet.dk/artikler/portraet/jeg-havde-mit-helt-eget-liv/