Anmeldelser

“For Aspöck begår nemlig en mindre genistreg, når “De frivillige” udtømmer folkekomediens virkemidler og konventioner i indhold og vender alt på hovedet. Snigende erstattes den løsslupne tone med ubehag, når foreningsarbejdet i fængslets mikroniveau forvandles til makroniveauets rå magtforhold i korruptionens Danmark. Bagholdsangrebet er nøje og intelligent planlagt og mere smertefuldt, når kniven stikkes dybt ind i folkehjertet af hyggens hykleri. Når folkedomstolen sidestiller storsvindel med underholdning fra sofaen. Når retsfølelse og retfærdighedssans efterlades blødende i badet, mens der spises rødgrød med fløde til.

Letbenet komik og seriøs samfundskritik flyder sammen i flettede fingre. I særdeles kompetente hænder på Frederikke Aspöck formes fortællingen drilsk og medrivende, mens hun som dukkefører leder en usædvanligt underspillet  – og veloplagt – Matthesen. […] Helt uventet overrasker “De frivillige” som årets mest aktuelle danske film. Intelligent satire – pakket ind i en snydegave som folkekomedie – ses sjældent herhjemme. Dog lykkes det Frederikke Aspöck – på bemærkelsesværdig vis – at sammensmelte genrer unikt og originalt, når en på papiret konventionel lårklasker ender ud som sylespids satire og stivnede smil.”

“Mødet mellem mennesker fra forskellige klasser er en velbrugt tematik i komedier. Men når den krydres med et genialt manuskript af forfatter Lars Husum, spindes der komedie-guld. Husum nægter at forfalde til den klassiske stereotyp om, at disse karakterer skal lære noget af hinanden. I stedet bliver deres forskelligheder optegnet skarpt – Markus Føns går i skjorte og lædersko, mens Niels er iført joggingbukser og kondisko. Med fødderne solidt plantet i en nutidig dansk referenceramme cementerer De frivillige sig som ærkedansk og ægte sjov.

Filmens absolutte styrke er Anders Matthesens evne til at skildre samfundets skæve eksistenser med en ømhed, der ikke blot gør dem til humoristiske størrelser, men fuldendte karakterer. Når Niels irettesætter den selvhøjtidelige Stein-Bagger-type Markus Føns – Du bliver nødt til at lære, at herinde gælder reglerne også for dig – er det svært ikke at holde med den lille mand. For Markus Føns findes i virkeligheden, ikke som fysisk menneske, men hans ånd og indstilling til velfærdsstaten kan dagligt findes i dagspressen i form af nyheder om skattesvindel og skattely. Så når Niels nægter at lade sig kue for storsvindleren, er der for et kort øjeblik retfærdighed i samfundet.”

“Der findes få komedier fra isolationsgangen, men “De frivillige” er et stramt komponeret bud, der på fornem vis får skabt et billede af samfundet med Højskolesangbogen og Rasmus Seebach. […]

Isolationsfængsling er ikke sådan at spøge med, men det gør talentfulde Frederikke Aspöck nu alligevel lunt i “De frivillige”, som aldrig helt overgiver sig til den rene komedie, selv om den i markedsføringen gør sit bedste for at ligne en sådan. Historien er enkel og afvikles stramt og rytmisk til den taktfast rastløse underlægningsmusik skrevet af Rasmus Bille Bähncke. Storkapitalen gør sit indtog i fængslets faste rutiner, da forretningsmanden Markus Føns varetægtsfængsles og med det samme stikker slemt ud i sine dyre cashmere-varemærker. Han er højrøvet og velpolstret og får et solidt lag tæsk, da de finansielle spekulationer, der har bragt ham i brummen, også har kostet broderen til en medfange dyrt. Mange blå mærker senere vælger han frivillig isolation for at komme i sikkerhed – også selv om det betyder et ophold blandt pædofile og andet muntert godtfolk i fængslets særlige afdeling.

Det er blandt “de frivillige” at Aspöcks veloplagt stiliserede mikrokosmos udspiller sig. Anders Matthesen er fint nedtonet som Niels, indbegrebet af den klassiske småkvabsede mellemledertype, der findes alle steder i dansk foreningsliv. Han har engang taget initiativet – og nu giver han ikke taktstokken fra sig igen uden kamp. Om sig har han isolationsgangens forskellige figurer, og alle drømmer om den dag, hvor deres sag eller appel bliver afgjort, og de i det mindste kan få sat en udløbsdato på deres ophold.”

“På overfladen ligner den en klassisk dansk folkekomedie. Men den er samtidig en drillepind, der udfordrer vores opfattelse af forbrydere og forbrydelser og moral. Den har en ualmindeligt kompleks figur i Niels, der er komisk i sin jagt på kontrol, tragisk i sin psykiske brist og rørende i sin kærlighed til sin kone, Linda, som virkelig kæmper med at forstå sin mands kompleksitet. At klemme så svær en figur ind i en film, der også kan bruges som en grinebiderfilm en fredag aften, er godt gået af Frederikke Aspöck og forfatter Lars Husum. […]

Og jeg vil stå der i koret og fundere over, hvor nemt man kan skabe en fængselsfilm, der overhovedet ikke ligner andre fængselsfilm, fordi den forkaster de mørkedystre klichéer fra amerikanske og franske film og i stedet viser en mikroudgave af det danske samfund. Og jeg vil spekulere over, hvor fnuglet man kan få alvor og komik, moral og amoral og absurditeter og banaliteter til at mødes i et lillebitte univers som et dansk fængsel. Der, på den plads i koret, i en dansk film, eller i en film i almindelighed, har jeg i hvert fald aldrig været før.”

“Verdensklassespil i den realistisk-absurde dramakomedie »De frivillige« […] Lydsiden er nemlig noget helt specielt, originalt og gennemført her: En vigtig og væsentlig del af både handling og stemning. Salme-og Højskolesangbogens mest kendte og elskede skatte klokkeklart flerstemmigt afviklet a cappella i lyntempo illustrerer den selvudnævnte korleder Niels’ hysteriske almagt (endnu da!) over den lydigt syngende skare. Og selve soundtracket -ledsagelyden består udelukkende af rytmefaste, suggererende lyde, som kunne være reallyde: Hamren på metaltremmer, trampen i betongulve, smækken af celledøre, klikken af låse -er en gennemført medrivende gang stomp, som går lige i øret og opbygger den intenseste stemning. Det er genialt. […] Næsegrus beundring også til multitalentet Anders Matthesen, som her viser, at han ikke » bare « mestrer alle poster i egne produktioner, men at han også ubesværet udfolder og indordner sine genialiteter inden for andres instruktion.”

“Istedet udvikler De Frivillige sig til en temmelig nærværende sort komedie, om spillet mellem den finpolerede, skræddersyede Marcus, og den uansete, blide Niels. Det er et spil, som Marcus er velbekendt med, men som Niels kun har mestret inden for fængslets rammer, og ud springer der en temmelig effektiv dialog omkring hvad det vil sige, at have magten—især når den lader til at stride imod almen menneskelighed og forventningen om, hvor det findes. […]

Det er et utrolig interessant emne, der bliver taget op, og selvom filmens historie stiller langt flere spørgsmål end den er beredt på at svare, så er den smukt forankret i en filmkunst, der trækker noget af det bedste ud af både kameraet og musikken. […] Livlig og intens stemning udformes af flot kameraarbejde og næsten så perfekt et lydspor, som man kunne bede om. […]

Instruktør Frederikke Aspöck formår at stille de problemstillinger op, som filmen tager udgangspunkt i, uden at virke belastende eller melodramatisk, med det ene forbehold, at spidsfindigheden til tider bliver trukket tilbage lige langt nok. Ikke desto mindre er De Frivillige en interessant og æstetisk oplevelse, der ved just hvor langt den kan trække det.