Anders Matthesen giver kun 9 eksklusive shows i København efter ”hemmelig” Danmarksturné!

Udgivet af: Have Kommunikation


Pressemeddelelse:

Det er gået selv de mest inkarnerede fans hen over hovedet, at Anders Matthesen det sidste halve år har været på Danmarksturné med sit nye show ANDEN BRINGER UD, der spiller helt uden den sædvanlige markedsføring og show-plakater. For første gang har Matthesen endvidere serviceret resten af landet, før han nu “vender hjem” til Frederiksberg, København og giver ni helt eksklusive shows i den nyrenoverede Falkoner Salen fra den 18. august til 7. september. Han fortsætter sin turné, der kun kan opleves rundt i landet til og med november. Vil man se det, skal man være vaks og holde øjne og ører åbne.

Fænomenet Anders ”Anden” Matthesen lægger en ny stil for turné-livet, når han med sit nye show ANDEN BRINGER UD for første gang nogensinde prioriterer København sidst og resten af Danmark først i tour-rækken. Anders, som normalvis udbyder godt 100.000 billetter til Københavner-venues, som Falkoner, Østre Gasværk og senest Royal Arena med one-man shows, som derefter ikke altid besøger resten af landets venues, har skruet gevaldigt op for hele Danmarks mulighed for at se netop dette nye show og ned for Københavnerbilletterne. Nu ”bringer han ud” til alle afkroge af Danmark først. Og med kun 16.000 udbudte billetter i Frederiksbergs Falkoner Salen bliver det til ni eksklusive shows, Anders tilbyder Københavnerne, hvoraf over halvdelen allerede er revet væk, uden mange fans har opdaget det. Anders holder sig nemlig gevaldigt under radaren i forbindelse med dette nye show (ANDEN BRINGER UD), og fans har kun kunne få nys om showet gennem få opslag på Anders’ egne sociale medier og fra mund til mund. Det er helt bevidst og velovervejet, at Anders uden store armbevægelser nu vender snuden mod Falkoner Salen, København. Anders siger selv om den nye turné-stil:

”Det har været så fantastisk skønt at være helt ude i afkrogene af Danmark og møde publikum på deres hjemmebane, som jeg gjorde det i gamle dage. Og virkelig dejligt at kunne drage rundt uden det sædvanlige store maskineri. Stort set ingen presse og 100pct uden markedsføring af showet. Vi har ikke hængt en eneste plakat op eller annonceret, og derfor er det også kommet bag på virkelig mange, at jeg har været i netop i deres by og spille – uden de opdagede det! Især Falkoner shows’ne opdager rigtig mange først nu, hvor ordet begynder at sprede sig fra mund til mund og datoen for Københavnerpremieren nærmer sig. Der er ret frustrerede, men søde folk, der skriver dagligt, fordi der jo er meget få shows i salg.

Det er helt bevidst, at jeg har valgt ikke at larme denne gang. Jeg synes, jeg har fyldt meget i mediebilledet det sidste års tid med mit jubilæumsshow, Ternet Ninja osv. På et tidspunkt får folk vel nok af at glo på mig hver gang de åbner avisen og har brug for en pause. Men jeg havde altså et helt nyt standup-show klar – og det skulle selvfølgelig ud. Derfor blev det denne model. Et show eller to på spillesteder i hele landet og et noget mindre antal shows end sædvanligt i København, som så til gengæld ikke har brug for at blive annonceret alle vegne. Man kan læse om dem på min egen hjemmeside og købe billet der. Færdig bum. Ingen hokus pokus. Nu håber jeg så bare, at vi ikke er alt for hemmelige, og at folk forstår, at det altså er et nyt show – som i øvrigt bliver omtalt som mit hidtil sjoveste – og at det er nu, det spiller.”

Showet ingen vidste fandtes
Helt under radaren for fans og standup-elskere har Matthesen uden stor tjuhej, kæmpe marketingskampagner og glitterkanoner, leveret et splinternyt standup-show med back-to-basic, lårklaskende stand-up til landets små spillesteder og bragt sig selv ud på Danmarks scener iført dagens t-shirt og med jokes, der leveres i øjenhøjde med publikum. På turnéen, der indtil videre siden januar har bragt ham til 47 lokale spillesteder i alle afkroge af Danmark, er det allerede blevet til hele 67 shows. Og billetsalget går forrygende – hele 80% af de udbudte shows har været udsolgte og proppet til kanten trods den nye “hemmelige” stil. På de små spillesteder rundt om i landet er der solgt over 40.000 billetter, og det er foreløbigt blevet til 20 ekstra shows. Trods stor efterspørgsel er det stadig muligt at opleve det ”hemmelige” show ANDEN BRINGER UD i den splinternye Falkoner Salen fra den 18. august til den 7. september samt rundt omkring på landets spillesteder – foreløbigt indtil december. Billetter på www.anden.dk

Klassisk stand-up med ”Anden” – lige til døren i hele Danmark
Opskriften på showet i Falkoner Salen er den samme som i resten af landet: Klassisk, skarp stand-up som omdrejningspunkt – én mand, én mikrofon og dagens t-shirt. Det eneste Anders medbringer er 100% nærvær – og jokes, jokes, jokes, der sprøjter ud over scenekanten i et utroligt tempo, som publikum elsker Matthesen mest.

Anders Matthesen er draget på landevejen med showet ANDEN BRINGER UD – denne gang med et bombardement af jokes og ren stand-up som omdrejningspunkt. Puljen af materiale er udviklet gennem de sidste to-tre år og omhandler blandt andet, hvordan man overlever i den moderne verden, og hvordan man skal forholde sig til livet såvel som til døden. Naturligvis kun materiale, der ikke har været udgivet eller brugt i tidligere shows. Der indgår bl.a. mange af de jokes og idéer, der ikke var plads og tid til i Anden 25 samt helt nye bits og chunks, der skrives fra dag til dag.

Med venlig hilsen
Have Kommunikation

Læs pressemeddelelsen her: www.havekommunikation.dk

Du vil måske også kunne lide

Skriv en kommentar