Anders Matthesen: “Nyd at vores børn er pisseligeglade med hvilken farve deres klassekammerater har

Udgivet af: Søren McGuire, Vores Børn


“Matthesen mener, at vi risikerer, at vores børn kommer til at vokse op i en verden, hvor de dårligt tør nævne, at en kammerat fra klassen har en anden hudfarve, fordi vi voksne har lavet så meget rav i den med vores nye sprogregler.

– Nyd, at vores børn er pisseligeglade med, hvilken farve deres klassekammerater har, og om de spiser svinekød eller ej. De har et helt andet forspring i livet. De har venskabsklasser fra andre lande, holder med udenlandske fodboldklubber, taler engelsk på kryds og tværs af lande, når de spiller Fortnite. Vores børn er megatolerante, og hvis vi på nogen måde kan ødelægge det, den fine chance, de har, så er det ved at begynde på alt det der med, at de ikke må nævne hudfarve eller tage en kineserhat på til fastelavn, siger Matthesen. […]

Anders Matthesen kan, som mere eller mindre den eneste i dette land, slippe afsted med det meste. For hvem andre end ham kan få syngende klapsalver og forrygende anmeldelser for sin animationsfilm om en ternet ninja, der starter med en scene, hvor en dansk forretningsmand tæver en asiatisk børnearbejder ihjel?

– Folk ved jo godt, hvem jeg er, og hvad jeg står for. De ved godt, at jeg ikke mener noget ondt. Derudover er det jo også fantastisk, at vi endnu ikke er blevet helt sarte og hjernedøde herhjemme. Det er værd at slå et slag for, siger han.”

Læs hele interviewet her: www.alt.dk

Anden i ny film: Jeg er blevet bedre til at lægge magten fra mig

Udgivet af: BT/Ritzau


Normalt gør han alting selv, men Anders “Anden” Matthesen har fået nemmere ved at overlade ansvaret til andre.

Anders Matthesen beskriver sin rolle, Niels, som én der trives bedst med orden, faste rammer og en ordentlig omgangstone. Samtidig er Niels lidt af en alfahan, som samler medløberne og nyder sin plads i toppen af hierarkiet. Personligt ligner Anders Matthesen hverken Niels eller nogle af de andre mænd i filmen.

– Jeg er ikke den mest typiske mand. De der mandereklamer “Det her er bare for os drenge”, de taler slet ikke til mig. Sport, spil og mandehørm appellerer heller ikke rigtig til mig.

– Jeg er ikke en type, der er afhængig af magt. Jeg er meget mere snakketypen. Jeg har haft mange veninder i mit liv og kan egentlig godt lide at snakke om følelser. Jeg bryder mig ikke om mande-mandeting, og derfor har jeg altid tænkt, at man må finde sin hylde og beslutte sig for: “Nå, men sådan her er jeg altså!”, forklarer komikeren […]

Mellem syv store jubilæumsshows sidste efterår, den enorme biografsucces “Ternet Ninja” og et nyt standup-show “Anden bringer ud”, som han skal rundt i landet med de næste seks måneder, har han denne gang nydt at lade nogle andre bestemme.

– Jeg kan godt lide at være formbar og at lægge ansvaret lidt fra mig. Det har jeg nok haft sværere ved tidligere, da jeg for eksempel skulle spille med i filmen “Rene hjerter”. Der var jeg meget nervøs, og jeg udsatte nærmest Kenneth Kainz (instruktør på filmen, red.) for et tredjegradsforhør: “Hvad har du så tænkt, hvad skal jeg så, hvordan skal det spilles?”.

Læs hele interviewet her: www.bt.dk

Anders Matthesen: ”Havde jeg ikke mødt en dame, der HAVDE børn, var det aldrig blevet til noget”

Udgivet af: Alt for damerne


“For ti år siden var svaret klart, når du spurgte til Anders Matthesens forestilling om fremtiden: Han skulle leve et liv uden børn og allerhelst alene. Ikke fordi han ikke kunne lide børn, men fordi han ikke så det som foreneligt med det liv, han gerne ville leve. Dengang betød frihed alt, forklarer han i et stort interview i denne uges ALT for damerne.

Klip frem til i dag, hvor livet er gået noget anderledes for den populære komiker: Han er familiemand, der deler hjemmet med sit livs kærlighed, hendes to børn og deres fælles søn på otte år.

For undervejs mødte han Cemille Rosenberg, der egentlig først var hans manager, men nu også er hans hustru. Og var det ikke for hende, havde han aldrig fået titlen som “far”, spår han selv.

– Hvis jeg ikke havde mødt en dame, der HAVDE børn, så var det heller aldrig blevet til noget. Men så VAR de der jo … Nogle gange slår livet bare en anden vej, og så vil man OGSÅ gerne noget andet, der gør, at man ønsker at få enderne til at mødes. Men det er ikke sådan, at jeg tænkte, at det var forkert, det jeg sagde dengang. Jeg MENTE det. Og det er ikke sådan, at jeg i dag tænker, hvor vidste jeg dog lidt om livet. Men selv dengang tænkte jeg, at det var lidt ærgerligt, at jeg aldrig skulle have børn. Det kunne være så hyggeligt at have, men det kan bare ikke nytte noget, fordi det gider jeg ikke. Det var mere sådan. Nu synes jeg selvfølgelig bare, at det er dejligt, at jeg også har fået den gave i livet, siger han til ALT for damerne.”

Læs et længere uddrag af interviewet her: www.alt.dk

Anders Matthesen brugte stort millionbeløb på show: ‘Der er kun én ting, der skræmmer mig’

Udgivet af: Fie West Madsen, BT


Anders Matthesen er bedst kendt som en af landets mest populære komikere, men lige siden han var lille, har skuespillet også været en stor passion for den 43-årige multikunstner. Faktisk har biografaktuelle Anders Matthesen været til casting på flere danske og internationale film gennem tiden.

»Jeg sendte en ansøgning ind til Pelle Erobreren, selvom jeg ikke havde brune øjne og brunt hår, som de bad om,« fortæller Anders Matthesen. Som bekendt gik rollen til Pelle Hvenegaard, men det stoppede ikke en ung Anders Matthesen. Gennem de seneste 25 år har han gået til casting på alt fra danske Nordkraft til Hollywood-baskeren Da Vinci Code med Tom Hanks.

»Jeg sendte en video til USA via en dansk caster til rollen som skurken Silas, som Thure Lindhardt så fik,« siger Anders Matthesen. »Det er sjovt at smide en snøre ud og se, om der sker noget,« tilføjer han. Og den snøre er Anders Matthesen blevet ved med at kaste. Gerne i alle mulige og umulige retninger.

I løbet af de seneste år har Anders ‘Anden’ Matthesen således både lavet 25-års jubilæumsshow i Royal Arena og Boxen, han har udgivet bogen Ternet Ninja, som er blevet til en film, han turnerer i øjeblikket med et nye onemanshow – og nu er han aktuel i filmen ‘De frivillige’ i rollen som korleder på den frivillige isolationsgang i et fængsel.

»Jeg kan virkelig godt lide at kaste mig over skuespil, og jeg behandler det med meget stor ærefrygt. Netop derfor er det noget, der interesserer mig. For de steder, hvor jeg er lidt på tynd is, kan jeg lære noget,« forklarer Anders Matthesen.

Læs hele interviewet her: www.bt.dk

Anders Matthesen: »Jeg føler mig ikke hjemme i en flok med 20 stoddere«

Udgivet af: Malene Tabart, Soundvenue.com


Hvordan vil du beskrive hierarkiet i fængselskoret?
»Det er jo i det hierarki, at Markus ser en mulighed for at få noget kontrol og status tilbage, som han har tabt. For ham er det ligegyldigt, om det er en kæmpe milliardvirksomhed eller et fængselskor, han skal bare til tops og smadre det, fordi han kan. Da Niels begynder at gå ham imod, tager han udfordringen op med det samme, så det er også et spil for selve magtens skyld. For Niels er det nok mere end det. Det er hele hans position, liv og fundament. Selvom de to krydser klinger i den der magtkamp, har de forskellige ting på spil«.

På trods af at Matthesen har indtaget en vægtig position i den mandsdominerede comedy-branche i mere end halvdelen af sit liv, rykker han lidt uroligt på stolen, da snakken drejer hen på hans egne erfaringer med mandefællesskaber og hierarkier, som udgør kamparenaen i ’De frivillige’. Som selvstændig indgår Matthesen sjældent selv i mandefælleskaber, og privat deltager han heller aldrig i, hvad man typisk vil kategorisere som klassiske mandeaktiviteter.

»Jeg går ikke på værtshus, spiller ikke dart, jeg bowler ikke og hader sport, og jeg er ikke til at bygge noget. Jeg kan godt lide at snakke og har måske i virkeligheden nogle meget typiske feminine egenskaber. Når folk siger, ’okay, så skal vi have sådan en rigtig drengeaften’, tænker jeg altid, at det lyder forfærdeligt, for jeg er ikke en af de der drenge«, konstaterer han.

»Jeg føler mig ikke hjemme i en flok med 20 stoddere. Hvis jeg ser noget skrald med ungerne som ’Paradise Hotel’, hvor der står seks drenge sammen, tænker jeg: Gud, hvor er jeg glad for, det ikke er mig, det der med at skulle finde ud af, hvor fanden man skal stå henne. Det ville jeg simpelthen ikke orke. I vores miljø i comedy-branchen handler det jo næsten altid om at lukke lort ud og fortælle historier, som kan få de andre til at grine, for det er det, vi lever og ånder for. Andre kan måske få en tilfredsstillelse ved at have en stor bil eller kunne bygge den bedste carport. Sådan noget siger mig ikke en skid. Det handler kun om grinet. Om der er genklang i det, man sender ud«.

Læs hele interviewet her: http://soundvenue.com/film/2019/06/anders-matthesen-jeg-foeler-mig-ikke-hjemme-i-en-flok-med-20-stoddere-364943

Anden bringer ud og kommer hjem igen

Udgivet af: Bo Børresen, minby.dk


Anders Matthesen turnerer i øjeblikket landet tyndt med sit standup-show ‘Anden bringer ud’. Han kommer imidlertid også hjem til Frederiksberg, og det glæder han sig til, for Frederiksberg er noget helt særligt.

Danmark lærte engang i 1990’ene Anders Matthesen at kende som ’Anden’. Ham den sjove med gadedrenge-attituden og dybe rødder på den københavnske vestegn.

Der er imidlertid løbet meget vand i Kanalgaden siden dengang. I dag er Anders Matthesen snarere ’familiefaren fra Frederiksberg’ end han er ’anarkisten fra Albertslund’.

Anders Matthesen har boet langt over halvdelen af sit foreløbig 43 år lange liv på Frederiksberg. Faktisk boede han på Frederiksberg, før han flyttede til Albertslund:

»Som tre-årig flyttede jeg med mine forældre og min to år ældre bror, Jesper, fra Østerbro til svømmehalskvarteret på Frederiksberg. Omkring tre år senere blev mine forældre skilt. De blev begge boende på Frederiksberg, og jeg begyndte i skole på Rahbekskolen. Men i 2. klasse flyttede jeg med min mor og storebror til Albertslund.« fortæller Anders Matthesen.

Læs hele interviewet her: https://minby.dk/2019/04/07/114010/anden-bringer-ud-og-kommer-hjem-igen/

Afslører stor nyhed: – Det er vidunderligt

Udgivet af: Nanna Bay Madsen, Ekstra Bladet


Anders Matthesen er færdig med bogen ‘Ternet Ninja 2’, som snart vil kunne findes på de danske hylder
Ifølge den garvede komiker mangler bogen kun at blive korrekturlæst og trykt, og derfor vil den allerede være på gaden i juni måned.

– Hvis jeg i nat drømmer om, at der er noget, der bare skal med, så kan jeg stadig lige nå det, men ellers så er den klar og i butikkerne i juni, siger Matthesen.

Anders Matthesen fortæller, at danskerne i den nye bog kan forvente et gensyn med den ternede ninjadukke samt Aske og hans familie.

– Den nye bog er meget anderledes end den første. Jeg vil ikke copy-paste. Den første bog bevæger sig i ungdommen, barndommen og folkeskolen, og den nye bog er mere ‘on the road’. Vi skal ud i verden, og der er et krimielement. Men familien er der stadig. Så man kan sige, at ‘Ternet Ninja’ opstår i en ny version, men jeg synes, den er fuldt på højde med den første bog. Det er en rigtig god bog, hvis jeg selv skal sige det, siger han.

– Og så vil jeg gerne understrege, at det ikke bare er for at malke succesen af filmen, at jeg kommer med den nye bog. Bogen var jeg begyndt på, allerede inden vi startede på filmen. Det er en bog, som jeg også skriver for de børn, der har været glade for den første. De fortjener en fortsættelse. Jeg har simpelthen ikke kunnet stå for, at jeg har fået mails fra forældre, der fortæller, at deres børn har været glade for bogen, og at de ikke har åbnet en bog, før de har læst ‘Ternet Ninja’, så selvfølgelig skal de have en til, siger Matthesen med et smil.

Læs hele interviewet her: https://ekstrabladet.dk/flash/dkkendte/afsloerer-stor-nyhed-det-er-vidunderligt/7584407?fbclid=IwAR05ER1vP5RxyMjvF9hsWw9BHuh22Ht0iMjUavl24ulzQlyKecwOxcVdcFM

Matthesen: Stadig en gæst i filmens verden

Udgivet af: Casper Hindse, Ekkofilm.dk


Anders Matthesen har tidligere haft succes med animationsfilmen Terkel i knibe og komedien Sorte kugler, der solgte henholdsvis 376.000 og 402.000 billetter.

Men begge film havde begge premiere i 00’erne, så hvorfor er det først nu, at Anders Matthesen er tilbage i filmverdenen med så stor tilstedeværelse?

 

”Jeg vil udfordres og fortælle historier, der interesserer mig. Og jeg er ikke færdig med den ternede ninja endnu, så nu forsøger vi faktisk at lave én mere. Så længe der er en historie, vil jeg gerne lave den, men jeg går ikke efter succesen, og jeg gider i hvert fald ikke trykke copy-paste på tidligere opture,” siger komikeren og ryster så eftertrykkeligt på hovedet, at han til forveksling ligner en af sine animationsfigurer.

 Hvorfor egentlig ikke?

”Jeg bryder ikke om at skrive, og jeg kan ikke lide, når tingene bliver et arbejde. For mig er det vigtigt ikke at forvandle noget kreativt og sjovt til et job. Derfor kan jeg heller ikke lide skrivning for skrivningens skyld, men jeg bliver ofte nødt til at skrive for hele tiden at kunne være i gang. Og processen er stort set altid nemmere, når det kommer til standup.” (…)

 

For komiker Matthesen er det afgørende, at der er fart under tanke og handling.

”Jeg har brug for det spontane, og når en tv-station ringer og siger, at de har en million til en julekalender, så er jeg klar. Og med Ternet Ninja var det bogen, jeg kunne fokusere på, og så havde jeg producere, der kunne stå for alt det andet,” siger Matthesen og blinker kort med sit ikoniske tick i højre øjenkrog.

 Så hvis du har folk nok omkring, kunne du godt skabe noget, som ville hive dig endeligt ind i filmbranchen?

”Jeg skal bare være sikker på, at det bliver til noget. Hver eneste gang. Jeg har virkelig svært ved at lave noget, hvis der ikke er garanti for, at det bliver realiseret. Jeg kan ikke fordrage, når nogen spørger: ’Skal vi mødes og se, om vi kan finde ud af noget?’ Nej, vi skal kun mødes, hvis vi er sikre på, at det her kan blive til noget. Færdig.”

Læs hele interviewet her: https://www.ekkofilm.dk/artikler/stadig-en-gaest-i-filmens-verden/

Anden er tilbage i provinsen med koppen fuld af materiale

Udgivet af: Frederik Alexander Vording, TV2 Lorry


Anders ‘Anden’ Matthesen dropper rollerne og leverer god, ærlig forstadshumor i sit nye show.

Hvad er det egentlig ved ham Anders ‘Anden’ Matthesen, som gør, at danskere elsker ham? Komikerens nyeste film, Ternet Ninja, har skrevet historie med mere end 900.000 solgte billetter.

Hans 25 års jubilæumsshow fyldte Royal Arena i efteråret 2018. Fem gange. Og nu står han her allerede – kun få måneder efter – i Portalen i Greve. Smilende og afslappet. Og med masser af gæster, der har betalt for at se ham.

Anders Matthesen er tilbage på landevejen. I forstæder og i provinsen, og han mangler ikke materiale.

– Jeg kan næsten ikke stoppe, men jeg er altså nødt til at gå, råber han til publikum tyve minutter inde i sit ekstranummer.

– Der er altså fem minutter til næste hold kommer, siger han glad. (…)

De seneste år har fokus været på større shows med karakterer og koreografier. Filmmanuskripter og sangtekster. Og måske netop derfor, har Anders Matthesen igen haft trang til at teste sig selv af. For kan han stadig gøre det som klassisk stand-up’er – uden at spille en rolle som Arne Nougatgren, Stewart Stardust eller Luccas Berggren?

– Jeg bryder mig ikke så meget om at arbejde, hvis ikke jeg kan se resultatet med det samme. Det er også, derfor jeg ikke laver så mange film. Nu har jeg lige lavet min animationsfilm, og det var tilgengæld dejligt, da den så kom ud. Et kæmpe eventyr. For alt arbejdet ligger bag en, siger han.

Læs hele interviewet her: https://www.tv2lorry.dk/artikel/anden-er-tilbage-i-provinsen-med-koppen-fuld-af-materiale

Anden, der kun lægger guldæg

Udgivet af: Simon Roliggard, Politiken


Gennem de seneste 26 år har Anders Matthesen langsomt slået sig fast som den absolut bedst sælgende entertainer i Danmark.

‘Ternet Ninja’ er endnu et højdepunkt i en kurve, der indtil videre ikke rigtig har fundet en top. Han laver standupshows, udgiver musik og hørespil, spiller skuespil og skriver børnebøger. Stort set altid til 5 eller 6 hjerter og stjerner. Når der endelig er bare semilunkne anmeldelser som til ‘ Terkel – the mårtherfucking musical’, der er baseret på Matthesens gamle radiohørespil, har han ikke selv haft noget med projektet at gøre. Ingen stiller spørgsmål ved hans talent. (…)

Sidste efterår var Matthesen aktuel med et stort jubilæumsshow, i december havde ‘ Ternet Ninja’ så biografpremiere, og lige nu turnerer han rundt med et nyt og mindre onemanshow kaldet ‘Anden bringer ud’. Alt sammen efter en pause på 2 år, hvor der nærmest har været total radiotavshed fra det lille kontor på Frederiksberg. I 2016 var han både aktuel med onemanshowet ‘Shh’ og børnebogsversionen af ‘Ternet Ninja’. Før 2016 var der totalt stille i knap 3 år.

De stille perioder er der, fordi det for det første tager Anders Matthesen lang tid at udvikle den næste store ting. Men det er også en bevidst brandingstrategi: Anders Matthesen er kun synlig i offentligheden, når han kan tale om noget arbejdsrelateret.
»Han giver ingen interviews om andet end sit arbejde, udtaler sig ikke som smagsdommer over andre komikere, nytårsmad eller politiske tiltag. Vi optræder aldrig på rød løber og laver ingen interviews om privatliv. Det skal ikke mudre. Det er for at bevare Anders’ brandværdi«, forklarer Cemille Matthesen.

Marketingprofessor på CBS Richard Jones mener ligefrem, at det gør Anders Matthesen til et ‘luksusbrand’.

Læs artiklen her: https://politiken.dk/kultur/art7044771/%C3%85relange-pauser-g%C3%B8r-Anders-Matthesen-til-et-luksusbrand?fbclid=IwAR250Gf1pbuHMQqwDJ0d9SdpJ0hZBgCs6LlAelg6etd4hhqDU6CGUq1APWA