“Mens jeg gik til prøver på Tivoli revyen med Nikolaj Cederholm, hev han mig pludselig til side og sagde, at han samme vinter skulle lave en forestilling på Østre Gasværk om Simon Spies. ”Spændende”, sagde jeg, der selv havde læst meget om Simon, og syntes han var en herlig karakter. ”Vil du være med?”, spurgte Nikolaj, og det ville jeg da som udgangspunkt gerne. Jeg ville gerne prøve mere teater, for det var pisse sjovt. ”Fint”, sagde Nikolaj, ”-det er jeg sgu glad for. Det bliver skide skægt”. Og så vendte han sig om for at gå.. Jeg spurgte ”undskyld, men hvilken rolle skulle jeg spille, hvis det var?”. Nikolaj gloede på mig: ”Simon selvfølgelig”.
WHAT?? Det kunne jeg overhovedet ikke få til at give nogen mening. Jeg lignede ham jo slet ikke, og jeg var alt for ung. Det mente Nikolaj ikke, var noget problem, og jeg tænkte: hvis instruktøren tror på mig, så må jeg også gøre det.
Vi startede i juletiden med at gå til prøver.. Det var mega spændende at mødes og øve med det kæmpe store hold af dygtige musikere, dansere og skuespillere. Jeg lagde mig jo desværre med lungebetændelse ikke så lang tid før premieren. Østre Gasværk der vidste, at jeg skulle lave ”Tal for dig selv”, gav mig fri i hele perioden efter jeg var blevet rask, så jeg ikke skulle smadre helbredet helt igen..
Mandagen efter de 13 shows i Cirkusbygningen var overstået, mødte jeg tynd og hostende op, og så hvor afsindigt meget de andre havde nået, mens jeg havde været væk. Det var vild luksus. Jeg skulle bare lige instrueres i, hvor og hvordan jeg skulle stå, og så var resten nærmest ordnet.
Anmeldelserne var blandede, men publikum var begejstrede. Vi spillede 98 gange i alt og der var stort set udsolgt hver gang. Det var pisse sjovt. Ikke kun samarbejdet med de andre men også bare at få lov til at lege Simon. Det gik sgu lidt i blodet på mig. Man var jo en superhelt i stykket. Man kunne ordne alt og dele Champagne ud til publikum. Det var svært at lægge fra sig, når man kom hjem om aftenen.
Det var også svært for mig, at få en hverdag til at fungere mens vi spillede. Jeg kunne ikke koncentrere mig om at holde fri om dagen, da det jo hele tiden hang over hovedet, at jeg skulle møde kl 18.00.
Jeg startede med at klæde om, og så fulgte tyve minutter i sminken, hvor to parykker og et kæmpe skæg skulle limes fast på min temmelig følsomme hud. Det kradsede ad helvede til, men det var bare af sted. To mikrofoner (én i reserve) skulle limes fast på kinderne og så ned til samling med hele holdet og ønske god forestilling. På med en stor pelsfrakke og så sidde i skjul oppe på sæderækkerne (hvor der var temmelig varmt) i et kvarter mens folk blev sluset ind på gulvet.
Så gik vi igang, og så fløj tiden jo.. Stykket indbød til, at man kunne improvisere rimelig heftigt, og det holdt én på tæerne. Jeg skulle starte stykket med at spille Tennis, og en enkel gang kom jeg til at tyre en bold i hovedet på en stakkels dame (det smadrede hendes briller). Det var frygteligt, og jeg anede ikke, hvad jeg skulle gøre. Jeg måtte jo ikke falde ud af rollen, så jeg kunne kun gnække undskyldninger med Spies dialekt og stikke hende en flaske champagne.
Vi havde også selv en del ulykker på scenen. Søren, som spillede Glistrup, fik forbrændt sine hænder på en eksploderende grill, og jeg forstuvede foden midt under en forestilling.. Det fik i øvrigt Se og Lort til at lave en forside med vanlig sans for overdrivelse: ”Anden kvæstet”. Det syntes min mor var rigtig fedt at se på et blad nede i Brugsen, og hun blev ikke specielt forskrækket..
Showet blev i øvrigt optaget og udgivet på DVD. Efter 98 forestillinger var jeg godt slidt, og da Østre Gasværk ville sætte stykket op igen, tænkte jeg, at det måtte altså blive uden mig.”
– Anders Matthesen (Anden.dk)
