Medvirken

“En dag i 97 ringede Jan Gintberg til mig inde på Voice og inviterede mig til et møde på Metronome med ham, Casper C og Lars Hjortshøj. Jeg tog derud, og det viste sig, at de skulle til at lave et lørdags underholdningsshow med Casper som vært, og de havde tænkt, at jeg skulle være med til at skrive og måske have mit eget indslag under arbejdstitlen ”Matthesen Avenue”.

Jeg tænkte først: Hvad fanden vil de drenge med mig? En ung tosse fra Albertslund der laver morgenradio og Puls om fredagen. Casper fortalte, at de skulle skyde programmerne inde på Vin og Ølgod, som jo var ejet af Dario Campeotto. Jeg sagde så et eller andet i stil med: ”Griner nok.. skal det skydes inde på selveste Darios Joint?” Og Casper råbte: ”Darios Joint – dét skal det hedde!”

Jeg havde kun tre krav til min ansættelse: Jeg gad ikke at lave kaffe, jeg ville selv på skærmen, og jeg nægtede at lave jokes, der var stjålet fra andre komikere. Det var så en aftale.
Så startede jeg med at møde på Metronome hver morgen og skrive jokes og holde møder og lære en masse om, hvordan man laver tv. Det var mit første fuldtids arbejde. Jeg forhandlede løn med direktøren og var meget stolt af de 27.000 om måneden, jeg fik hustlet hjem. Jeg kan tydelig huske, at jeg ringede til hele min familie og fortalte den gode nyhed.

Jeg havde i 4 år forsøgt at klare mig som komiker. I perioder havde jeg pædagogmedhjælper jobs ved siden af, i andre perioder var jeg på overlevelses hjælp og samlede smøger op fra gaden. Der var ganske vidst kommet lidt skred i det hele efter Hustler turen, men stadig: Jeg var blevet mega underbetalt inde på Voice og havde kun kunne overleve med stand-up’en og radioreklame speaks som bi-indtægt (det var dengang). Så det med pludselig at have fast løn var en fantastisk fornemmelse. Jeg fik endda råd til at købe min første bil: en orange Mazda 323 fra 86, som den nystartede komiker Thomas Hartmann hjalp med at finde til mig (det var faktisk sådan vi blev venner).

Det var en sjov tid. Jeg var den yngste på redaktionen, og alle de andre havde huse og børn og snakkede om at lave mad med parma skinke. Jeg leverede lidt slang og lidt attitude og fik klippet håret helt kort og affarvet det med sorte noder i som mønster (det var sikker hipt dengang). Jeg kan huske, at jeg optrådte på Chaplin i Viborg en aften. Efter showet kom en eller anden bondeknold hen og sagde: ”Det der hår, det er bare ikke Viborg”. Dertil måtte jeg jo svare: ”Det er rigtigt.. Det er mit hår og ikke en by” (han syntes ikke jeg var lige så sjov, som jeg selv syntes).

Ugerne gik, vi skrev og skrev, og første optagedag nærmede sig. Efter premieren skulle der så produceres et program om ugen i seks uger (eller otte? – det har jeg glemt). I denne tid øvede jeg mig i at skrive jokes på dagens aviser hver eneste dag. Jeg har stadig en fem cm. tyk papir stak liggende med jokes fra den tid. Showet blev ikke den store succes, men det var pisse skægt at lave. Casper var vært, og jeg var ”ude i marken” med et eller andet projekt. Fx skulle jeg dele mad ud til de ældre. Det skulle være hurtigt og nemt, så jeg skød en frikadelle-kanon af, op til en gammel dame på fjerde sal der så kunne gribe maden fra sit vindue. Det var sjovt at kunne bruge så mange penge og få ting til at ske. Vi skulle bare sidde der i vores skater tøj og være fjollede og sige: ”Vi skal bruge en kanon, der kan skyde med frikadeller”, og ugen efter stod der så en sådan kanon – specielt fremstillet til lejligheden.

Jeg syntes, både Casper, Lars, Jan og resten af holdet var nogle dejlige mennesker, og jeg følte mig meget hjemme på redaktionen. Vi holdt midtvejsfest på restaurant ”Bastionen og løven” med hele holdet. Vi skulle videre i byen senere, men jeg skulle først optræde på Comedy Zoo. Jeg inviterede hele holdet ind for at se mit show. Jeg ringede til FBI og fik reserveret pladserne og glædede mig meget til, at drengene skulle se mig optræde (ingen af dem havde nogensinde set mig optræde – jeg var faktisk blevet ansat på, hvad andre folk havde sagt om mig). Jeg forlod restauranten og kørte i taxa til Zoo. Resten af holdet ville ”følge efter om lidt”. De dukkede aldrig op, og jeg forstod slukøret, at mit show og det jeg gik og lavede måske var noget vigtigere for mig end for alle mulige andre (rimeligt nok). Men dér tog jeg så en beslutning om, at fra nu af ville jeg selv være hovedpersonen.”

– Anders Matthesen (Anden.dk)