“Jeg skulle have lavet et show, og jeg vidste præcis hvornår og at det skulle sættes til salg i god tid. Så jeg skulle jo bruge en plakat. Jeg var træt af spase komik plakater med glade fjæs og sjove titler. Jeg var inspireret af visse rappere og snakkede med Martin Veltz fra FBI om, at jeg ville have, hvad jeg dengang kaldte en L.L. Cool J. plakat.
Vi hookede op med Hans, der knipsede et par billeder, der skulle være lidt hiphop-munke-seje. Efter 14 knips trak jeg vejret dybt og kiggede ind i linsen. Og lige dér vidste jeg bare, at billedet var i kassen (normalt tager man måske billeder i 3 timer). Vi stoppede straks og satte digital kameraet til computeren. Ganske rigtigt; 14 fuldstændigt anonyme og ligegyldige billeder og så dét, som det faktisk endte med. Vi var slet ikke i tvivl: Fyraften og tak for nu.. Der var ingen grund til at fortsætte.
Veltz, som laver de fleste af FBI plakaterne og som også har lavet “Anden paa coke” og “Soevnloes” coveret, lavede en super dyster plakat, og sammen med Audrey jammede jeg titlen frem: Tal for dig selv.. Uha det lovede godt.. men hvad?
Jeg aner ikke hvor idéen kom, fra men pludselig en dag vågnede jeg bare op og tænkte: Der var den! Et show der består af to ens men alligevel vidt forskellige halvdele: en lys og en mørk.
Inden jeg overhovedet havde fundet ud af, om det kunne lade sig gøre, fortalte jeg Hartmann om idéen. Han råbte op midt i træningssalen på Søborg hovedgade. “Sig det er fucking løgn. Den idé har JEG jo også lige fået”. I denne branche er der sådan noget med at sige helle for.. Hvis man har et fedt emne eller en idé er det bare med at sige det højt og helst på scenen. På denne måde var det jo mig der havde claimet idéen, fordi jeg fortalte om det først. Jeg foreslog dog, at vi skulle snakke om det, men Hartmann insisterede på, at han hellere ville se, hvad JEG fik ud af idéen end at lave showet selv.
Efter vi var blevet færdige med Jul på Vesterbro, og Tivoli revyen også var slut, tog Hartmann og jeg af sted til Gran Canaria, hvor alle troede vi var et bøssepar på eventyr. Vi troede, vi skulle sidde og skrive, men efter at have gjort det i to timer tænkte vi: Fuck det! Vi skal ud og gå..
Vi købte tre diktafon bånd hver, og jeg havde min diktafon med. Så udnævnte vi simpelthen den første dag til at tilhøre mig og kun mig. Næste dag var Hartmanns, og så skiftede vi igen. 3 dage af ferien fik vi hver i sær. De dage tog man så et af sine bånd og satte i diktafonen. Og så vadede vi simpelthen rundt, spiste frokost, trænede, gik og gik og gik og shoppede lidt. Hele tiden med diktafonen klar. Ham, hvis dag det var, måtte bestemme fuldstændig HVAD der skulle skrives på.. Om det skulle være bits eller overordnet struktur eller små “oneliners” eller hvad.. Jeg skulle jo have “Tal for dig selv” færdig, og Hartmann skulle bruge materiale til “Farvelagte frustrationer”.
Er du sindssyg, hvor vi knoklede. Jeg kom hjem med tre fyldte diktafon bånd. På den måde opfandt vi den fedeste arbejdsform.. Vade rundt og tjekke udsigten og få sol, mens to hjerner står åbne over det samme emne.. Snakken går, og diktafonen er klar i lommen.. Senere kan man skrive rent og skrive til i fred og ro.. men idéerne bugnede på de tre små bånd i min taske.
Da jeg kom hjem, gentog jeg jubilæums succesen fra året før og lavede et ti års jubilæums show 22. oktober 2003. Jeg fik S-TV til at filme de to sæt, hvor jeg eksperimenterede med det gode mod det onde (disse optagelser finder måske en dag vej til folk). Jeg havde rimelig meget materiale..
Lortet skulle jo selvfølgelig bare også struktureres, og det foregik hen over efteråret og vinteren. Jeg startede prøver på Simon i november, og gik til prøver i julen mens “Jul på Vesterbro” kørte i fjernsynet, og jeg skrev show om aftenen og byggede langsomt de to halvdele op over for hinanden (sikke et puslespil). 13 shows var udsolgt i Cirkusbygningen, og jeg hookede op med Morten Lorentzen, der havde instrueret “Jul på Vesterbro”. Jeg bad ham kigge på, mens jeg øvede de to halvdele.
Morten mente ikke, at den positive del var glad og smilende nok. Mange komikere havde advaret mig og sagt, at det nok ikke ville virke med positiv stand-up. Jeg var fast besluttet på, at det SKULLE virke, men jeg måtte ind og føle mig positiv, hvis jeg skulle kunne være positiv. Nikolaj Cederholm havde lavet maske træning med Simon holdet, og selvom jeg synes, det var MAX fesent, måtte jeg ty til at prøve at udvikle den positive figur på den måde..
Jeg stillede mig nøgen foran spejlet derhjemme (for ikke at have mulighed for at gemme mig bagved noget så at sige). Derefter malede jeg mig hvid i skærmen og stod der og lignede en trist grim blotter Pjerrot. Nå, men smilet kom på plads, og glæden og positiviteten voksede frem. Morten var tilfreds ved næste øver. Så langt så godt.
Premieren nærmede sig, og jeg gik til prøver på Simon hele dagen og øvede “Tal for dig selv” om aftenen. Jeg var i topform. Masser af energi og stærkere end nogensinde før. Og så kom lungebetændelsen. Ti dage inden premieren fik jeg fyrre i feber. Det varede i små 14 dage, uden at gå over. Jeg mistede appetitten og tabte i alt 8 kg (så jeg røg ned på 63). Dette betød, at jeg vaklede, når jeg gik, og mine hofter stak frem som sådan nogle sære pukler.
Jeg har aldrig været så syg før i mit liv. Jeg troede vitterligt, at min krop var ved at give op og begyndte så småt at overveje mit testamente. Det der optog mig mest var: hvem skulle have showet? Det måtte jo helst ikke gå til spilde, så hvem kunne jeg bede om at opføre det for mig? Jeg tænkte, at Hartmann ville være den mest nærliggende, dersom han var den, der kendte showet og mig bedst.. Nå, men så fik jeg noget suppe, og så kunne jeg jo godt se, at det nok ikke ville gå så slemt.
Jeg havde, ud over en akupunktør der kom dagligt, to forskellige læger på besøg, der begge gav mig antibiotika. Nogle rigtigt skrappe kure der overhovedet ikke kunne slå feberen ned. Premieren oprandt, og vi måtte aflyse. Der var stadig fyrre i feber og hoste trip galore. Folk gik amok og skrev i gæstebogen, at jeg da var det største svin, fordi de kom helt fra Bornholm osv.. Det var også synd, men hvad fanden kunne jeg gøre?
Læge nummer to der kom denne dag sagde, at jeg godt kunne droppe at komme på scenen de første fjorten dage. Her besluttede jeg, at det var på tide at skifte læge. Vi fik fat i Jan Værnet, som har erfaring med showbiz. Han forstod omgående, at jeg bare skulle gøres klar til det show. Han fik mig uden om diverse køer ind til scanning og røntgen og tests.
Vi endte med at aflyse tre shows i alt. De to af dem kunne vi sætte ind senere i perioden. Med hensyn til det sidste show var det bare ærgerligt. Det var de dyreste sygedage, jeg nogensinde har haft. Jeg var ikke forsikret! Og folk var vrede og kede af det. Da vi endelig forsøgte at sige go for første show, stod Jan Værnet i kulissen og lyttede på mig. Jeg skulle puste i sådan en lunge-john, lige inden jeg gik på. Da jeg kom ud, målte han mig igen.. Vi havde overlevet. Showet var gået fint, på trods af at kostumet var en del for stort, og der blev hostet under vejs.
Fra da af blev det bare bedre og bedre med helbredet hver dag. Vi havde dvd-optagelse efter en uge. Her havde jeg taget en del på igen, men dog ligner jeg stadig et skelet på optagelserne (som man kan se som ekstra materiale på “Tal for dig selv” DVD’en). Jeg var ærligt talt ikke tilfreds med optagelserne, så det endte med, at vi fik produceret hele balladen igen i Skovdalen i Aalborg. Dette viste sig at være en god beslutning (selvom det var dyrt). Jeg lagde som sagt de andre shows på som ekstra materiale, for at give folk en mulighed for at se hvor meget et show udvikler sig under en turné, og hvor stor forskel der kan være på både publikums begejstring og min præstation.
Som de mange shows skred frem, begyndte tilkendegivelserne at vælte ind.. Mange var positive, men der var også virkelig mange skuffede folk, der ville have haft Stewart og et nyt “Hva snakker du om”. I dag hører jeg faktisk aldrig noget negativt om “Tal for dig selv”. Kritikken kommer sjovt nok altid, når et skift finder sted. Men hold kæft hvor hørte jeg meget lort fra folk, der syntes, jeg var blevet Buddha agtig og fesen. Da jeg så senere lavede “Anden paa coke?”, var mange folk pludselig sure over, at det ikke var mere ligesom “Tal for dig selv”.
Folk må synes præcis hvad de vil. Jeg blev sgu også bitter, dengang Beastie boys’ “Pauls boutique” udkom. Jeg ville have, de skulle lyde, som JEG kendte dem fra “license too ill”. Mange år senere først, fattede jeg, hvor geniale de var – og er. Det fik mig til at indse, at man må gøre, hvad man SELV finder rigtigt og så lukke ørerne over for enhver form for kritik (med mindre den kommer fra folk, man stoler på og selv har bedt om kritik). Det har jeg levet efter siden, og det har gjort mit liv meget bedre. Det jeg så bliver kritiseret for nu er, at jeg er arrogant, fordi jeg ikke vil tage imod rettelser fra Lonnie i Brøndby.. Hmm Kald mig arrogant, men jeg synes faktisk, jeg klarer mig okay uden..
“Tal for dig selv” DVD’en med sin store mængde af ekstra materiale (jeg havde bla. fået “Terkel folkene” fra A-film, til at lave en tegnefilm om den Indokinesiske humlehejre), Veltzes enkle men smukke, symmetriske cover og så det bedste show jeg til dato havde leveret, blev min absolutte stolthed. Da det kom fra trykkeriet, og jeg stod med det første eksemplar i hånden, tænkte jeg. “Jesus det bliver ikke bedre”.
Også flere kolleger sagde til mig: “Det eneste der er ærgerligt ved “Tal for dig selv” er, at du jo aldrig kommer til at overgå det show.. Det må sgu da være hårdt, når nu du skal lave nyt show i 2006″. Hertil kunne kun svares én ting: “Jeg kommer naturligvis til at losse røv på “Tal for dig selv”! Der er kun en vej, og det er frem” Og så gik jeg ellers hjem og lagde hovedet i blød..”
– Anders Matthesen (Anden.dk)
