“Bossy og jeg havde lavet “Hva´snakker du om” og “Jul på Vesterbro” til DRs Børneradio. Vi ville lave noget nyt i stedet for en ny CD med sketches. Jeg huskede, hvor glad jeg var for Disney kassettebånd og historier på lydbog, da jeg var yngre. Vi ville lave en film, man kunne høre. En historie, som skulle bringes som føljeton i Børneradio, og derefter udgives på CD.
Vi præsenterede idéen for Sony og Børneradio. Jeg tegnede og fortalte, hvordan jeg havde tænkt mig, at historien skulle være. Alle var med, og vi lagde planer for, hvordan og hvornår det hele skulle forløbe. Jeg fik historien på plads i hovedet og skrev den ned i manuskriptform på ganske få dage.
Bossy og jeg gik igang med at indspille. Vi tog et kapitel af gangen og lavede sideløbende de mange sange, der skulle med. Vi kæmpede for at nå vores deadline. Vi havde lange nætter med musikere, der skulle spille mærkelige instrumenter ind. Og da vi endelige blev færdige, natten før vi skulle aflevere CD’en til masterering, skulle vi lytte det hele igennem og tjekke det for fejl. Vi var så trætte, at vi begyndte at gøre rent, bare for at holde os vågne.. Til sidst måtte vi skiftes til at lytte ti minutter, mens den anden sov på gulvet. Tidligt næste morgen var vi færdige og tog direkte afsted til masterering.
Terkel fik sine fans, men CD’en blev ikke lige så stor en succes, som den foregående. Det ærgrede mig meget, da jeg syntes vi havde lavet noget rigtig lækkert. Derfor blev jeg straks nysgerrig og interesseret, da A-film flere år senere kontaktede mig med en 5 minutters dummy på en computeranimeret film. Jeg sagde straks top, og at de bare kunne gå i gang. Jeg selv havde travlt med Julekalender, Tivolirevy, Simon og Tal for dig selv, så det var egentlig meget begrænset, hvor meget jeg blandede mig. Jeg godkendte løbende det, de dygtige animatorer lavede, og pludselig var den bare færdig, og vi var klar til premieren.. Jeg kunne hurtigt se, at dette her ville blive stort. Det blev det! Terkel blev set af et uhørt antal biografgængere og blev dermed den mest sete biograffilm det år.
Nogen (som må have arbejdet på A-film eller Nordisk Film) lagde desværre pludselig en pirat version af filmen ud på en server i Riga (så vi ikke kunne få den lukket). Det betød, at folk brændte og solgte filmen, mens den stadig gik i biffen. Da den rigtige DVD kom på gaden, var der 30.000 pirat eksemplarer i omløb i Danmark.
Filmen er senere versioneret og solgt til adskillige lande, bla. Italien, Thailand, Tyskland, England og Norge. Jeg synes filmen blev pisse god, men jeg er stadig meget mere begejstret for den version, der ligger på CD’en. Det vil altid være den RIGTIGE “Terkel i knibe” – for mig.
Der skal ikke laves en to’er af Terkel, for det ville være mega nederen. Hvis jeg lavede det samme igen, med Terkel og Jason som lidt ældre med nye problemer og ellers samme univers, ville folk sige: “Det er jo det samme lort”. Og hvis jeg lavede en ny og spændende historie, med masser af forandringer, ville folk sige: “Det er jo ikke Terkel, hvorfor har du lavet om på det?” Jeg tror ikke folk har tænkt det igennem når de efterlyser en toer. Jeg tror i virkeligheden folk bare gerne vil have slettet etteren fra deres hukommelse og så se den igen – for første gang.”
– Anders Matthesen (Anden.dk)