2019

“Istedet udvikler De Frivillige sig til en temmelig nærværende sort komedie, om spillet mellem den finpolerede, skræddersyede Marcus, og den uansete, blide Niels. Det er et spil, som Marcus er velbekendt med, men som Niels kun har mestret inden for fængslets rammer, og ud springer der en temmelig effektiv dialog omkring hvad det vil sige, at have magten—især når den lader til at stride imod almen menneskelighed og forventningen om, hvor det findes. […]

Det er et utrolig interessant emne, der bliver taget op, og selvom filmens historie stiller langt flere spørgsmål end den er beredt på at svare, så er den smukt forankret i en filmkunst, der trækker noget af det bedste ud af både kameraet og musikken. […] Livlig og intens stemning udformes af flot kameraarbejde og næsten så perfekt et lydspor, som man kunne bede om. […]

Instruktør Frederikke Aspöck formår at stille de problemstillinger op, som filmen tager udgangspunkt i, uden at virke belastende eller melodramatisk, med det ene forbehold, at spidsfindigheden til tider bliver trukket tilbage lige langt nok. Ikke desto mindre er De Frivillige en interessant og æstetisk oplevelse, der ved just hvor langt den kan trække det.

Danmarks komiske guru Anders ”Anden” Matthesen spiller Niels, som man kommer til at holde af, på trods af at han har gjort modbydelige ting. Det er en modig rolle som Matthesen har taget, og karakteren kunne nok heller ikke have lykkedes uden ham. Faktisk er han den som har den mest komplekse karakter, og det er først efter man har set filmen, at man bliver imponeret over Matthesens preformance.”

“De frivillige er en fremragende film, der både leverer en dyster sort komedie, men også giver et foruroligende portræt af den råddenhed, der ligger lige under overfladen i det danske samfund. Hvis man bare kigger på filmen helt overfladisk, skal den nok underholde de fleste, med det skæve persongalleri og fængselsdramaet. Men hæver man det op på et makroniveau, og reflekterer over, hvad filmens egentlige budskab er, bliver det pludselig til en ganske enestående oplevelse. Der er noget for enhver, og den er i hvert fald værd at se i biografen.”

Rasmus Seebach eller højskolesangbogen? Det er spørgsmålet i én film, jeg melder mig frivilligt til at se igen.
Svaret på spørgsmålet begynder med et ønske om næsten frivillig isolation. Finans-banditten Markus Føns er blevet sendt direkte i fængsel efter derouten med Innovation House. Her bydes der velkommen med spark og slag fra Fede-Carstens håndlangere – lillebror tabte millioner på grund af Føns’ frås. Sådan begynder de fleste fængselsfilm. Fra “R” til “Profeten“. Fra bunden til rejsen imod toppen af hierarkiet. Men “De frivillige” er ikke som alle andre fængselsfilm. Det er en komedie – af en slags. Føns tager nemlig en isoleret omvej til toppen hos de pædofile og kvindemorderne, der ikke skal nyde noget af at få opkrævet renters rente fra Fede-Carsten & Co. […]

Jeg kendte på forhånd ikke manuskript-forfatter Lars Husum, men han rammer en tone, som dansk film har savnet, siden Anders Thomas Jensen var bedst med “Blinkende lygter”. I centrum er Anders Matthesens korleder, der bestemmer takten i koret. “Jens Vejmand” synges i alt for højt tempo efter en opvarmning, der består i at sige ’Met-te-te-te-te’ og ’Rik-ke-ke-ke-ke’. Det er sjovt.