Fængslende filmoplevelse

Film: De Frivillige
Anmelder: Sjællandske, Helle Sihm
Bedømmelse: 5 stjerner

“Verdensklassespil i den realistisk-absurde dramakomedie »De frivillige« […] Lydsiden er nemlig noget helt specielt, originalt og gennemført her: En vigtig og væsentlig del af både handling og stemning. Salme-og Højskolesangbogens mest kendte og elskede skatte klokkeklart flerstemmigt afviklet a cappella i lyntempo illustrerer den selvudnævnte korleder Niels’ hysteriske almagt (endnu da!) over den lydigt syngende skare. Og selve soundtracket -ledsagelyden består udelukkende af rytmefaste, suggererende lyde, som kunne være reallyde: Hamren på metaltremmer, trampen i betongulve, smækken af celledøre, klikken af låse -er en gennemført medrivende gang stomp, som går lige i øret og opbygger den intenseste stemning. Det er genialt. […] Næsegrus beundring også til multitalentet Anders Matthesen, som her viser, at han ikke » bare « mestrer alle poster i egne produktioner, men at han også ubesværet udfolder og indordner sine genialiteter inden for andres instruktion.”

‘De frivillige’ får os til at heppe på de speedsyngende perverses vanvid

Film: De Frivillige
Anmelder: Information, Katrine Hornstrup Yde

“At instruktør Frederikke Aspöck og manuskriptforfatter Lars Husum har valgt at give filmens umage fængselskor det særpræg, at de synger Højskolesangbogens danske hits i firedobbelt tempo, dikteret af den »uofficielle korleder«, Niels (Anders Matthesen), er klassisk dansk sortkomik. Det er en joke, der bliver til en reel ørehænger for publikum, og som også karakteriserer de sociale outcasts: Deres spøjse misforståelse af noget, alle andre ved, bliver et sødt billede på deres sære fællesskab.

Husker I Ove Ditlevsen? De Frivillige minder på den måde om Anders Thomas Jensens dystert-søde samling af såkaldte ‘ tabere’ i bl. a. Blinkende Lygter, De grønne slagtere og Mænd og Høns. […]

Særligt virker det, når filmen lukker alvoren ind og viser den tidligere håndboldtræner Niels’ møder med sin hustru, som lider under social eksklusion oven på husbondens ugerninger. Så sidder han der over for den, han elsker, og som er så ked af det, fordi han har gjort noget så uhyggeligt og dystert. Når man ser den mørke tristhed i hans øjne – det leverer Matthesen virkeligt godt – gør De frivillige noget nyt og vovet: Midt i alt det sjove og grove bliver fængslet og filmen en slags vanskelig og nødvendig zone for den mellemmenneskelige viljeshandling, det er fuldt ud at rumme nogen, der har sider, man aldrig ville kunne rumme.”

Læs hele anmeldelsen her: www.information.dk

Anmeldelse: Anders Matthesen imponerer igen

Film: De Frivillige
Anmelder: BT, Thomas Brunstrøm
Bedømmelse: 4 stjerner

“Alt, hvad Anders Matthesen rører ved for tiden, bliver til guld, og Matthesen er da også det største scoop i Frederikke Aspöcks ’De frivillige’. […] På isolationsgangen er den uofficielle leder af koret, Niels (Anders Matthesen), i toppen af hierarkiet, men Markus er ikke vant til at være underlegen, så snart udspiller der sig en drabelig magtkamp mellem de to alfa-hanner. Ikke med slagsmål og hjemmelavede stikvåben, som man kender fra traditionelle fængselsfilm, men med manipulation og konstant konkurrence om at få ansatte og indsatte over på egen side. Det er ret interessant at følge – og mere vigtigt: herligt uforudsigeligt. Selv langt inde i filmen ved man egentlig ikke præcist, hvor vi er på vej hen, der leges elegant med hvor sympatien mellem Markus og Niels ligger, og slutningen styrer modigt uden om alt, der minder om nemme løsninger. Anders Matthesen imponerer som den emsige regelrytter Niels, der på én gang er røvirriterende, men også på sin vis ynkelig og mærkværdigt elskværdig.”

Læs hele anmeldelsen her: www.bt.dk

Uskrevne regler og menneskelighed i fængslets fangarme

Film: De Frivillige
Anmelder: Metronaut.dk, Niclas Juul
Bedømmelse: 5 stjerner

“Istedet udvikler De Frivillige sig til en temmelig nærværende sort komedie, om spillet mellem den finpolerede, skræddersyede Marcus, og den uansete, blide Niels. Det er et spil, som Marcus er velbekendt med, men som Niels kun har mestret inden for fængslets rammer, og ud springer der en temmelig effektiv dialog omkring hvad det vil sige, at have magten—især når den lader til at stride imod almen menneskelighed og forventningen om, hvor det findes. […]

Det er et utrolig interessant emne, der bliver taget op, og selvom filmens historie stiller langt flere spørgsmål end den er beredt på at svare, så er den smukt forankret i en filmkunst, der trækker noget af det bedste ud af både kameraet og musikken. […] Livlig og intens stemning udformes af flot kameraarbejde og næsten så perfekt et lydspor, som man kunne bede om. […]

Instruktør Frederikke Aspöck formår at stille de problemstillinger op, som filmen tager udgangspunkt i, uden at virke belastende eller melodramatisk, med det ene forbehold, at spidsfindigheden til tider bliver trukket tilbage lige langt nok. Ikke desto mindre er De Frivillige en interessant og æstetisk oplevelse, der ved just hvor langt den kan trække det.

Læs hele anmeldelsen her: www.filmpuls.dk

Filmanmeldelse: De frivillige

Film: De Frivillige
Anmelder: Filmpuls.dk, Jakob Sørensen
Bedømmelse: 5 stjerner

“På overfladen ligner ’De frivillige’ en komediefilm, hvilken den langt af vejen også er. Men det er også et samfundskritisk værk, der tør at stille nogle svære eller ubehagelige spørgsmål til vores straffesystem. Det er også imod filmens tredje akt, at det sjove bliver puttet lidt til side, og dramaet indtræffer, hvilket måske lyder miserabelt for dem, der kun har købt biografbilletten for at grine. Men rent faktisk så fungerer denne genreombytning. Og set ovenfra, så et dette en langt mere kompleks historie, end hvad man først troede, og derfor sætter man mere pris på filmen.Men når det kommer til komikken, så rammer filmen også plet her. Det er ikke ”fald på halen” komik, men god dansk humor, med lidt af den ironi, som vi alle elsker. Der er dog også utrolig modigt, at lave en film, hvor der nærmest er en lun og smadder hyggelig atmosfærer omkring ”de perverse”, trods alle de modbydeligheder de har gjort. I enden, så kan jeg kun lykønske instruktøren Frederikke Aspöck, der har formået at blande alvor og komik sammen på en måde vi sjælden ser her hjemme i andedammen. […]

Danmarks komiske guru Anders ”Anden” Matthesen spiller Niels, som man kommer til at holde af, på trods af at han har gjort modbydelige ting. Det er en modig rolle som Matthesen har taget, og karakteren kunne nok heller ikke have lykkedes uden ham. Faktisk er han den som har den mest komplekse karakter, og det er først efter man har set filmen, at man bliver imponeret over Matthesens preformance.”

Læs hele anmeldelsen her: www.filmpuls.dk

“De Frivillige” er absurd humor i et alvorligt miljø med en fremragende Anders Matthesen.

Film: De Frivillige
Anmelder: Cinemaonline.dk, Maria Bjerregaard
Bedømmelse: 5 stjerner

“Anders Matthesen var sidste år aktuel med hans film ”Ternet Ninja”, som solgte over 700.000 billetter. Nu er han så tilbage i instruktør Frederikke Aspöck nyeste komediedrama ”De Frivillige”. Selvom dette kun er hans fjerde rolle i en spillefilm, så kan Matthesen intet andet end at imponere. […] Også Anders Matthesen er fremragende i rollen som den empatiske Niels, som kæmper med sine dæmoner, hvilket har gået ud over sin familie. Men Matthesen formår at spille Niels’ skrøbelige og sårbare side til perfektion. […] ”De Frivillige” er humoristisk, samfundsbevidst og velspillet. Anders Matthesen viser endnu engang sit kæmpe talent, men Jacob Lohmann giver ham et godt modspil. Manuskriptet er fyldt med både sjove og alvorlige øjeblikke, og kampen om den altgørende magt er sat i gang.”

Læs hele anmeldelsen her: www.cinemaonline.dk

Fængslende fængselsdrama

Film: De Frivillige
Anmelder: Folketidende, Hans Jørgen Møller
Bedømmelse: 5 stjerner

“Genialiteten i Frederikke Aspöks film og Lars Husums manuskript ligger i, at Niels ikke bare er the good guy og Markus Føns den onde. De er tværtimod skildret som rigtige mennesker, med alle de fejl og de gode intentioner, som den slags er udstyret med. Og de hjælpes godt på vej af de øvrige skuespillere i ” De frivillige”.

Jacob Hauberg Lohmann og Anders Matthesen er fantastisk godt castet. Troværdige som bare fanden, og ” Anden” lægger i den grad nye alen til sit store talent, som vi kender i forvejen fra såvel hans stand up karriere som fra hans film om Terkel og om den ternede ninja. Søren Malling, Anders Brink Madsen og Christopher Læssø lader dem ikke meget efter. Alle er de med til at gøre ” De frivillige” til en rigtig sjov film, hvor vi griner meget undervejs.

Men hvor latteren bliver stikkende i halsen, fordi tragedien og uretfærdigheden lurer lige under overfladen. Vi går fra biografen med bevidstheden om, at uden et fællesskab går det ikke. Men også med påmindelsen om, at de smarte oftest narrer de mindre smarte og strømlinede. Og med bevidstheden om, at vi har oplevet nogle af livets store spørgsmål kogt ned til 93 minutter i en lille fynsk arrest. Derfor skal ” De frivillige” også have fem meget store stjerner herfra.”

 

En fremragende sort komedie

Film: De Frivillige
Anmelder: Kulturbunkeren, Adib Scott Schmidt
Bedømmelse: 5 stjerner

“De frivillige er en fremragende film, der både leverer en dyster sort komedie, men også giver et foruroligende portræt af den råddenhed, der ligger lige under overfladen i det danske samfund. Hvis man bare kigger på filmen helt overfladisk, skal den nok underholde de fleste, med det skæve persongalleri og fængselsdramaet. Men hæver man det op på et makroniveau, og reflekterer over, hvad filmens egentlige budskab er, bliver det pludselig til en ganske enestående oplevelse. Der er noget for enhver, og den er i hvert fald værd at se i biografen.”

Læs hele anmeldelsen her: www.kulturbunkeren.dk

De Frivillige – anmeldelse

Film: De Frivillige
Anmelder: Filmz.dk, Morten Vejlgaard Just
Bedømmelse: 5 stjerner

Rasmus Seebach eller højskolesangbogen? Det er spørgsmålet i én film, jeg melder mig frivilligt til at se igen.
Svaret på spørgsmålet begynder med et ønske om næsten frivillig isolation. Finans-banditten Markus Føns er blevet sendt direkte i fængsel efter derouten med Innovation House. Her bydes der velkommen med spark og slag fra Fede-Carstens håndlangere – lillebror tabte millioner på grund af Føns’ frås. Sådan begynder de fleste fængselsfilm. Fra “R” til “Profeten“. Fra bunden til rejsen imod toppen af hierarkiet. Men “De frivillige” er ikke som alle andre fængselsfilm. Det er en komedie – af en slags. Føns tager nemlig en isoleret omvej til toppen hos de pædofile og kvindemorderne, der ikke skal nyde noget af at få opkrævet renters rente fra Fede-Carsten & Co. […]

Jeg kendte på forhånd ikke manuskript-forfatter Lars Husum, men han rammer en tone, som dansk film har savnet, siden Anders Thomas Jensen var bedst med “Blinkende lygter”. I centrum er Anders Matthesens korleder, der bestemmer takten i koret. “Jens Vejmand” synges i alt for højt tempo efter en opvarmning, der består i at sige ’Met-te-te-te-te’ og ’Rik-ke-ke-ke-ke’. Det er sjovt.

Læs hele anmeldelsen her: https://filmz.dk/film/de-frivillige