Matthesen: Stadig en gæst i filmens verden

Udgivet af: Casper Hindse, Ekkofilm.dk


Anders Matthesen har tidligere haft succes med animationsfilmen Terkel i knibe og komedien Sorte kugler, der solgte henholdsvis 376.000 og 402.000 billetter.

Men begge film havde begge premiere i 00’erne, så hvorfor er det først nu, at Anders Matthesen er tilbage i filmverdenen med så stor tilstedeværelse?

 

”Jeg vil udfordres og fortælle historier, der interesserer mig. Og jeg er ikke færdig med den ternede ninja endnu, så nu forsøger vi faktisk at lave én mere. Så længe der er en historie, vil jeg gerne lave den, men jeg går ikke efter succesen, og jeg gider i hvert fald ikke trykke copy-paste på tidligere opture,” siger komikeren og ryster så eftertrykkeligt på hovedet, at han til forveksling ligner en af sine animationsfigurer.

 Hvorfor egentlig ikke?

”Jeg bryder ikke om at skrive, og jeg kan ikke lide, når tingene bliver et arbejde. For mig er det vigtigt ikke at forvandle noget kreativt og sjovt til et job. Derfor kan jeg heller ikke lide skrivning for skrivningens skyld, men jeg bliver ofte nødt til at skrive for hele tiden at kunne være i gang. Og processen er stort set altid nemmere, når det kommer til standup.” (…)

 

For komiker Matthesen er det afgørende, at der er fart under tanke og handling.

”Jeg har brug for det spontane, og når en tv-station ringer og siger, at de har en million til en julekalender, så er jeg klar. Og med Ternet Ninja var det bogen, jeg kunne fokusere på, og så havde jeg producere, der kunne stå for alt det andet,” siger Matthesen og blinker kort med sit ikoniske tick i højre øjenkrog.

 Så hvis du har folk nok omkring, kunne du godt skabe noget, som ville hive dig endeligt ind i filmbranchen?

”Jeg skal bare være sikker på, at det bliver til noget. Hver eneste gang. Jeg har virkelig svært ved at lave noget, hvis der ikke er garanti for, at det bliver realiseret. Jeg kan ikke fordrage, når nogen spørger: ’Skal vi mødes og se, om vi kan finde ud af noget?’ Nej, vi skal kun mødes, hvis vi er sikre på, at det her kan blive til noget. Færdig.”

Læs hele interviewet her: https://www.ekkofilm.dk/artikler/stadig-en-gaest-i-filmens-verden/

Anden er tilbage i provinsen med koppen fuld af materiale

Udgivet af: Frederik Alexander Vording, TV2 Lorry


Anders ‘Anden’ Matthesen dropper rollerne og leverer god, ærlig forstadshumor i sit nye show.

Hvad er det egentlig ved ham Anders ‘Anden’ Matthesen, som gør, at danskere elsker ham? Komikerens nyeste film, Ternet Ninja, har skrevet historie med mere end 900.000 solgte billetter.

Hans 25 års jubilæumsshow fyldte Royal Arena i efteråret 2018. Fem gange. Og nu står han her allerede – kun få måneder efter – i Portalen i Greve. Smilende og afslappet. Og med masser af gæster, der har betalt for at se ham.

Anders Matthesen er tilbage på landevejen. I forstæder og i provinsen, og han mangler ikke materiale.

– Jeg kan næsten ikke stoppe, men jeg er altså nødt til at gå, råber han til publikum tyve minutter inde i sit ekstranummer.

– Der er altså fem minutter til næste hold kommer, siger han glad. (…)

De seneste år har fokus været på større shows med karakterer og koreografier. Filmmanuskripter og sangtekster. Og måske netop derfor, har Anders Matthesen igen haft trang til at teste sig selv af. For kan han stadig gøre det som klassisk stand-up’er – uden at spille en rolle som Arne Nougatgren, Stewart Stardust eller Luccas Berggren?

– Jeg bryder mig ikke så meget om at arbejde, hvis ikke jeg kan se resultatet med det samme. Det er også, derfor jeg ikke laver så mange film. Nu har jeg lige lavet min animationsfilm, og det var tilgengæld dejligt, da den så kom ud. Et kæmpe eventyr. For alt arbejdet ligger bag en, siger han.

Læs hele interviewet her: https://www.tv2lorry.dk/artikel/anden-er-tilbage-i-provinsen-med-koppen-fuld-af-materiale

Ternet Ninja slår vild rekord

Udgivet af: Nicki Bruun, Ekko


Anders Matthesens animationskomedie fortsætter himmelfarten ved at komme over 900.000 solgte billetter og blive den bedst omsættende danske film nogensinde.

Det er snart svært at finde på flere superlativer, når det kommer til succesen for Anders Matthesens animationskomedie Ternet Ninja.

Filmen har slået rekorder siden premieren 1. juledag, og publikum bliver bare ved med at strømme ind til den morsomme ungdomshistorie om Aske og hans møde med en hævngerrig ninjadukke.

Nu har filmen krydset endnu en milepæl: 900.000 solgte billetter. Det er ikke sket, siden Jarl Friis Mikkelsen og Ole Stephensen med Walter og Carlo – op på fars hat hittede i 1985.

Det placerer Ternet Ninja på en ottendeplads over de mest sete danske film nogensinde. Den liste er dog kun blevet målt siden 1976, dog med enkelte ældre titler inkluderet.

Og det kan blive endnu bedre for Ternet Ninja, der stadig går i en lang række biografer. Der er nemlig kun omkring 4.000 billetter op til syvendepladsen, hvor Familien Gyldenkål sprænger banken i øjeblikket holder til med 905.332 solgte billetter. (…)

I en pressemeddelelse skriver distributøren Nordisk Film, at Ternet Ninja har skrevet dansk filmhistorie ved at blive den danske biograffilm, som har haft den største omsætning.

Animationsfilmen har med en indtægt på 80 millioner kroner slået den rekord, som Journal 64 sidste år satte 76,5 millioner kroner.

Læs hele artiklen her: https://www.ekkofilm.dk/artikler/ternet-ninja-slar-vild-rekord/

Anden, der kun lægger guldæg

Udgivet af: Simon Roliggard, Politiken


Gennem de seneste 26 år har Anders Matthesen langsomt slået sig fast som den absolut bedst sælgende entertainer i Danmark.

‘Ternet Ninja’ er endnu et højdepunkt i en kurve, der indtil videre ikke rigtig har fundet en top. Han laver standupshows, udgiver musik og hørespil, spiller skuespil og skriver børnebøger. Stort set altid til 5 eller 6 hjerter og stjerner. Når der endelig er bare semilunkne anmeldelser som til ‘ Terkel – the mårtherfucking musical’, der er baseret på Matthesens gamle radiohørespil, har han ikke selv haft noget med projektet at gøre. Ingen stiller spørgsmål ved hans talent. (…)

Sidste efterår var Matthesen aktuel med et stort jubilæumsshow, i december havde ‘ Ternet Ninja’ så biografpremiere, og lige nu turnerer han rundt med et nyt og mindre onemanshow kaldet ‘Anden bringer ud’. Alt sammen efter en pause på 2 år, hvor der nærmest har været total radiotavshed fra det lille kontor på Frederiksberg. I 2016 var han både aktuel med onemanshowet ‘Shh’ og børnebogsversionen af ‘Ternet Ninja’. Før 2016 var der totalt stille i knap 3 år.

De stille perioder er der, fordi det for det første tager Anders Matthesen lang tid at udvikle den næste store ting. Men det er også en bevidst brandingstrategi: Anders Matthesen er kun synlig i offentligheden, når han kan tale om noget arbejdsrelateret.
»Han giver ingen interviews om andet end sit arbejde, udtaler sig ikke som smagsdommer over andre komikere, nytårsmad eller politiske tiltag. Vi optræder aldrig på rød løber og laver ingen interviews om privatliv. Det skal ikke mudre. Det er for at bevare Anders’ brandværdi«, forklarer Cemille Matthesen.

Marketingprofessor på CBS Richard Jones mener ligefrem, at det gør Anders Matthesen til et ‘luksusbrand’.

Læs artiklen her: https://politiken.dk/kultur/art7044771/%C3%85relange-pauser-g%C3%B8r-Anders-Matthesen-til-et-luksusbrand?fbclid=IwAR250Gf1pbuHMQqwDJ0d9SdpJ0hZBgCs6LlAelg6etd4hhqDU6CGUq1APWA

Anders Matthesen: »Nej, du kan ikke alt, hvad du vil. Sådan fungerer virkeligheden ikke«

Udgivet af: Anne Funch, Berlingske


Han har sluppet sig selv fri. For første gang i mange år. Lige for tiden svømmer Anders Matthesen rundt i et stort, brusende hav af frihed, mens han slår med halen som en selvlysende fisk af bar vellyst og nydelse, når han kører ind i Skælskør, Skive, Kolding, Herning, Esbjerg, Greve, Rønne og en lang række andre danske byer. Eller som i går, hvor han var i Odense og stod foran 1.700 mennesker. Han nød det.

I løbet af de næste seks måneder turnerer Anders Matthesen rundt i Danmark med et klassisk standupshow »Anden bringer ud«, som til sidst ender i Falconer Salen til august. Den store finale. Men det fedeste er faktisk provinsen, synes han.

»Det er ligesom at være tilbage i klubmiljøet fra de gamle standupdage. Jeg trængte til det efter i mange år at have været afhængig af en kæmpe logistik, typisk med en stor lastbil og ti mand indeni, der sad og spiste gullaschgryde. Så blev der spurgt: »Anders, hvornår har du tid til at lave lydprøve?« Og så videre. Det er sådan, det nu engang er med de store shows. Nu sætter jeg mig bare ind i en bil, måske sammen med et par andre stykker, og så kører jeg ud til spillestederne. Jeg har intet med mig, og jeg kommer næsten hoppende ud af bilen i nattøj og sandaler. På vejen er jeg måske stoppet ved en Burger King for at spise mig en burger. Præcis som vi gjorde helt i begyndelsen, da vi startede med at optræde med standup.«

Han har givet sig selv friheden til »at forfølge den energi, der er i rummet«, når han er rundt med sit show.  Det materiale, han har med, er udviklet gennem de seneste par år. Resten er bits og chunks, som han skriver fra dag til dag eller improviserer, når han står på scenen. Det får lov at flyde fra ham, og han elsker det.

Behovet for igen at være meget tættere på publikum har været stærkt, og det samme har uforudsigeligheden, forklarer han.

»Nogle af de steder, hvor jeg kommer, har der måske været en børneforestilling om eftermiddagen. Kulissen med store egetræer fra forestillingen står der stadig om aftenen, den bliver ikke flyttet. Jeg kommer bare ind på scenen i det, der nu er. Forinden er en fyr, jeg aldrig har mødt før, kommet hen til mig og har sagt:

»Jeg er lydmand, så du siger bare til, når du er klar. Jeg har lagt en reservemikrofon der, og så kan du bruge den taburet, hvis du vil. Jeg har også noget lys.«

Det er back to basics. Virkeligheden om man vil. Uden dikkedarer.

Læs hele interviewet her: https://www.berlingske.dk/kultur/anders-matthesen-nej-du-kan-ikke-alt-hvad-du-vil.-saadan-fungerer?fbclid=IwAR3uIZ5ox9lRFQ6ch0kwKcSEBQ6a3v7ewsmrWp-IYCLW6IYieSWB4SiXqFA