Anders er nomineret til ‘Årets komiker 2019’

Udgivet af: Marie Holm Mathiasen, TV2


“Fire solister og et enkelt komikerpar er blandt de nominerede til at få prisen for at være årets sjoveste komiker. Dette års felt rummer flere deciderede komikerveteraner. Anders Matthesen, Lasse Rimmer, Mick Øgendahl og Frank Hvam er alle blandt de nominerede til ‘Årets komiker’ (…)

Anders Matthesen havde et skyhøjt ambitionsniveau, da han i 2018 lavede showet ’Anden 25’. Her vendte vor tids mest succesfulde stand-up-komiker tilbage med flere højdepunkter fra karrieren, men formåede at få det til at virke friskt. Showet blev større end stort, og endnu en gang var Matthesen med til at hæve standarden for, hvad et comedy-show kan indeholde.

Anders Matthesen spidder alle uden at sætte nogen af. Han mestrer den skarpe tone, hvilket man også fik for øje, da ‘Ternet Ninja’ i vinter slog den ene biografrekord efter den anden.

Anders Matthesen er noget så sjældent som en folkelig provocateur, og det er blandt andet derfor, at han er nomineret til ’Årets komiker’. Vinder Anders Matthesen prisen, vil det være tredje gang, han bliver kåret som ‘Årets komiker’.”

Stem på Anders her: www.zulu.tv2.dk

Anders Matthesens liv ændrede sig fuldstændig på præcis fem minutter

Udgivet af: Nanna Nagy, TV2


“22. oktober 1993 blev et vendepunkt for den kendte komiker – nu er han nomineret til prisen som Danmarks sjoveste.

Med en smøg imellem pegefingeren og langemanden, som rystede i takt med hænderne, trådte den 18-årige Anders Matthesen op på scenen til DM i standup.

I tidens ånd var den unge komiker iført en LA-Raiders kasket og et par MC Hammer-bukser. Foran ham sad dommerne Jan Gintberg og Carsten Bang, som begge havde lavet standup i et par år på det tidspunkt.

Året var 1993, og det var første gang, Anders Matthesen nogensinde bevægede sig op på en ægte standupscene. De følgende fem minutter ændrede ham fuldstændig. Det fortæller han i forbindelse med, at han er blevet nomineret til ’Årets komiker’ for showet ‘ANDEN 25’ til ZULU Comedy Galla, der løber af stablen 29. august. (…)

For selvom Anders Matthesen var helt ny i genren, og hans standup var uøvet, så grinte folk. Og så skete der noget inde i ham.

– Ved det første grin kunne jeg bare mærke denne her forbløffende fornemmelse. En noget så besnærende fantastisk følelse. Det var som kærlighed ved første blik, og jeg vidste bare, at det ikke længere var musikken, der var min drøm. Det var standup, som jeg ville bruge mit liv på. Det var jo et kæmpe skift inde i mig, fortæller Anders Matthesen.”

Læs hele interviewet her: www.zulu.tv2.dk

Anders Matthesen giver kun 9 eksklusive shows i København efter ”hemmelig” Danmarksturné!

Udgivet af: Have Kommunikation


Pressemeddelelse:

Det er gået selv de mest inkarnerede fans hen over hovedet, at Anders Matthesen det sidste halve år har været på Danmarksturné med sit nye show ANDEN BRINGER UD, der spiller helt uden den sædvanlige markedsføring og show-plakater. For første gang har Matthesen endvidere serviceret resten af landet, før han nu “vender hjem” til Frederiksberg, København og giver ni helt eksklusive shows i den nyrenoverede Falkoner Salen fra den 18. august til 7. september. Han fortsætter sin turné, der kun kan opleves rundt i landet til og med november. Vil man se det, skal man være vaks og holde øjne og ører åbne.

Fænomenet Anders ”Anden” Matthesen lægger en ny stil for turné-livet, når han med sit nye show ANDEN BRINGER UD for første gang nogensinde prioriterer København sidst og resten af Danmark først i tour-rækken. Anders, som normalvis udbyder godt 100.000 billetter til Københavner-venues, som Falkoner, Østre Gasværk og senest Royal Arena med one-man shows, som derefter ikke altid besøger resten af landets venues, har skruet gevaldigt op for hele Danmarks mulighed for at se netop dette nye show og ned for Københavnerbilletterne. Nu ”bringer han ud” til alle afkroge af Danmark først. Og med kun 16.000 udbudte billetter i Frederiksbergs Falkoner Salen bliver det til ni eksklusive shows, Anders tilbyder Københavnerne, hvoraf over halvdelen allerede er revet væk, uden mange fans har opdaget det. Anders holder sig nemlig gevaldigt under radaren i forbindelse med dette nye show (ANDEN BRINGER UD), og fans har kun kunne få nys om showet gennem få opslag på Anders’ egne sociale medier og fra mund til mund. Det er helt bevidst og velovervejet, at Anders uden store armbevægelser nu vender snuden mod Falkoner Salen, København. Anders siger selv om den nye turné-stil:

”Det har været så fantastisk skønt at være helt ude i afkrogene af Danmark og møde publikum på deres hjemmebane, som jeg gjorde det i gamle dage. Og virkelig dejligt at kunne drage rundt uden det sædvanlige store maskineri. Stort set ingen presse og 100pct uden markedsføring af showet. Vi har ikke hængt en eneste plakat op eller annonceret, og derfor er det også kommet bag på virkelig mange, at jeg har været i netop i deres by og spille – uden de opdagede det! Især Falkoner shows’ne opdager rigtig mange først nu, hvor ordet begynder at sprede sig fra mund til mund og datoen for Københavnerpremieren nærmer sig. Der er ret frustrerede, men søde folk, der skriver dagligt, fordi der jo er meget få shows i salg.

Det er helt bevidst, at jeg har valgt ikke at larme denne gang. Jeg synes, jeg har fyldt meget i mediebilledet det sidste års tid med mit jubilæumsshow, Ternet Ninja osv. På et tidspunkt får folk vel nok af at glo på mig hver gang de åbner avisen og har brug for en pause. Men jeg havde altså et helt nyt standup-show klar – og det skulle selvfølgelig ud. Derfor blev det denne model. Et show eller to på spillesteder i hele landet og et noget mindre antal shows end sædvanligt i København, som så til gengæld ikke har brug for at blive annonceret alle vegne. Man kan læse om dem på min egen hjemmeside og købe billet der. Færdig bum. Ingen hokus pokus. Nu håber jeg så bare, at vi ikke er alt for hemmelige, og at folk forstår, at det altså er et nyt show – som i øvrigt bliver omtalt som mit hidtil sjoveste – og at det er nu, det spiller.”

Showet ingen vidste fandtes
Helt under radaren for fans og standup-elskere har Matthesen uden stor tjuhej, kæmpe marketingskampagner og glitterkanoner, leveret et splinternyt standup-show med back-to-basic, lårklaskende stand-up til landets små spillesteder og bragt sig selv ud på Danmarks scener iført dagens t-shirt og med jokes, der leveres i øjenhøjde med publikum. På turnéen, der indtil videre siden januar har bragt ham til 47 lokale spillesteder i alle afkroge af Danmark, er det allerede blevet til hele 67 shows. Og billetsalget går forrygende – hele 80% af de udbudte shows har været udsolgte og proppet til kanten trods den nye “hemmelige” stil. På de små spillesteder rundt om i landet er der solgt over 40.000 billetter, og det er foreløbigt blevet til 20 ekstra shows. Trods stor efterspørgsel er det stadig muligt at opleve det ”hemmelige” show ANDEN BRINGER UD i den splinternye Falkoner Salen fra den 18. august til den 7. september samt rundt omkring på landets spillesteder – foreløbigt indtil december. Billetter på www.anden.dk

Klassisk stand-up med ”Anden” – lige til døren i hele Danmark
Opskriften på showet i Falkoner Salen er den samme som i resten af landet: Klassisk, skarp stand-up som omdrejningspunkt – én mand, én mikrofon og dagens t-shirt. Det eneste Anders medbringer er 100% nærvær – og jokes, jokes, jokes, der sprøjter ud over scenekanten i et utroligt tempo, som publikum elsker Matthesen mest.

Anders Matthesen er draget på landevejen med showet ANDEN BRINGER UD – denne gang med et bombardement af jokes og ren stand-up som omdrejningspunkt. Puljen af materiale er udviklet gennem de sidste to-tre år og omhandler blandt andet, hvordan man overlever i den moderne verden, og hvordan man skal forholde sig til livet såvel som til døden. Naturligvis kun materiale, der ikke har været udgivet eller brugt i tidligere shows. Der indgår bl.a. mange af de jokes og idéer, der ikke var plads og tid til i Anden 25 samt helt nye bits og chunks, der skrives fra dag til dag.

Med venlig hilsen
Have Kommunikation

Læs pressemeddelelsen her: www.havekommunikation.dk

Anders Matthesen giver fans frit spil: I må bestemme min hårfarve

Udgivet af: Fie West Madsen, BT


“44-årige Anders Matthesen lavede for et par år siden en video, han egentlig lykkeligt havde glemt. Men nu risikerer den at få yderst farverige konsekvenser for den populære komiker og skuespiller.

I videoen, der altså har et par år på bagen, fortæller Anders Matthesen, at hvis han når 400.000 likes på Facebook, så vil han lade sine følgere bestemme, hvilken hårfave han skal have. Og tallet 400.000 – og faktisk lidt over – er altså nået nu.

Anders Matthesen er blevet gjort opmærksom på resultatet af bestyreren af fannetværket ‘Duckpowernews’ – og nu har han tænkt sig at leve op til sit løfte.

»Der er ikke andet at gøre. Jeg havde helt og aldeles glemt, jeg havde lovet det. Jeg har lige farvet det hvidt, så man kunne mene, det løfte er opfyldt, men sådan skal det ikke være. Det er op til jer derude. Hvordan skal det hår farves? Ja, sikke en beslutning at sidde med,« siger Anders Matthesen i en video, han har delt på sin Facebook- og Instagram-profil.

Den 44-årige komiker fortæller samtidig, at planen er, at han farver håret lige inden København-premieren på det nye show ‘Anden bringer ud’, der starter spilleperiode i Falkoner Salen 18. august. Dermed kommer han til at spille alle sine show i København med sin nye hårfarve – og der er frit valg på alle hylder, forsikrer han.”

Læs hele artiklen her: www.bt.dk

Anders Matthesens ‘Ternet Ninja’ slår alle rekorder – igen!

Udgivet af: Nordisk Film


“Publikumssuccesen ´Ternet Ninja´ som slog rekord med over 950.000 billetter i biograferne, er nu også Danmarks bedst sælgende film på digitalt køb nogensinde.

Efter at have slået alle rekorder i de Danske biografer bliver Ternet Ninja nu også revet ned af hylderne hos de digitale filmtjenester. Tæt på 40.000 danskere har nu købt filmen digitalt, siden den udkom på tjenester som iTunes, Blockbuster og Viaplay. ’Ternet Ninja’ slår dermed titler som ’Journal 64’, ’Alle For Tre’ og de populære Klassefesten-film. Fortsætter succesen for ’Ternet Ninja’ på de digitale hitlister over de kommende måneder, tegner filmen derudover til at kunne slå rekord som den mest digitalt udlejede danske film.”

Læs hele artiklen her: www.nordiskfilm.com

Anders Matthesen blev forelsket i sin manager: “Vi skiller de to roller meget ad”

Udgivet af: Ditte-Marie Ascanius, Alt for damerne


“Anders Matthesen befinder sig godt ude på den tynde is, netop fordi der lurer en vis risiko for at falde igennem. Det er efterhånden gået hen og blevet hans leveregel at lave noget i dag, som han ikke lavede i går. Og da han sidste sommer rev 16 dage ud af kalenderen for at tilbringe dem på et filmset i den nedlagte arrest i Assens, var det også en opgave, han gik til med en vis ærefrygt. Her var han den, der var på udebane blandt skuespillere som Jacob Lohmann og Søren Malling, som han skulle spille over for i Frederikke Aspöcks nye komediedrama De frivillige […]

– Jeg har i mange år nidkært sagt nej til komedier, for jeg vil gerne lave noget, der er mere dramatisk. Når man bevæger sig i de lag, som jeg gør, er det klart, at jeg mest får tilbud om at spille den sjove flyttemand eller den hyggelige lærervikar. Og det har jeg tænkt, at jeg nok hellere må være lidt forsigtig med. Hvis jeg skal lave film, skal det være, fordi jeg kan lære noget, siger Anders, der allerede som barn havde skuespillerdrømme og meldte sig til castinger på flere film, blandt andet Bille Augusts ”Pelle Erobreren”, hvor han aldrig blev kaldt ind, fordi han med egne ord ”så helt forkert ud”. I 2007 skrev han manuskript til komedien ”Sorte kugler”, som han også instruerede og spillede med i. I rollen som korlederen Niels så han en mulighed for at spille på lidt flere tangenter end blot sit komiske talent.

– Alt det, jeg kunne gøre, som udefra set ligger lige for, prøver jeg at styre udenom. Det er ikke, fordi jeg ser sådan noget som revyer og komedier som mindre fint end andet. Det er simpelthen et spørgsmål om ikke at stagnere. Derfor går jeg altid efter det, der involverer noget, der er svært. Sådan noget, hvor jeg hen over en kop kaffe får min far til at sige: ”Hvorfor dog det? Hvorfor har du sagt ja til det?”, fortæller han og slår ud i et stort grin.

– Det er de ting, hvor jeg tænker, at der kan du da komme galt af sted. Er det nu klogt? For så er der noget på spil. Hvis jeg får min far til at blive bekymret, tænker jeg: NÅ, der er den! Så jeg prøver altid at køre min indre far – også fordi jeg i en vis udstrækning selv tænker sådan. Hvad fanden skal jeg det for? Nå, men det skal jeg måske …”

Læs hele interviewet her: www.alt.dk

Matthesens ternede ninja er tilbage for fuld speed: Skør, skæv, sjov og spændende

Bog: Ternet Ninja 2 (2019)
Anmelder: Berlingske, Merete Reinholdt
Bedømmelse: 4 stjerner

“Anders Matthesen formår en masse ting. Herunder at hoppe ind i sin læsers hoved. Så har man altså visse evner. […] Ternet Ninja 2 lever til fulde op til niveauet i første bind i det, der tydeligvis er på vej til at blive en serie for børn og barnlige sjæle. Det kan man kun glæde sig over, for Matthesen leverer varen som Bjarne Reuters værdige arvtager. Med mundret sprog, skarpe dialoger, fjollet humor og fyndige, hverdagsfilosofiske pointer fortæller han en grotesk historie om en (næsten) helt almindelig dreng og hans (næsten) helt almindelige familie og om en (næsten) helt almindelig forbrydelse. Det er skørt, skævt, ofte lattervækkende morsomt og indimellem gysende spændende.

[…] »Aske rystede på hovedet. »Altså, undskyld jeg siger det. Men er det ikke lidt ligemeget, hvordan du ser ud? Handler det ikke mere om, hvad der er indeni?«

Den slags små voksenpædagogiske moraler forklædt som humoristiske banaliteter er der flere af, og på sin egen matthesenske måde hæver de humoren fra det hygge-platte til noget mere opbyggeligt. At forfatteren er en stand up-komiker med kant afspejler sig også i persontegningen og karikeringen af bl.a. den selvoptagede og nærige papfar, Jørn, der gerne vil fremstå som den rummelige og imødekommende person, han overhovedet ikke er.”

Læs hele anmeldelsen her: www.berlingske.dk

Ternet Ninja 2

Bog: Ternet Ninja 2 (2019)
Anmelder: Litteratursiden.dk, Jette Holmgaard Greibe

“Mesterlige Matthesen inviterer på den vildeste ferie, og den lille, aggressive ninja er tilbage i ny form. Stadig psykopathævngerrig, morderisk og helt igennem genial. […]

Stereotyperne står i kø, og det er vanvittig skægt. Anders Matthesens kæmpe fortælletalent og formidable humor fylder siderne helt ud, men det hverken kan eller må være anderledes.

Det her er bogen, jeg sender med ALLE hjem, uanset alder.”

Læs hele anmeldelsen her: litteratursiden.dk

Anders Matthesen prøver sig selv af: Jeg elsker det dybe vand

Udgivet af: Nikolaj Vraa, Her & Nu


“Selv om han vader i succes, så tager Anders Matthesen den bestemt ikke for givet. Hver gang han går i gang med et nyt projekt, knokler han og giver sit hjerteblod. Det gælder også rollen som Niels, der som selvbestaltet korleder har taget magten over de andre indsatte i Frederikke Aspöcks komedie- drama De frivillige. Egentlig havde han slet ikke tid, men kombinationen af hendes tiltalende manuskript og muligheden for at prøve noget nyt som skuespiller gjorde udslaget. […]

Sommeren skal Anders Matthesen bruge på at skrive manuskriptet til filmatiseringen af Ternet Ninja 2. Han har ingen ambitioner om at overgå Ternet Ninja, der har solgt 940.000 solgte billetter og blev den største danske biograffilm siden ‘Op på fars hat’ fra 1985.

– Det er ikke sådan, jeg arbejder. Altså det ville da være rart, hvis det skete, men så kalkuleret er det ikke. Jeg laver det, fordi jeg føler, jeg har en historie at fortælle, slår han fast.

At hans historier er værd at fortælle, får han næsten dagligt at vide af publikum.

– Det holder jeg aldrig op med at blive glad for. Der er rørende historier fra forældre, der siger, at deres søn aldrig har villet læse en bog før og nu sover med Ternet Ninja under hovedpuden. Det gør mig glad. Men også når ældre damer stopper mig og siger, ‘vi holder med dig og elsker det, du laver. Må vi give dig et knus?’ Det hele er gaver.”

Læs hele interviewet her: www.realityportalen.dk