Anders Matthesen har teknikken i orden, men vover intet

Show: Shhh (2016)
Anmelder: Politiken
Bedømmelse: 4 stjerner

​Anders Matthesen hudfletter ætsende elegant og veloplagt informationssamfundets virkelighed, og han fremstiller sin egen frustration over den manglende indre ro, dette afstedkommer, med vanlig sproglig overlegenhed i en teknisk fuldkommen talestrøm, hvis flow man skal til sådan en type som rapperen Snoop Dogg – eller hvad han nu hedder for tiden – for at finde mage.

Og det er sjovt; for fanden, hvor er det skægt, når højlydte og opmærksomhedssøgende unger får et politisk ukorrekt drag over nakken: »Nej, Kåre, pigerne synes ikke, du er sej, fordi du råber som en besat«, og hans efterhånden velkendte sproglige hyperopmærksomhed sætter ham i stand til at korrekse den megen bullshit og slaphed, vor verbale virkelighed er så spækket med.

I løbet af det halvanden time lange show demonstrerer Anders Matthesen, at han ikke bare er bedre end de fleste af sine landsmænd, men overgår dem alle (måske med Frank Hvam som eneste regulære konkurrent).

Læs hele anmeldelsen her: http://politiken.dk/kultur/ECE3379301/anders-matthesen-har-teknikken-i-orden-men-vover-intet/

Matthesens hylesjove støjgener

Show: Shhh (2016)
Anmelder: Børsen
Bedømmelse: 5 stjerner

Den kloge lommefilosofiske finurlighed fornægter sig ikke i Anders Matthesens uhyre morsomme, selvreflekterede og meget seværdige onemanshow “Shhh – Der er show”. Hans syvende af slagsen. Den charmerende forestilling, der flere gange får taget til at lette af grin, tager udgangspunkt i begrebet støj. (…) Spiddende og ætsende morsomt optrævler Anders Matthesen de personlige og nogle gange også pinlige oplevelser, så problematikken bliver genkendelig for én selv, og man ender med at sidde og more sig over et reflekteret og udleverende spejlbillede af sig selv, sit parforhold, sit arbejde eller ens sociale håndtering af andre mennesker. (…) På den led får Anders Matthesen hen imod slutningen flot langet en livsfilosofi over disken – uden at dosere, uden at virke frelst eller bedrevidende. En lommefilosofi, der krøluldsmorsomt giver publikum noget at tænke over, mens man stadigt spruttende af grin forlader salen.

Det er flot, det er frækt, og det er pokkers godt gået.

Anden gakker igen

Show: Shhh (2016)
Anmelder: Arbejderen
Bedømmelse: 5 stjerner

Hvor er det herligt, at en stand-up-komiker undgår de billlge, enkeltstående sex-jokes med en punchline som en teenager med for tidlig sædafgang.
Sådan er Anders Matthesen heldigvis ikke. Han binder historier sammen og er rent faktisk en historiefortæller af rang.
(…)
I stedet satser Anden med hårfin timing på at få os til at se tåbelighederne i dagligdagens dilemmaer og trivialiteter. Det gør han uforligneligt. Grinene kommer som perler på en snor, og overopfylder ugekvoten for grin.

Læs hele anmeldelsen her: http://www.arbejderen.dk/anmeldelse/anden-gakker-igen

Kan vi få noget ro?

Show: Shhh (2016)
Anmelder: Frederiksborg Amts Avis
Bedømmelse: 5 stjerner

Anders Matthesen leder desperat og forgæves efter roen til at tale om det vigtige. Det er der kommet et vildt sjovt show ud af.-Hold kæft, hvor I larmer. Anders Matthesen begynder sit show med at kommentere på publikums klapsalver.
Så er vi ligesom i gang.
Det handler om larm. Det handler om manden, der engang hed Anden, men som nu kalder sig ved sit borgerlige navn og indtager scenen med en rutine, som kun en garvet komiker kan.
(…)
Og selvom Anders Matthesen fører ordet, så er han hele tiden i kontakt med os i salen. Han hører, når vi klapper og griner -det gør vi meget -og det er vores verden, han forstørrer med sin sært forvrængende lup.

Understrøm af latter

Show: Shhh (2016)
Anmelder: Gregersdh
Bedømmelse: 5 stjerner

KENDER I de mennesker, der ikke kan fortælle noget morsomt, uden at de selv er ved at kvæles i latter? ”Nu skal du bare høre…” Og så stormer manden fra pointe til pointe, som vi bare aldrig får fat i, fordi pointerne drukner i hans eget grin. Sådan er Anders Matthesen ikke.
Jo, gu’ griner han da over sine selvproducerede betragtninger over alt mellem himmel og jord.
Men det er en konstant understrøm af latter, der i hans stemme er som en kats spinden, et continuum af henrykkelse ved at fortælle, mens han skaber forventning, skifter tempo, afbryder sig selv, hvisler ned i det næsten uhørlige, lader i sekunder som om han har glemt, hvor han skal hen, tager fat igen, mumler, besværger, trækker i langdrag, speeder op, holder pauser.
Det sidste – pauserne – er et af de slagkraftige paradokser, som han næsten kan holde foredrag om i sit nye talkshow. Pauserne fra tilværelsens evindelige kværn – han holder dem nogle gange selv som effekt, nøjagtig som Carl Nielsen gør i en symfoni. Det dér bragende stop, der kan synge i luften, så vi retter os op og lytter, som var pausen et tordenskrald.

Læs hele anmeldelsen her: http://gregersdh.dk/anders-matthesen-show-falkonersalen-3-9-2016/

En and krydser sit spor

Show: Shhh (2016)
Anmelder: Ekstra Bladet
Bedømmelse: 4 stjerner

Da Anders Matthesen entrede Falconer Salens scene fredag aften skete der noget, som jeg ikke mindes at have oplevet med nogen anden dansk stand up-kunstner. Ikke blot blev han mødt med klapsalver. Publikum sprang op og gav Anden et stormende, stående bifald. Et næsten bevægende vidnesbyrd om, hvor folkekær en kunstner Matthesen er, og en illustration af hvor meget han har været savnet i de tre år, der er gået, siden han sidst stod på en stor scene.

Han vil af med det hele, og det fortæller han på vanlig ekvilibristisk facon, hvor vi over en særegen oplevelse på Fanø lander i en medrivende finale som gør, at man går fornøjet og opløftet fra showet. (…) Anders Mathesen har i show som ‘Anden på coke’ og ‘Anders’ modigt udfordret sig selv og stand up-genren. Denne gang har han valgt originaliteten fra og satset på det mere sikre. Han er vendt tilbage til den klassiske stand-up

Læs hele anmeldelsen her: http://ekstrabladet.dk/flash/anmeldelser/diverse/anmeldelse-en-and-krydser-sit-spor/6273001

Shhh… Anden har noget, han gerne vil sige!

Show: Shhh (2016)
Anmelder: Berlingske
Bedømmelse: 5 stjerner

Setuppet er simpelt, leveringen knivskarp. Og selv om han helt klart har noget, han gerne vil fortælle os, er det næste store grin aldrig mere end en hurtig punchline væk. De falder hårdt og kontant, ligesom han også fortsat drager stor nytte af sit betydelige skuespiltalent, når han laver stemmer, udspiller en af sine ping-pong-dialoger i hæsblæsende tempo eller med sproglig tæft lader gammeldanske udtryk støde frontalt sammen med gadelingo: »Stegt i nederen, epicentret for øv-ha-da-da!!!«Jo, Anders Matthesen er fortsat en af landets skarpeste komikere.

Læs hele anmeldelsen her: http://www.b.dk/scene/shhh…-anden-har-noget-han-gerne-vil-sige

Mesteren af dansk stand-up er tilbage: Matthesen er forrygende sjov

Show: Shhh (2016)
Anmelder: BT
Bedømmelse: 5 stjerner

Fremragende afsæt for den palet af virkemidler, som Anden mestrer. At vride de mindste banale tildragelser ud af den grå hverdag, projicere dem op i et format, hvor det bliver vildt underholdende. Leveret hårdt og med Albertslund-power. Gerne med voldelige undertoner og en overraskende tvist, som det er Matthesens kendetegn.
Det virker, som om Matthesen har sparet lidt op på jokekontoen det seneste tiår i skyggen af de mere kunstneriske teatershow. I ‘Shhh’ kommer vittighederne strømmende, som f.eks denne – frit efter hukommelsen.
‘Der er en grund til at drenges stemme går i overgang. De har først noget alvorligt at sige, når de kommer i den alder. Så er der måske nogle af kvinderne her der tænker deres. F.eks. min kæreste. Ham må jeg få fortalt min kone om ved lejlighed.’

Grinene står i kø, i kø, i kø.

Læs hele anmeldelsen her: http://www.bt.dk/musik/mesteren-af-dansk-stand-up-er-tilbage-matthesen-er-forrygende-sjov