Stand-up: Anden på joke

Show: Anden paa coke (2006)
Anmelder: Information
Bedømmelse: 5 stjerner

“Anden dryppede næseblod, i hvert fald på reklamerne på de otte blæretaxaer, der skinnede foran Falconérscenen onsdag aften. Og tilskuerne kunne såmænd også have fået blodet til at rinde i lind strøm ned mod scenen, ikke ved hjælp af forbudte rusmidler, men bare fordi de baskede hænderne mod hinanden:

Sådan et par tusinde unge, der piftede godt igennem… Kådheden smittede også af på teateroutsiderne, som havde ladet sig premierelokke af Andens ego-størrelse på plakaterne – og måske af minder om en langskægget Spies eller en Jul på Vesterbro.

Nå, men så sidder vi dér på rad og række, og så kommer Anden ind på en høj performerskammel med svømmefodsfodpind. Ups, tænker man. Hvad i alverden skal manden stille op med 100 minutter og en fuld sal?

Det tvivler han åbenbart også selv på i begyndelsen, uanset hvor hamrende prof han ellers er. Han flakker i hvert fald rundt i et gammelt jokerepertoire om børnesex og teenagevold, som han prøver at hente hjem med platheder om et drømmepublikum, der ikke bare skriger af grin, men skider af grin…

Men så sker det: Anden ser lyset. Og det gør vi andre så også, ikke mindst takket være Jesper Kongshaugs løgnerlys, der stråler som direkte fra Vildanden. For Anden træder pludselig ind i sin ‘egen’ lejlighed omme bag stand-up-tæppet: Et vidunderligt hi-tech-tjekket samtalekøkken (nå nej, enetalekøkken!) med gråpudsede vægge og storskærm, sådan anden-lige-på-kornet af scenografen Rikke Juellund. […]

Er Anden konge? Ja, og Anden på coke er kogende kongekunst – båret af en egostjerne, der tør se selv Gud i øjnene. Så herfra svømmer fem charmerede troldænder som belønning for Andens is i maven og kniv i replikken, hans selvironiske sofa – og hans evne til at lave nescafé i en opvaskebalje: Rap, rap, rap, rap, rap!”

Den rappeste and!

Show: Anden paa coke (2006)
Anmelder: BT
Bedømmelse: 6 stjerner

“Med indtil videre godt 40.000 solgte billetter til Anders’ »Anden paa coke?« turné var der næppe heller noget at sige til det, hvis Matthesens mellemgulv virkede motoriseret. Det er vel ellers kun folk som Linie 3, der sælger så mange billetter herhjemme. Men dér hører sammenligningen med den trælse trio også HELT op! Der er forskel på bare at være en joke i sig selv og være oprigtigt hylesjov og dertil betragteligt begavet. Som Albertslunds rappeste rod for længst har bevist, at han er. Og det er han stadigvæk. […]

Se, nu skal De naturligvis selv skal have fornøjelsen af showet, og jeg vil derfor nødig afsløre for meget. Men De skal f … alligevel også have at vide, hvor godt det hér er. For Anders’ idé om at bygge showet op omkring problemerne og frustrationerne hjemme i stuen med at lave et show, som ikke ligner noget, han har lavet før, er fremragende underholdning.”

Show: Anden paa coke (2006)
Anmelder: Henrik Palle, Politiken
Bedømmelse: 6 hjerter

“Og det er derfor, at han står på scenen og sveder, sortklædt med ternede sko. Han er nemlig udmærket klar over, at han er sjov; meget sjov endda. Han har publikums ord for, at hans sprogligt overlegne og sociologisk observante stil virker. Hans teknik er suveræn. Hans timing sætter ham i stand til at aflevere selv traditionelle brandere på en afvæbnende og overbevisende måde. Og hans hurtighed i evnen til at improvisere giver ham et forspring og en kant i forhold til andre komikere. Hvilket folk godt ved. Og hvilket han principielt kunne få bekræftet ved blot at gå på scenen og aflevere endnu to gange 45 minutters virtuose vittigheder.

Liv og død, er det med andre ord et spørgsmål om. Helt bogstaveligt hans liv som komisk kunstner i romantisk forstand. Således er tøjet særdeles passende: Han er nemlig muligvis gæst ved sin egen symbolske begravelse. Hvis altså nu det kikser, og solen smelter hans usynlige Ikaros-vinger. Og så står han der i sine med et ufrivilligt komiske ternede sko.

Det ville være synd at afsløre mere om, hvordan det rent symbolsk går med manden med mikrofonen i kulissen på scenen, der forestiller hans lejlighed. Men publikum morede sig kongeligt, ja mega-giga-chokohamrende-herre-kejserligt-rågrineren meget. Over de svinagtigt præcist afleverede jokes, over de utrolige temposkift i hovedpersonens temperament, over hans samtaler med en akvariefisk – og på vejen ud fornemmede man en vis imponerthed over en endnu relativt ung mands foreløbige kunstneriske kulmination, som det vil blive svært – og måske umuligt – for ham at overgå.

Det var ganske enkelt fucking blæret. For ud over at lægge salen ned demonstrerede han sin totale beherskelse af adskillige komiske genrer: stumfilmkomisk konfrontation med et genstridigt strygebræt, personimitation med passersk inspiration samt tilbagelænet ordkomik. Og alt det monteret i en teatralsk ramme, der bragte tankerne i retning af såvel beckettsk minimalisme som klassisk ibsensk kukkasse. Havde han sluttet af med et ‘Se mor, solen’, havde vi sgu nok også grint røven i laser af det.”

Matthesens nye show er fortsat gedigen underholdning, selv om det ikke stikker så dybt

Show: Anden paa coke (2006)
Anmelder: Jyllands-posten

“Undervejs har vi grinet en hel del, nydt mandens ubetvivlelige talent, timing og musikalske præcision, hans frodigt fabulerende fantasi og hans sans for at føre en hverdagssituation ud i sin rablende absurde konsekvens med lige dele galskab og logik. Vanen tro leger Matthesen med sproget; hans eminente evne til at være sublimt og subtilt morsom i komprimerede sætninger, afleveret nærmest lakonisk henkastet, er fortsat uantastet. Her er han uden konkurrence i det danske stand up-landskab.

At turde kaste sig ud i teatret med dets muligheder og logiske begrænsninger – da en mand råber nede i salen, er han i kraft af “den fjerde væg” afskåret fra at svare igen, men løser problemet ved at råbe ud af dekorationens entrédør, som stod den forstyrrende tilskuer ude på trappen – er imponerende og originalt. Den ide har vi ikke set før, og da den tydeligvis giver de samme muligheder for at være sjov og harcelere over verdens dårligdomme og tåbeligheder, er forestillingen lige så morsom, som Matthesen plejer at være. Veloplagt harper han løs på alt og alle, fra Gud til smålige pizzabagere, der forlanger fem kroner mere for ekstra bacon.”

Læs resten af anmeldelserne her: http://jyllands-posten.dk/kultur/teater/ECE3336537/falconer-koebenhavn-anden-pa-coke/?page=1

Anden paa coke sætter nye standarder

Show: Anden paa coke (2006)
Anmelder: Fyens
Bedømmelse: 6 stjerner

Anders Matthesens nye show mikser enmandsteater og stand-up til en historisk komikcocktail
Stand-up: “Anden paa Coke”Anders Matthesen har skabt et show, der for at bruge titlen på en Jack Nicholson-film er: “As Good as It Gets”.
Med teaterverdenens kropslighed, stand-uppens samuraiskarpe punchlines og de tusind stemmers talent tager Anden udgangspunkt i sin egen kamp for at kreere det perfekte show hjemme i sin egen lejlighed.
Han vil denne gang sikre sig, at publikum ikke blot skriger af grin. De skal brække sig af grin. Nej, de skal skide i bukserne af grin. Nej, endnu bedre. De skal sidde som en krokodille med åben mund og være ude af stand til at trække vejret af grin.
En halv time senere er jeg den krokodille.

Læs hele anmeldelsen her: http://www.fyens.dk/article/647322:Scene–Anden-paa-coke-saetter-nye-standarder

Lyninterview: Anden om narko

Interviewer: Jyllands-posten.


På onsdag har komikeren Anders Matthesen premiere på sit show Anden på coke? – et show, der skal give et nøgent og mere ærligt billede af Danmarks sværvægter inden for humor. 

Hvorfor hedder dit nye show Anden på coke? 
Spørgsmålstegnet bag titlen prikker til folks nysgerrighed og er pludselig blevet til et rygte, eller et spørgsmål, der ikke er forløst. Det synes jeg er mega-interessant. Der er jo mange rygter i min verden. Folk søger svar på alt muligt på nettet og spørger mig om dybt private ting, som de ikke skal vide noget om. Men det er selvfølgelig også, fordi jeg i en eller anden grad vil beskæftige mig med svaret på titlen i showet.

Er det omdrejningspunktet i showet? 
Der er altid en konklusion på titlen i et show, men hele showet handler ikke kun om stoffer. Folk skal ikke altid vide præcist, hvad de skal ind at se. De kan se det, hvis de tør. Med denne titel tvinges forældre f.eks. til at tage stilling til, om deres børn skal se showet. Stand-up er voksenunderholdning, alligevel har salen de sidste mange gange, jeg har optrådt, været halvt fyldt med børn. Det er fint, for jeg synes børn er dejlige, men de skal søreme have en eller anden med, der tager ansvar for dem. Det er ikke min pligt at gøre det sødt og børnevenligt. Jeg fortæller om verden, som jeg oplever den, og hvis der er nogle børn, der kan være med på det, er det fint, men det er ikke dem, jeg taler til.

‘Jeg er sådan en livsnyder, der elsker at spise mad, så jeg æder, til jeg er ved at dø af det’

Interviewer: Ekstra Bladet.


Anders Matthesen er hverdagsbuddhist og kontrolfreak, han opfinder hele tiden nye regler for sig selv og mener, at folk skal tale pænt, selv om han er ophavsmand til ord som røvfirkant og pik-antilope 

Dit show hedder ‘Anden på coke?’. Har du selv haft næsen nede i sneen? 
Ja, det kan man jo ikke vide. Der indgår et spørgsmålstegn i showets titel, og hvis man vil have svaret må man jo gå ind og se det.
Men der er jo coke over det hele. I overført forstand. Alle mennesker -nej ikke alle -men enormt mange mennesker bruger stimulanser og stoffer og alle mulige kunstige midler som slik og tv for at nyde verden og skabe et åndeligt gennemtræk. Og det synes jeg er interessant.

Hvilke stimulanser bruger du selv? 
Jeg er sådan en livsnyder, der elsker at spise mad, så jeg æder, til jeg er ved at dø af det. Jeg propper mig. Hvis der ligger en ting, jeg godt kan lide på buffeten, så fuck resten -så tager jeg et kæmpe bjerg af det på tallerkenen. Det samme med smøgerne. Da jeg røg, var det 40-60 om dagen. Og de perioder, hvor jeg har været ude og drikke fadøl -i stedet for at gå hjem kl. to, så drak jeg videre hele natten. Det er svært at vide, hvornår en nydelse stopper og bliver til afhængighed, men jeg har flere gange måtte sadle om, fordi jeg tænkte, at nu begynder det at ligne misbrug. Så jeg har asketiske perioder, hvor jeg spiser meget sundt og træner hver eneste dag. Jeg har ikke røget i halvandet år og ikke drukket alkohol siden nytår… Jeg kan godt give den gas, men vil ikke have et misbrugsforhold.

Spyfluen i kaffekoppen

Interviewer: Rikke Tjørring, Berlingske.


Vi kender ham fra flere oneman-shows, fra TV-julekalenderen »Jul på Vesterbro« og fra rollen som Simon Spies i teateropsætningen af samme navn. Den 31. maj er der premiere på Anders »Anden« Matthesens nye comedy show »Anden paa coke?«. Hvad der gemmer sig bag den gådefulde titel, vil andrikken ikke røbe på forhånd. Men det bliver ikke et show for børn!004 var året, hvor Anders Matthesen stak af fra alt og alle. Der var ham, og så var der alle de andre. Vi taler om den computeranimerede film »Terkel i knibe«, som blev set af flere end 375.000 mennesker, og som han selv havde skrevet og indtalt alle stemmerne til. Vi snakker forestillingen »Simon« på Østre Gasværk, som blev teatrets største succes i mange år. Og vi snakker det suveræne stand-up show »Tal for dig selv«, der satte nye standarder i branchen.
Så var der stille et år. Han slappede af og samlede kræfter og inspiration.
Håret er blevet noget længere, siden Anders »Anden« Matthesen sidst stod på scenen. Gavflabattituden og den umiskendelige vestegnsaccent er imidlertid den samme. Iført skægstubbe, diamantørenring og rødmossede kinder fortæller Anden forventningsfuldt om sit kommende show. Et show, som han kalder sit mesterværk.

Læs hele interviewet her: http://www.b.dk/kultur/spyfluen-i-kaffekoppen

Tidlig Matthesen

Serie: Get Ahead – in business and life (2001)
Anmelder: Søren Anker Madsen
Stjerner: 4

Anders Matthesen er snart aktuel med sit nye show »Anden på coke«, og ellers distancerede han alt og alle forrige år med filmen »Terkel i Knibe«, showet »Tal for dig selv« og forestillingen »Simon« på Østre Gasværk.
Her er han i en mockumentary-serie (parodi på dokumentar) fra TV2 Zulus allerførste år i 2001. De seks afsnit er produceret på fire dage for to stykker ståltråd og en korkprop, men den grovkornede parodi på kursusbranchen bærer igennem. Manuskriptforfatteren Jacob Tingleff spiller konsulenten Patrick Toftgaard, som har hyret den tidligere hjemmeværnsmand Gert Haarder (Matthesen) til at give kursisterne overlevelsesinstinkt på arbejdsmarkedet og succes hos det modsatte køn ved at skrige dem ind i ansigtet, at de er en flok »bøssesvanser«, servere isterninger til aftensmad og bede dem hænge en medkursist for at overbevise dem om, at hængning slet ikke er farligt – det er kun noget der foregår mentalt i hovedet. Serien taber dog højde, efterhånden som grundideen bliver gentaget og udpint.
Mick Øgendahl demonstrerer igen, at han har det underspillede komiske talent med med en snert af smerte, der før eller siden burde udløse rigtige filmroller. Matthesen er bare som altid i en liga helt for sig selv – man kan bare håbe, at en anden serie med ham fra 2002, »Perforama«, også snart udkom på DVD.

Nu er han tilbage

Cd: Soevnleos (2006)
Anmelder: Connery.dk
Bedømmelse: 4 stjerner

Når man i disse tider får fyldt ørerne med amerikansk masseproduceret hip-hop, er det rart endelig at høre noget, der lyder som rødderne i hip-hoppen. Der er også nogle fede rytmer, som giver dig mulighed for at få en svingom. For eksempel har nummeret Fleksibel Askese et fedt samba-agtigt beat.Alt i alt er dette album super sprødt og kan bestemt anbefales!

Læs anmeldelsen her: http://connery.dk/anders-matthesen-soevnloes.1850.html