Anden med band – FAQ

Optræden: Anden med band
Anmelder: Dagbladet Ringsted

“Anden er nemlig meget mere end »bare« stand up”er. Det er det, han er mest kendt for og har størst kommerciel succes med, men hans cd, »Soevnloes«, har solgt 20.000 eksemplarer og fået guld – og det er flot i disse kopi-tider. Man kan heller ikke beskylde ham for at lefle for publikum. I en tid, hvor musikken i musikken bliver skubbet i baggrunden, og image betyder uendeligt meget mere (ingen nævnt, Nik & Jay glemt) er der noget befriende ved at opleve Anden som rapper.

Jo jo, han har den klassiske kæde om halsen, som alle hip hoppere skal have. Men den er udstyret med det lille glade andelogo, der mest af alt ligner de gule badeænder fra badekaret, og så hænger den altså uden på en t-shirt, som reklamerer for Albertslund Centerslagter!

Når han danser på scenen, er det heller ikke koreograferet til tv eller storskærm, men ukrukket og let kikset. Og når han taler med sit publikum, lytter han efter svaret. Det handler om andet og mere, end hvordan han tager sig ud. Det handler om musikken, for eksempel.

Og ja – de kan dæleme spille, de fire musikere og dj”en.

Nej – lydniveauet for de enkelte instrumenter var ikke perfekt mikset.

Jo – Anden har skrevet nogle rappe rap-tekster.

Ja – vi fik alle de bedste numre fra cd”en.

Men de blev langtfra bare spillet som i studiet. »Glimt af i går« blev for eksempel leveret i en reggae-udgave med messing-solo i bedste tyroler-stil(!), og et nyt nummer – »Sving tryllestaven« – i syv-ottendedels-takt fik vi også. Allermest populært blandt de mange børn i publikum var dog de to afslutningsnumre fra Terkel i knibe-filmen og Tal for dig selv-indslagene i Børneradio. Da Anden kastede sig ud i »Ta” og fuck af« og »Min store kærlighed«, sang de med så højt og inderligt, at ingen var i tvivl om, at det var aftenens højdepunkt.”